Milwaukee M18™ FUEL™ FFN-502C
Test af Milwaukee M18 Fuel sømpistol
Med M18 Fuel-serien fra Milwaukee skal der sættes nye standarder for effektivt arbejde ude på byggepladsen, men hvordan fungerer det lige i praksis? Vi har bedt tømrermester Jan Peter Hartmann, der har J. P. Hartmann & Co. i Smørum, om at teste sømpistolen på sine byggepladser.
Nu skal man passe på med at skue hunden på hårene, men vi starter alligevel et andet sted end selve værktøjerne: Nemlig de sorte plastkasser de leveres i.
For godt professionelt værktøj skal altid leveres i en robust kasse, der kan stables og stå stabilt bag i en varebil. Der skal være tydelige rum til de enkelte dele, og det skal være nemt at få tingene lagt på plads, når opgaven er færdig. Det er faktisk noget af det første, Jan Peter Hartmann pointerer:
- De fleste af os kører rundt med så mange penge investeret i værktøj, at det ikke bare skal ligge og rode rundt. Som professionel dur det heller ikke, hvis du kommer ud til en kunde med værktøjer, der ikke er passet på. Flere og flere kunder lækker mærke til – og pointerer – orden og faglig stolthed.
- Jeg er rigtigt glad for de kasser, som Milwaukee bruger, og jeg ved også, at de har lanceret et Packout-modulsystem til opbevaring og transport rundt på byggepladsen. Men det passer ikke så godt til min måde at arbejde på, så derfor er det primært kasserne, jeg kigger på, og de fungerer, fortsætter han.
Jan Peter Hartmann, indehaver af J.P. Hartmann & Co. i Smørum
Skyder som en drøm
Og så til selve værktøjet: Jan Peter Hartmann har nemlig testet den nye sømpistol Milwaukee M18 Fuel FFN-502C, der leveres med 2 stk. batterier samt oplader i kassen. Det første, han bemærker, er, at der ikke er startforsinkelse på pistolen, da den ikke har indbygget flywheel. Den er tværtimod klar med det samme.
- Derudover er der ikke noget voldsomt tilbageslag, hvilket giver pænere resultater, fordi du undgår mærker i træet fra pistolen. Skydehastigheden er perfekt, og der er ingen ventetid. Den støjer heller ikke så meget som konkurrerende værktøjer, men jeg bruger dog høreværn alligevel.
- Den eneste mangel er, at den ikke kan tage 4” søm, og så er jeg nødt til at bemærke vægten, for den er tung. Men alt i alt et fantastisk stykke værktøj, understreger Jan Peter Hartmann og uddyber:
- Den skyder simpelthen som en drøm, og fordi den bruger indbygget nitrogen i stedet for gaspatroner, slipper du for at skulle ud at købe gaspatroner. Dem løber man altid tør for på de forkerte tidspunkter. Det giver en meget mere stabil og effektiv arbejdsgang.
Han understreger, at M18 Fuel-serien også tydeligt forbedrer både batterikvalitet og -levetid i forhold til tidligere modeller:
- Det er fremragende teknologi, der holder længe og er meget pålidelig, og det er vigtigt, for det giver færre ladninger. Alt i alt er det et fremragende værktøj, der får plusser med thumbs up næsten hele vejen rundt fra mig.
Milwaukee M18™ FUEL™ FFN-502C:
Batteritype: Li-ion
Dykkerdiameter (mm): 2.8 - 3.3
Inkluderet: 2 x M18 B5 Batterier, M12-18 FC Lader, Transportkuffert
Kapacitet (Ah): 5.0
Magasinkapacitet søm: 51
Magasinvinkel (grader): 30 - 34
Sømtype (mm): 50 - 90
Spænding (V): 18
Standardudstyr: Allan key
Vægt inkl. batteri (EPTA) (kg): 5.1 (M18 B5)