
Lundeborg Kro er ombygget til lejligheder
Renoveringssamarbejde med respekt for håndværk og kvalitet
Nænsom renovering af Lundeborg Kro til lejligheder er resultatet af et tæt samarbejde mellem ingeniør Frits Lønfeldt, tømrerfirmaet Brd. Kristiansen og tømrermester Jan Peter Hartmann. Her deler de tankerne bag projektet.
Renovering skulle der til for at gøre den gamle bygning funktionel i en nutidig standard, men samtidig havde Frits et ønske om at fastholde husets originale stil. Derfor er krobygningen renoveret med samme type materialer, som huset oprindelig er opført med, dog med enkelte tilføjelser for at fremtidssikre bygningen.
- Vi vidste godt, at der skulle gøres en del for at bringe huset tilbage til sin oprindelige stil. Men det har været vigtigt at holde linjen i huset og sikre, at det stadig fremstår smukt og autentisk, fortæller Frits Lønfeldt, der har Ingeniørfirmaet Sikkert byggeri.
Tagetagen efter renovering
Når taget kommer af
Bygningens tilstand var i den grad præget af tidens tand.- Tidligere var huset nærmest uden isolering og vi har derfor isoleret, hvor det var muligt, og skiftet til 3-lags termoruder, hvor der skulle skiftes vinduer, fortæller Frits.
En af de største udfordringer var et utæt tag.
- Taget var i så dårlig stand, at der ikke var noget at bygge videre på. Vi valgte derfor at skrotte hele tagkonstruktionen, lægge nye remme og sætte nye spær og kviste på. Det blev udført i samarbejde med tømrerfirmaet Brd. Kristiansen fra Årslev på Fyn.
Vi skar hele tagkonstruktionen ned til murværket, og startede helt forfra. Mandag morgen kom 10 mand og tog taget af og skar konstruktionen ned, tirsdag morgen blev der udlagt remme og spær på begyndt, onsdag arbejdede vi videre og torsdag aften holdt vi rejsegilde. Der var monteret undertag på hele konstruktionen. Stor tak til tømrerfirmaet.
- Det er sårbart for så gammelt et hus at få fjernet taget, men med et erfarent team startede renoveringen med en effektiv indsats, siger Frits.
For det vigtigste er, at bygningen bliver lukket, så den ikke bliver fyldt med fugt. Fugt er den største trussel mod ethvert byggeri, nyt som gammelt, er Frits og Jan Peter enige om og fortæller:
- Når det regner, bliver både materialer, spær og vægge våde. Det kan godt tørres ud, men ofte har man ikke ventetid til det og så lukker folk bare byggeriet af. Måske burde man have en lovgivning om, at alt byggeri skal overdækkes, selvom det er dyrt. Skulle vi f.eks. have haft en overdækning på huset her, havde det kostet omkring 200.000 kr. Mange vil nok sige, hvad får jeg for den udgift? Du får altså et tørt hus, og på sigt er det nok det hele værd.
I huset i Lundeborg var hurtig lukning af taget derfor en høj prioritet og blev udført i tørvejr.
- Udover taget, har vi udskiftet flere vinduer samt hoveddøren, stadig i husets oprindelige stil og derudover har vi bygget en terrasse ud foran, fortæller Frits Lønfeldt. Vinduerne er produceret præcis til huset, og det betyder noget for Jan Peter Hartmann:
- Jeg kan godt lide at få linjerne ind og fordele dem, så sprosserne passer til det originale hus. Uden at de nye vinduer bliver en ”velfærdsknast”, der ikke passer til resten af huset. Sådan noget kan jeg ikke have.
- Derfor har vi nøje målt op til hvert vindue, fordi husets mange skævheder giver udfordringer for at få et ensartet udtryk. Eksempelvis på facaden ud mod vandet, hvor der sidder den store dobbeltdør og fire vinduer ved siden ad – her har ingen af dem samme mål. Når man så måler op, får vi en længde fra væg til væg, men den skal samtidig passe til stolperne og vinduerne skal blive ens. Det kan godt give hovedbrud og derfor regnede vi hellere en gang for meget end for lidt … og så gjorde vi det lige en gang til, fortæller Jan Peter.
- Bagefter fik vi svar fra KBK Vinduer & Døre på Mors, om vi nu var helt sikre på højden. Og det er et eksempel på, hvorfor jeg elsker at samarbejde med danske fabrikker. For havde det været en leverandør i Tyskland, ville de nok være ligeglade. Herhjemme har vi et godt samarbejde, hvor man får en god service og en kvalitet der er i orden.
