Ressourceforbruget på byggepladsen er som strømforbruget på min teenagers værelse

Omkring ressourceforbruget på danske byggepladser lyder det, at vi – groft sagt – kører halvdelen af det, vi kører ind på byggepladsen, ud igen som affald og spildte ressourcer. Om det er så grelt, har jeg ikke tal på. Men at vi er nødt til at optimere på vores ressourceforbrug og -spild på byggepladserne – dét er der ingen tvivl om.

 

Byggebranchen er noget af en sværvægter i ressourceforbrug. Viljen til handling er heldigvis stor mange steder, hvilket afspejler sig i f.eks. lovgivningen i form af indførelse af krav om LCA-beregninger på nye byggeprojekter i Bygningsreglementet i år, en generelt en øget bevidsthed om materialer - og ikke mindst det faktum, at vi i efterhånden mange år har arbejdet med at optimere byggeriets driftsfase og samlede udledning allerede i projekteringsfasen.

 

Men vi mangler et meget vigtigt fokus i arbejdet for en bæredygtig byggebranche: Byggepladsen.
For selvom byggepladser med deres forbrug af materialer og energi udleder ca. hvert tiende ton CO2 i Danmark, er der endnu meget ringe overblik over udledningerne fra landets pladser med kraner og skurbyer.

Branchens store CO2-aftryk er velkendt, men hidtil har både byggeledelsens, bygherrernes og de udførendes øjne ikke haft fokus på den enkelte byggeplads’ forbrug af el, vand, brændstof, transport, affald og materialespild – og den går ikke længere.

 

 

Byggepladsen er på mange måder som min teenagers værelse, før jeg begyndte at interessere mig for, hvilket ressourceforbrug der sammen med beskidt tøj, tomme flasker og brugt service flyder frit rundt derinde. Vinduet er åbent, mens radiatoren banker derudaf – og computer, fjernsyn, mobiler, opladere og lys banker derudaf for fuld skrue. Imens forsøger jeg at vaske tøj om natten for at spare på el-forbruget, hvilket ikke engang går i nul.

 

Kort sagt: Vi aner ikke, hvilke ressourcer byggepladsen udleder, men vi ved, at byggebranchen ressourceforbrug generelt styrtbløder. I en tid, hvor alle gerne vil – og skal - bidrage aktivt til den bæredygtige omstilling, kan vi i derfor ikke være bekendt ikke at tage fat på byggepladserne. Vi kan i min optik ikke praktisere LCA-beregninger og materiale- og driftsfokus med den ene hånd og så samtidig lade byggepladserne og etableringsfaserne fortsætte som hidtil med den anden.

 

Der er kun én vej: Data!

I min bog kan man først optimere ordentligt på ting, når man ved, hvad og hvordan man måler. I den danske byggebranche har vi ikke tradition for at tænke særligt meget i data eller for at måle forbruget på pladserne – og der findes derfor langt fra et overblik på tværs af branchen over ressourceforbruget. Det gik op for mig, da vi i ConTech Lab, der er en del af Molio, begyndte at interessere os for emnet for lidt over 2 år siden.

 

For det er præcis det, vi har brug for – et overblik, en indsigt og valide målemetoder, så en reduktion bliver lige så konkret for entreprenører og håndværkere, som mit elforbrug og KWH-prisen er for mig i Min Strøm-app.

 

 

Derfor indsamler vi nu al den manglende data, vi kan få fingrene i – alt fra elforbruget fra skurbyen, dieselforbruget fra pladsens maskiner og varmeforbruget, når nybyggeriet skal udtørres. De data bliver indsamlet og delt i branchen gennem samarbejdet i ConTech Lab og pionerprojektet ”Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen”. Her samarbejder vi med entreprenører, vidensinstitutioner og teknologileverandører – og aktører som MT Højgaard, Pihl, Aarsleff, CG Jensen, Enemærke & Petersen, Maturix, BUILD, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Force er med ombord, når vi omsætter støtte fra EUDP, Nordic Sustainable Construction, Realdania og Industriens Fond til konkret viden, måling og overblik. Kort sagt: Data.

 

Når vi får skabt en fælles dataplatform, der skaber synlighed for, hvad vi pladsvis og kollektivt forbruger på danske byggepladser, er næste opgave at skabe incitament for, at både projekterende og udførende arbejder med for at mindske ressourceforbruget. For ingen kan gøre det her alene. Alle skal med på vognen, og vi skal derhen, hvor bygherrer stiller ressourcekrav til den udførende del af et byggeri i udbudsprocessen – og hvor de udførende brander sig på at være en CO2-bevidst og -besparende virksomhed, hvis underentreprenører også står til regnskab for, hvad de forbruger.

 

Jeg tror, det handler om at få stoltheden, ansvarligheden og holdånden ind som værktøjer for bæredygtighedsbegrebet på byggepladserne. Gamle dyder som faglige stolthed og klog (gen)anvendelse af ressourcer skal være lige så prestigefyldte, som teknisk kunnen er det, når de unge faglærte dyster i godt håndværk på Skills.

 

Med både pisk og gulerod skal nedbringelsen af byggepladsens ressourceforbrug være det nye samtaleemne i både skurvognen og på stilladset– for det er her, en stor del af den bæredygtige omstillings potentiale hver dag går til spilde. Også her er jeg overbevist om, at danske håndværkere og udførende generelt er i verdensklasse.