Overimplementering af regler gør midlertidigt byggeri dyrt og CO2-tungt

Når midlertidige moduler opstilles i mere end seks uger, kræver det byggetilladelse og fuld statisk dokumentation. Det er rimeligt og nødvendigt, for sikkerheden skal være i orden – også når bygninger er midlertidige. Problemet opstår, når den nuværende fortolkningspraksis i mange tilfælde går videre end det, som bygningsreglementet kræver, og dermed ender i en hovedrystende overimplementering.

Når det gælder midlertidige bygninger, kræver certificerede statikere ofte direkte fundering til frostfri dybde, typisk i form af støbte betonfundamenter, selv om bygningsreglementet ikke eksplicit foreskriver, at midlertidige bygninger skal placeres på beton. Reglementet stiller kun krav om, at funderingen skal være frostsikker. Det er altså et funktionskrav og ikke et materialekrav, men alligevel er beton i stigende grad blevet standardløsningen uden nogen saglig forklaring.

Forestil dig en skole, der akut får behov for undervisningslokaler. Det kan være på grund af asbestfund, skimmelsvamp eller en uforudset renovering. Her burde midlertidige moduler være en fleksibel og hurtig afhjælpning af den akutte pladsmangel.

I stedet stillers der ubegrundede krav om støbte betonfundamenter, som både forsinker processen og efter f.eks. 10 måneder skal opgraves og bortskaffes. Ved anlægsarbejde arbejdes der ofte ud fra en samfundsøkonomisk beregning. Hvis det var tilfældet med praksis for opstilling af midlertidige bygninger, ville regnestykket på ingen måde hænge sammen, ligesom det for den enkelte kommunes anlægsbudget har økonomiske konsekvenser.

Overimplementeringen sker, fordi certificeringssystemet er indrettet sådan, at ansvaret i høj grad er hos den enkelte statiker. Når fortolkningen af bygningsreglementet er uklart, og risikoen ved at vælge forkert kan koste statikeren sin certificering, vil man vælge den løsning, som er mindst risikofyldt – det betyder ofte beton, men der er alternative løsninger til stede, som har et lavere CO2-aftryk som flisefundamenter på stabilgrus og skruefundamenter, der er velafprøvede løsninger i markedet. Ulogisk forskelsbehandling af midlertidige moduler.

Kjeld S. Facius, direktør, ABC Pavilloner A/S

 

Midlertidige bygninger bør bruges som ressourcebevidste løsning på akutte behov

Bygningsreglementet indeholder en administrativ undtagelse for transportable bygninger på byggepladser. Her kan tilsvarende moduler opstilles uden samme praksis omkring direkte fundering. Der er tale om samme type konstruktion, der ligesom en skole benyttes i dagtimerne, men alligevel er praksis forskellig.

Det handler ikke om at slække på sikkerheden. Midlertidige bygninger skal naturligvis være stabile og sikre, men det handler om proportionalitet og klarhed, og det er rent galimatias, at et midlertidigt kontor eller en midlertidig daginstitution skal forbi en statiker, når et byggepladsmodul ikke skal, for værdien af de mennesker, der benytter den midlertidige bygning må være den samme. Men hvorfor skal midlertidige bygninger så ikke behandles ens?

Der er behov for, at Social- og Boligstyrelsen lemper kravene for fundering af midlertidige, transportable konstruktioner, så bygherre ikke skal gå med både livrem og seler og mere til, fordi han ønsker at leje en midlertidig bygning i 2-3 måneder. Hvis alternative løsninger, som eksempelvis flisefundamenter på dokumenteret stabilt underlag, kan eftervises statisk og geoteknisk forsvarlige, bør det fremgå tydeligt i bygningsreglementet for at undgå en overimplementering af reglerne.

Reglerne for midlertidigt byggeri skal i alt sin enkelthed være så simple, tydelige og utvetydige, at hverken statikere eller andre kan sætte spørgsmål ved fortolkningen af Bygningsreglementet. Det vil reducere unødigt materialeforbrug, og det vil sikre, at midlertidigt byggeri igen kan være det, det er tænkt som: En fleksibel, hurtig og ressourcebevidst løsning på akutte behov.