ren-teq

Marck Hviid Borning fra Scheller, Hougaard & Petersen og Kristoffer Falk Qvist fra Renteq Automotive

Partnerskab skal accelerere elektrificering af tunge entreprenørmaskiner

  • Byggepladsen
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Målbar bæredygtighed
  • 2026-02-11
  • | Af Redaktionen

  • Scheller, Hougaard & Petersen og Renteq Automotive indgår strategisk samarbejde om at konvertere eksisterende entreprenørmaskiner til el. En 15-tons hjulgraver bliver første konkrete projekt.

    ren-teq2


    Scheller, Hougaard & Petersen A/S (SHP) indgår et strategisk samarbejde med Renteq Automotive ApS om at fremme elektrificeringen af større entreprenørmaskiner. Partnerskabet skal gøre det muligt at opskalere konvertering af dieselmaskiner til fuldelektrisk drift og dermed reducere både klimaaftryk og ressourceforbrug i anlægsbranchen.

    - Entreprenørbranchen har brug for nye løsninger, og samarbejdet med SHP giver os mulighed for at skalere vores teknologi dér, hvor potentialet for CO₂-reduktion er størst, udtaler Kristoffer Falk Qvist, CEO i Renteq Automotive i en pressemeddelelse.

    Renteq Automotive er specialiseret i såkaldt upcycling, hvor eksisterende entreprenørmaskiner ombygges fra diesel til el. For Renteq Automotive giver samarbejdet mulighed for at afprøve og videreudvikle konverteringsteknologien i de større maskinklasser, hvor elektrificeringen fortsat er begrænset. Med aftalen får SHP adgang til en dedikeret produktionskapacitet og mulighed for løbende at elektrificere dele af maskinparken i takt med virksomhedens behov og projekter.


    Fra nyanskaffelse til konvertering af eksisterende maskiner

    I stedet for at investere i fabriksnye elmaskiner har SHP valgt at elektrificere eksisterende materiel. Første projekt i samarbejdet er konverteringen af en brugt 15-tons Volvo-hjulgraver, som efter ombygningen får fuldelelektrisk drivlinje.

    Ifølge SHP er valget truffet ud fra både klimamæssige og driftsøkonomiske hensyn. Virksomheden har siden 2022 anvendt HVO-biodiesel som alternativ til traditionel diesel, men vurderer nu, at teknologien og markedet er modent til et egentligt skifte til el – også i de tungere maskinklasser.

    ren-teq3

    Elektrisk drivlinje og modulære batterier

    Renteqs konverteringskoncept indebærer, at dieselmotor og gearkasse fjernes og erstattes af en elektrisk drivlinje kombineret med modulære batterisystemer. Løsningen kan tilpasses den enkelte maskintype og anvendelse.

    Ifølge Renteq viser erfaringer fra tidligere projekter, at CO₂-reduktionen kan overstige 50 procent sammenlignet med fabriksnyt elektrisk udstyr, når man medregner produktion og materialeforbrug.

    Risikovillighed som forudsætning for omstilling

    Hos SHP ser man partnerskabet som et aktivt bidrag til at drive den grønne omstilling i entreprenørbranchen fremad.

    - Den grønne omstilling kræver, at nogen tør gå forrest – både i at udbrede teknologien og i at dokumentere, at forretningsmodellen holder. Det ansvar tager vi på os. Vi kalder det innovationsrisikovillighed – og for os er det en forudsætning, hvis branchen skal bevæge sig fra intentioner til handling, siger Marck Hviid Borning, partner i Scheller, Hougaard & Petersen A/S.

    Valget af upcycling frem for nyanskaffelse skal samtidig vise, at elektrificerede entreprenørmaskiner ikke nødvendigvis behøver at være fabriksnye for at være teknisk og driftsmæssigt relevante.

    Signal til branchen

    Med partnerskabet ønsker SHP at sende et signal til resten af branchen om, at elektrificering kan gennemføres her og nu – også uden at afvente nye maskiner fra fabrikkerne. Ifølge virksomheden kræver det, at både bygherrer, entreprenører og leverandører er villige til at tænke mere cirkulært og acceptere en vis teknologisk risiko.

    Om Scheller, Hougaard & Petersen

    Scheller, Hougaard & Petersen er en entreprenør- og anlægsgartnervirksomhed med speciale i byrum, klimatilpasning og infrastruktur. Virksomheden skaber løsninger, der kombinerer teknisk kvalitet med grønne og funktionelle bymiljøer.

    Anbefalede artikler