<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
brolægger-vinder

Årets glade prisvinder Nicolai Thorsen

Prestigefyldt undervisningspris går til Brolæggerfaglærer

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2024-11-20
  • | Af Redaktionen

    Politikens Undervisningspris går i år til Nicolai Thorsen, der har været faglærer hos NEXT Uddannelse København i Glostrup de sidste 15 år.

    Undervisningsprisen bliver hvert år bliver tildelt landets mest dedikerede undervisere i grundskolen, gymnasiet og på erhvervsskolerne. Den 49-årige brolæggerfaglærer Nicolai Thorsen er stolt, beæret og ydmyg, fortæller han:

    - Det betyder meget, at det er eleverne, der har indstillet mig. Jeg er ikke en typisk “tavlelærer”, jeg foretrækker at trække undervisningen ud i hallen. Mange af mine elever lærer bedst taktilt, og derfor er min tilgang til teorien meget praksisfaglig og værkstedsbaseret, fortæller siger Nicolai Thorsen og tilføjer:

    - Jeg elsker virkelig mit fag, og jeg er enormt stolt over at kunne sætte brolægning på danmarkskortet med denne pris. Brolæggerfaget er et af verdens ældste håndværk. Vi tilhører en lille uddannelse og familie med maks. 500 udlærte i Danmark, men i min optik er vi nok det mest stolte erhverv.

    brolæggerNicolai Thorsen blev hyldet af både elever og kollegaer i brolæggerhallen på NEXT Glostrup

     

     

    En stor drivkraft i Skills

    Nicolai Thorsen er før blevet omtalt som et ”fagligt fyrtårn i branchen” i forbindelse med Byggeriets Faglærerpris 2023, og ordet ’ildsjæl’ går igen i flere af indstillingerne. Han har bragt otte ud af elleve elever til sejr i DM i Skills, og det er således både nuværende og tidligere elever, en kollega og en samarbejdspartner, som tilsammen har indsendt seks indstillinger.

    På NEXT er der naturligvis stor stolthed over, at en medarbejder løber med den flotte pris, og administrerende direktør Ole Heinager har mange rosende ord om Nicolai Thorsen. Han slutter af:

    - Nicolai er en ildsjæl og en fantastisk repræsentant for NEXT og brolæggerfaget. Han er god til at motivere sine elever i undervisningen, få dem i skole, og han er rar og rummelig. Vi ved, at relationen mellem lærer og elev er altafgørende for, om den enkelte elev lærer noget og gennemfører uddannelsen. Derfor er det så vigtigt at hylde alle de dedikerede undervisere, for deres store indsats.



     

     

    Anbefalede artikler