<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
AM-hub_hero

Faglærte rustes til fremtidens produktinnovation i nyt projekt

  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • 2026-08-12
  • | Af Redaktionen

  • Med 2,1 mio. kr. fra Tietgenfonden er Dansk AM Hub klar til at søsætte projektet ’Faglærte 4.0’. Ambitionen er at introducere elever til innovativ tænkning og tværgående designmetoder, gennem digital produktion, avanceret 3D-print og brug af biobaserede materialer.

    Med fokus på digital produktion, 3D-print og biobaserede materialer skal det nye projekt ’Faglærte 4.0’ udvikle nye undervisningsforløb, der kobler praktisk innovation med cirkulær tænkning i bygge- og produktionssektoren. Projektet adresserer et stigende behov i erhvervslivet for faglærte, der kan arbejde med nye teknologier og samtidig bidrage til en mere bæredygtig produktion. 

    Projektet består af to centrale spor: 

    - Challenges, hvor elever arbejder tværfagligt med konkrete problemstillinger fra virksomheder – fra idé til prototype
    - DM i 3D-print, hvor der tilføjes en ny dimension med fokus på avanceret produktion og bæredygtige materialer på tværs af fagområder 

    Formålet er at give eleverne hands-on erfaring med teknologier og materialer, som i stigende grad anvendes i industrien nu og i fremtiden. Frank R. Lorenzen, CEO Dansk AM Hub udtaler i en pressemeddelelse:

    – Vi vil skabe en reel forandring ved at bringe erhvervsskoler og industri tættere sammen. Når eleverne uddannes med den nyeste teknologi og bæredygtighed som en naturlig del af deres faglighed, får virksomhederne den kvalificerede arbejdskraft, der kan være med til at accelerere den grønne omstilling.

    AM-hub


    Stærkt samarbejde mellem uddannelse og praksis 

    Dansk AM Hub står for projektledelsen og projektet udføres i tæt samarbejde Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier. Samarbejdet sikrer, at undervisningen både er fagligt funderet og tæt koblet til aktuelle behov i industrien.

    Med projektet vil Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier fungere som pilotskole. Ambitionen er at udvikle en model for undervisningsforløb og challenges, der efterfølgende kan udbredes til erhvervsskoler i hele landet.

    Skal løfte fremtidens faglærte 

    Med støtten fra Tietgenfonden tager projektet et vigtigt skridt mod at uddanne en ny generation af faglærte, der mestrer digital produktion, arbejder med bæredygtige materialer og kan omsætte viden til konkrete løsninger i praksis.

    – Vi er meget glade for opbakningen fra Tietgenfonden. Støtten gør det muligt at udvikle undervisning, der giver eleverne konkrete kompetencer i digital produktion og bæredygtige materialer – kompetencer som erhvervslivet i stigende grad efterspørger, siger Kasper Moesgaard, AM-Specialist, Herningsholm Erhvervsskole og Gymnasier.

    OM PROJEKTET

    Projektnavn: Faglærte 4.0 

    Støttebeløb: 2.095.000 

    Støttegiver: Tietgenfonden 

    Projektperiode: 2026-2028 

     

     

    OM DANSK AM HUB  

    Dansk AM Hub er en erhvervsdrivende fond med en klar vision: At gøre Danmark førende i bæredygtig produktion gennem additive manufacturing (3D print). Vi samler og styrker det danske AM-økosystem og hjælper produktionsvirksomheder med at udnytte teknologien til innovation, vækst og grøn omstilling. 

    Anbefalede artikler