<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
IMG_20210823_103553

Renoveringsmurer er ikke imponeret: Vi byggede bedre for 100 år siden

  • Byggeriets udvikling
  • Håndværker-portræt
  • Målbar bæredygtighed
  • Tegl
  • 2021-12-09
  • | Af Frank Ulstrup

    Siden Anden Verdenskrig er materialekvaliteten og kvaliteten af det samlede byggeri faldet, mener murermester Thomas Work. Men måske er der forandring på vej – en forandring, der kan bringe både den faglige stolthed og de gedigne materialer tilbage på byggepladserne.

    Spørger man murermester Thomas Work, så gik verden mere eller mindre af lave i årene efter Anden Verdenskrig.

    IMG_20210906_074752Thomas Work, Murermester


    Før krigen var timelønnen nemlig lav, og materialerne dyre. Men efter krigen og frem til i dag, er der vendt op og ned på det forhold, så lønningerne i dag er den afgørende omkostning, mens materialerne til stadighed er blevet billigere.

    Ifølge den 50-årige murermester har det haft konsekvenser for byggeriet i form af forhastet arbejde – og et lidt lemfældigt forhold til materialerne:


     - Jeg kan få det helt skidt, når jeg ser, hvor lidt respekt der er for materialerne i dag. De er så billige, at man ikke passer ordentligt på dem f.eks. mens de ligger på pladsen. Dertil kommer, at alting skal laves med lynets hast for at holde lønomkostningerne nede. Hvis du spørger mig, er det en lidt uheldig kombination, lyder det fra murermesteren.




    Det var bedre før

    Thomas Work driver sin forretning med tre ansatte fra Nyborg, og det er i høj grad renoveringsarbejder, der fylder i ordrebogen. Senest har han eksempelvis stået for den indvendige renovering af Kongefløjen på Nyborg Slot.

    Og kontrasten mellem det gamle og det nye byggeri er slående, siger han:


     - Jeg vil vove den påstand, at vi byggede bedre huse for 100 år siden med 100 materialer, end vi gør i dag med 100.000 materialer. Både når det gælder bygningens kvalitet og varighed, men også med hensyn til indeklima og trivsel.


    Han henviser til udregninger, der viser, at kirker fra 1100-tallet samlet set har medført færre udgifter, end offentlige byggerier fra 1960’erne. Sidstnævnte har ifølge Work ofte oversteget deres kostpris fem - otte gange som følge af skimmel, asbest, PCB osv.

    Og det er tankevækkende, siger han:


     - Det handler selvfølgelig om, at vi i en årrække har brugt masser af underlødige materialer som skum, akryl og plastdamspærer for ikke at tale om trykimprægneret træ og masser af cement. Det er billigt ja, men det giver bare slet ikke det samme resultat – og heller ikke den samme økonomi, hvis du spørger mig.


    Står på skuldrene af andre

    Af samme grund er renoveringsopgaverne det, som murermesterens hjerte banker allermest for, og som nærmest er blevet en passion. I hvert fald kan han tale længe om de historiske materialer og om det gedigne håndværk, som fagfolk før i tiden udførte.

    Den 1500-tals kirke, som Thoma Work og hans folk i øjeblikket er ved at renovere er et godt eksempel, siger han:


    - Jeg får jo nærmest kuldegysninger, når jeg ser en munkesten med diverse spor i. Man bliver bevidst om, at man står på skuldrene af mange andre generationer, og får en enorm respekt for det, de kunne, uden alle mulige maskiner. Så jo, jeg synes, jeg kan mærke historiens vingesus, og jeg er bevidst om, at jeg på en måde giver stafetten videre, når jeg lægger en sten. Kirker bliver jo stående, så den sten jeg lægger i dag, vil også være der, når jeg selv er blevet til pottemuld, smiler han.


    IMG_20211130_105037



    Tid er afgørende

    Men ud over de gode materialer og de historiske vingesus, er der et andet forhold ved renoveringsarbejde, der tiltaler Thomas Work.

    Det drejer sig om tid:


     - Generelt skal alting i byggeriet jo gå hurtigere og hurtigere. Men sådan er det heldigvis ikke, når det handler om renovering af historiske bygninger. Her er det i højere grad viden, materialekvalitet og korrekt udførelse, der er i højsædet, siger han og peger på en banal sandhed:

     
    - Bagefter er der ingen, der kan se, hvor lang tid det har taget at lave. Men de kan se, hvordan det ser ud. Det er en sandhed, som jeg nærmest har gjort til mit motto, lyder det.




    Et skifte på vej?

    Men selvom der er masser af renoveringsopgaver at tage fat på for Thomas Work og hans medarbejdere, er håbet, at den generelle tendens i byggeriet vil skifte. Og noget tyder på, at det måske er ved at ske, siger han:


     - Jeg fornemmer, at der i takt med den grønne omstilling er ved at ske et skifte. Vi er blevet mere bevidste om, at ressourcerne ikke er uendelige, og at det derfor kan være en god ide at bruge ordentlige materialer og bygge noget, der kan holde i mange år.


    Fortsætter den udvikling, kan det måske også afhjælpe et andet presserende problem, mener Thomas Work:

     
    - Der er jo alt for få, der vil være murere i dag – så få, at branchen i løbet af få år vil få et akut problem. Jeg tror bl.a., det handler om, at de unge ikke rigtig kan se sig selv som stolte håndværkere. Måske fordi der reelt ikke er så meget at være stolt over, hvis man kun får stillet halvdårlige materialer til rådighed, og i øvrigt ikke har tid til at gøre sig umage. Så mit håb er helt klart, at den grønne dagsorden vil gøre noget godt – både for miljøet og for den faglige stolthed, slutter Thomas Work.

     

    Anbefalede artikler