Bæredygtig renovering er også kunsten at begrænse egne behov og forventninger

Vi taler meget om bygningernes rolle i den grønne omstilling – herunder f.eks. bygningers CO2 aftryk, deres holdbarhed og levetid og deres energimæssige ydeevne.

Og heldigvis er der fortsat uudnyttede potentialer i byggeriet, der kan bidrage markant til reduktionen af Danmarks samlede CO2 aftryk.

Bæredygtig renovering af den eksisterende bygningsmasse fremfor at rive bygninger ned og opføre nye er – alt andet lige – en for bygherrer og byggebranchen oplagt vej mod et betydeligt bidrag til realisering af 2030-målet. Det har flere rapporter tilmed dokumenteret.

 

I lyset af klimaforandringer og manglen på råstofressourcer, lyder det simpelt og i virkeligheden oplagt, at vi selvfølgelig og ”bare” skal renovere vores eksisterende bygningsmasse og genbruge langt flere byggematerialer end vi gør i dag. Desværre er der en række strukturelle og teknologiske barrierer, som skal imødekommes og håndteres, hvis det fulde renoveringspotentiale skal og kan udnyttes og indfries. Det er der lige nu et stærkt fokus på at udrede og afhjælpe i branchen. Og det er godt.

 

Grith Bech-Nielsen, Center for Murværk, Teknologisk Institut

 

Også vores ansvar at være omstillingsparate

Men måske har vi i den forbindelse for lidt fokus på vores egen rolle ift. at kunne udnytte bygningernes grønne potentiale optimalt. Min og din rolle og de barrierer, som knytter sig til vores evne og vilje til at tilpasse os den eksisterende bygningsmasse og de her iboende bæredygtige præmisser. Og ikke omvendt!

Tilpasning som bl.a. handler om vores oparbejdede behov til størrelsen på vores boliger, vores forventninger til arkitektonisk udtryk og æstetik – herunder vores valg af fx genbrugte versus nye materialer – både når vi bygger nyt og når vi renoverer.

 

Det er i hvert fald fristende at spørge, om vi i tilstrækkelig grad er indstillede på at renovere med genbrugte materialer? Er der i virkeligheden brug for, at vi gør en større indsats for at ændre vores syn på, hvornår noget er æstetisk og funktionelt tilfredsstillende at arbejde og bo i, hvis vi for alvor skal rykke på genbrug og genanvendelse?

 

Man kan også spørge om det er bæredygtigt, at vi bliver boende i vores énfamilieshuse, efter at børnene er flyttet hjemmefra og først flytter ud, når vi skal på plejehjem? Og hvordan nedskalerer vi det oparbejdede - og i virkeligheden oftest unødvendige behov for antal boligkvadratmeter pr. individ? Er vi i virkeligheden tilstrækkeligt fleksible og ’flytbare’ ift. at oppebære et måske mere bæredygtigt flow i vores bygningsmasse, så vi ikke skal bygge så meget nyt?

 

Den helt store kunst

Behovet for at renovere og transformere - genbruge og genanvende vores bygninger og de byggematerialer, som de rummer, er presserende. Det bæredygtige potentiale ligger derfor også gemt i vores vilje til at få så meget som muligt ud af så lidt som muligt. Derfor bør vi i langt højere grad se det store bæredygtige potentiale i kunsten at begrænse egne behov og forventninger.

 

Men det forudsætter et paradigmeskift i vores adfærd. Vi skal omstille vores krav og ønsker til materialer og overflader og vi skal ville se det smukke, funktionelle og fornuftige i genbrugte materialers patinerede overflader og i materialernes nye anvendelser. Vi skal evne at acceptere nye standarder og normer for, hvordan og hvornår vores boliger og kontordomiciler er renoverede – ’nye’ og ’nyistandsatte’.

 

For vi kan ganske enkelt ikke tillade os at fråse mere. Hverken med byggematerialer eller med kvadratmeter. Og det, at nå dertil, er måske den helt store kunst!