Læs også:
M18 Fuel-serien fra Milwaukee sætter nye standarder for effektivt arbejde på byggepladsen, tømrermester Jan Peter Hartmann, der har J. P. Hartmann & Co. i Smørum, har testet sømpistolen på sine byggepladser
Den gamle krostue er lavet om til køkken
Den gamle krostue er lavet om til køkken
Materialer til fremtidens klima
- Lige nu er huset malet, men vi er i gang med at få det sandblæst og det bliver pudset op som en diffusionsåben konstruktion, forklarer Frits:- Malingen tager vi af, sætter armeringsnet på, giver det saltbinder og så pudser vi op med farvet puds, så huset kan ånde. Det gør, at huset ikke slår sig, så al malingen falder af. En kold østenvind kan være noget af det allerværste. Hvis det regner ind på væggen og en smule fugt kommer ind, så løber den ind bag malingen og slår malingen fra. Her er det meget vigtigt, at væggen kan ånde.
- Vi er nødt til at se på klimaet, som ændrer sig. Det kræver, at vi bygger på en anden måde og andre steder. Der er stadig flere steder, hvor man bygger for tæt på vandet, understreger Frits.
Både Frits og Jan Peter holder sig gerne til gamle håndværkstraditioner og materialer. De åndbare materialer er Jan Peter fan af:
- Man taler jo meget om ler i øjeblikket, og sådan en lerklinet indvendig væg giver et fantastisk indeklima. Medmindre du så kommer plastmaling på, for så ødelægger du leret. Muren skal kunne tage fugt og afgive fugt, så den kan ånde. Sådan laver jeg altid mine kældre, når jeg er ude hos folk. Jeg giver en beskrivelse af, hvordan kælderen skal renoveres, så man er stensikker på, at der ikke kommer maling på. Når bare man pudser den op, så sker der ikke noget.
Derimod er der er nogle af de nye materialer, som de føler sig usikre på at bruge.
- På byggemessen så Frits og jeg nogle nyudviklede mursten med en fin bæreevne, bare ikke hvis de bliver våde. Og jeg må sige, at jeg kunne aldrig drømme om at lave noget med dem, for hvad sker der med huset, hvis murstenen bliver våd, siger Jan Peter.
Tagterrassen
Det eneste der er ændret i krobygningens konstruktion er, at der er sat jern ind i den nederste del for at lave en terrasse på første sal, fortæller Frits:- Når du laver en stor terrasse til 100 mennesker, er det du nødt til at beregne vægten for, at den kan holde. Det er jo en ny last, der skal regnes ind i. Vægten er jo ikke 1, men 2,5, da der kommer ekstra last på. For måske står der pludselig 25 mennesker i et hjørne, og så skal vi være sikre på, at den holder.

Tagetagen er lavet om til en lejlighed
Samarbejdet er nøglen til succes
Samarbejdet mellem de to bygger på fælles værdier for håndværk og kvalitet.
- Jeg har lært Frits at kende gennem andre projekter, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med en, der både værdsætter godt håndværk og forstår værdien af kvalitet, fortæller Jan Peter Hartmann. Under renoveringen har STARK i Svendborg også været en vigtig samarbejdspartner.
- STARK var virkelig skarpe på at levere de materialer, vi skulle bruge – og hvis nogle af dem ikke var i orden, tog de dem retur uden problemer, fortæller Jan Peter. Og det er noget, der har stor betydning som lille tømrermester.
- Når du er lille og ikke køber særlig meget, kan du være sårbar, hvis materialerne ikke er i orden. Eller hvis der ikke kan stilles en fabriksgaranti. Derfor arbejder jeg kun med leverandører, der kan stille en garanti overfor mine kunder.
En fremtidssikret ejendom
Selvom renoveringsprojektet har været omfattende, har det været umagen værd.
- Det er vigtigt for os, at det stadig er et smukt hus at se på, når man kører forbi. Fordi alle, der skal på Lundeborg Havn, kører lige forbi. Huset skal se ordentligt ud, afrunder Frits Lønfeldt.
- Vi har virkelig ramt noget her. Det var fedt at stå og arbejde på et projekt og folk kommer og siger: Hold da op, hvor bliver det flot!, smiler Jan Peter Hartmann.