<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
PAS-2102-1K

Peab Asfalt flytter produktionen tættere på København

  • Veje og Infrastruktur
  • Anlæg
  • 2021-12-15
  • Peab Asfalt opkøber fabrik fra SuperAsfalt, som gør det muligt for alle Peab Asfalts fabrikker at operere med genbrugsmaterialer. Samtidig rykker produktionen fra Kastrup til Prøvestenen ved København.

    Asfaltproducenten Peab Asfalt har fra den 1. december opkøbt SuperAsfalts fabrik ved Prøvestenen, København. Opkøbet er kulminationen på otte måneders arbejde for at finde en tilsvarende eller stærkere erstatning til Peab Asfalts produktion i Tømmerup nær Kastrup, hvor lejemålet står til opsigelse.

     

    – Vi har været glade for vores fabrik i Tømmerup, hvor vi har produceret asfalt siden 1929. Men da vi også ved, at grunden er sat til salg og vi risikerer at blive opsagt, var det på tide at finde den rette erstatning. Med overtagelsen af fabrikken på Prøvestenen kan vi holde produktionskapaciteten oppe og fortsat give vores kunder den bedste service og kvalitet, fortæller administrerende direktør i Peab Asfalt, Claus Terkildsen.

     

    Mindre klimabelastning

    På Prøvestenen overtager Peab Asfalt en langt yngre og mere moderne fabrik, end den de kommer fra i Tømmerup. Fabrikken er således kun fem år gammel og kan desuden producere asfalt med genbrugsprodukter, hvilket gør, at alle Peab Asfalts fabrikker nu kan indgå i virksomhedens arbejde for den grønne omstilling.

     

    – Hos Peab arbejder vi aktivt med energieffektivitet, reduceret produktionstemperatur, fossilfri transport og udlægning og ikke mindst øget genbrug, der sparer både CO2-udledning og naturressourcer. Kastrup var den sidste af vores lokationer, som ikke kunne producere med genbrugsmaterialer. Så fabrikken på Prøvestenen er en klar opgradering i forhold til at kunne tilbyde grønnere løsninger til vores kunder, siger Claus Terkildsen.

     

    Særligt Peabs grønne profil glæder Karsten Rasmussen, der er administrerende direktør hos SuperAsfalt.

     

    – SuperAsfalt er grundlagt på baggrund af et ønske om at producere grønnere asfalt med genbrugsmaterialer. Så det er meget vigtigt for mig, at værket går videre til en producent, der kan videreføre den tankegang. Derfor er jeg glad for, at det er Peab Asfalt, der overtager produktionen på Prøvestenen, siger Karsten Rasmussen. Han tilføjer:

     

    – Vi har valgt at sælge fabrikken på Prøvestenen, så vi kan fokusere endnu mere på vores kerneområder, der er recycling samt nedrivning i Norden.

    PAS-2102-2KAdministrerende direktør i Peab Asfalt, Claus Terkildsen.

     

    Tættere på råstoffer og københavnske kunder

    Placeringen af fabrikken giver også andre fordele, i det man nu er kommet tættere på råstofferne til produktionen, da Prøvestenen i forvejen er et knudepunkt for råstoftransport mellem Norge, Sverige og Danmark. På grund af nærheden til København regner Peab Asfalt desuden med at kunne skære en god del af CO2-udledningen fra transport til og fra fabrikken. Disse faktorer kan potentielt give virksomheden en fordel i fremtidige udbud med klare klimamål, samt til at kunne tiltrække nye miljøbevidste kunder fra Hovedstadsområdet.

     

    – København er selvfølgelig et stort og meget attraktivt marked, som vi nu får endnu større potentiale til at vinde opgaver i. Samtidig er særligt opførslen af de mange nye boligområder på Lynetteholmen meget interessant for os, siger Claus Terkildsen til slut.

     

    Peab Asfalt overtager produktionen på fabrikken ved Prøvestenen fra SuperAsfalt den 1. december 2021. Claus Terkildsen forventer, at kapaciteten kommer til at være på 70 til 100 tusind tons asfalt årligt.

     

    Anbefalede artikler