<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Danske-Byggefag_Claus-von-Elling

Tre ud af fire danskere bakker op om ID-kort i byggeriet

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • IT og ny teknologi
  • Sikring og Adgangskontrol
  • Arbejdsmiljø
  • 2026-08-14
  • | Af Redaktionen

  • 73 % af danskerne støtter ID-kort i brancher med risiko for snyd og underbetaling. Danske Byggefag ser opbakningen som et signal forud for Folketingets behandling af nyt lovforslag.

    Næsten tre ud af fire danskere støtter indførelsen af ID-kort i brancher, hvor der er stor risiko for snyd og underbetaling. Det viser en ny befolkningsundersøgelse gennemført af Common Agenda RSV og Norstat Danmark på vegne af Danske Byggefag. I undersøgelsen svarer 73 %, at de er enige eller helt enige i forslaget om ID-kort, mens fire procent er uenige eller helt uenige. 12 % svarer hverken/eller, mens 11 % svarer ved ikke.

    Hos Danske Byggefag ser formand Claus von Elling resultatet som et signal til politikerne forud for behandlingen af et nyt lovforslag om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter.

    – Det er et meget tydeligt signal til politikerne, når næsten tre ud af fire danskere bakker op om ID-kort. Danskerne har forstået, at vi har et reelt problem med snyd, arbejdskriminalitet og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Nu er det op til politikerne at vise, at de også har forstået alvoren, siger Claus von Elling i en pressemeddelelse. 
     

    Lovforslag skal indføre ID-kort på større byggepladser

    Undersøgelsen offentliggøres i forbindelse med, at Folketinget skal førstebehandle lovforslag L19 om et fælles ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter.Forslaget kommer efter mere end 20 års arbejde fra fagbevægelsen for at få indført bedre og mere ensartet kontrol med, hvem der befinder sig på danske byggepladser.

    Danske Byggefag, der er samarbejdsorganisation for syv fagforbund med tilsammen 80.000 medlemmer i byggebranchen, bakker op om lovforslaget. Organisationen fremhæver især muligheden for at skabe større gennemsigtighed omkring medarbejdere og virksomheder på byggepladsen.

    – Et ID-kort vil skabe langt større gennemsigtighed og give bedre muligheder for at kontrollere, hvem der rent faktisk befinder sig på byggepladserne, og hvem de arbejder for. Det vil være et vigtigt værktøj til at sikre, at reglerne bliver overholdt, forklarer Claus von Elling.

    Danske Byggefag ønsker ét nationalt ID-kort 

    Selvom Danske Byggefag støtter lovforslaget, mener organisationen, at en række centrale spørgsmål skal afklares, inden den endelige model bliver vedtaget.

    Organisationen ønsker blandt andet, at ordningen udformes som ét fælles nationalt ID-kort frem for forskellige løsninger. Samtidig ønsker Danske Byggefag, at arbejdsmarkedets parter får en central rolle i udformningen og administrationen af modellen.

    – Hvis det her skal fungere i virkeligheden, skal det slås fast, at der skal være ét fælles, nationalt ID-kort. Samtidig ser vi gerne, at vi får en model, hvor hele branchen – herunder lønmodtagerne – er ligeværdige parter, mener Claus von Elling.

    Fakta om undersøgelsen

    Undersøgelsen er gennemført af Common Agenda RSV og Norstat Danmark på vegne af Danske Byggefag og bygger på 2.013 nationalt repræsentative interview. Undersøgelsen blev gennemført i juni 2026. Den statistiske usikkerhed er oplyst til +/- 2,1 procentpoint, og resultaterne er afrundet til hele procenttal.



    Læs flere artikler om digitale værktøjer i byggeriet

    Anbefalede artikler