Nyt stadionlys i Brøndby sænker den installerede effekt
Dansk Sportsbelysning har udskiftet 256 LED-projektører på Brøndby Stadion med 120 nye fra Signify. Den installerede effekt falder med 41 %, og anlægget kan styres til både kampe og daglig drift.
– På et stadion er der meget høje krav til både lyskvalitet, drift og fleksibilitet. Her har det været muligt at reducere den installerede effekt markant og samtidig etablere en løsning, der understøtter kravene til moderne stadionbelysning. Det viser, hvor meget der er sket inden for LED-teknologien og intelligent lysstyring, udtaler Charlotte Krogh, salgschef, udendørs belysning hos Signify i en pressemeddelelse.
Hen over sommeren har Dansk Sportsbelysning udskiftet lysanlægget på Brøndby Stadion. De tidligere 256 LED-projektører på hver 1.200 watt er erstattet af 120 ArenaVision LED BVP428-projektører fra Signify på hver 1.500 watt.
Færre projektører betyder, at den samlede installerede effekt falder fra 307,2 til 180 kW – en reduktion på 127,2 kW eller cirka 41 %. Ifølge projektets parter lever det nye anlæg op til UEFA Guidelines 2023 – Level A. Med cirka 20 kampe pr. sæson er besparelsen beregnet til omkring 15.300 kWh på kampdage. Det svarer ifølge Dansk Sportsbelysning til det gennemsnitlige årlige elforbrug i cirka fem danske husstande.
– Opgaven har handlet om mere end at udskifte projektører én til én. Vi har haft til opgave at skabe den rigtige lysfordeling på banen med væsentligt færre armaturer og samtidig få styring og forskellige scenarier til at fungere som én samlet løsning. Resultatet er et mere fleksibelt anlæg med betydeligt lavere installeret effekt, siger Martin Frimann, projekt- og salgschef hos Dansk Sportsbelysning.
Forskellige lysniveauer til kamp og arbejde
For Brøndby IF skal anlægget fungere både under kampene og i stadionets daglige drift. Med DMX-styring kan klubben programmere lysscenarier til blandt andet spillerindløb, målscoringer og arrangementer. Der er også et scenarie med 25 procent lysstyrke til eksempelvis greenkeepernes arbejde på banen.
– Lyset er en vigtig del af både kampoplevelsen og vores daglige arbejde på stadion. Med det nye anlæg får vi mulighed for at tilpasse belysningen langt mere præcist til situationen. Vi kan bruge fuldt lys, når forholdene kræver det, men også vælge et lavere niveau til f.eks. arbejdet på banen. Samtidig giver styringen os nye muligheder for at bruge lyset aktivt omkring kampene, så tilskueroplevelsen bliver endnu bedre, siger Tom Larsen, stadionchef hos Brøndby IF.
Selv om antallet af projektører er mere end halveret, er anlægget ifølge leverandøren dimensioneret til stadionets krav til banebelysning. Dansk Sportsbelysning har stået for udskiftning, indregulering og implementering.
Projektørerne er omfattet af en totalgaranti på 10 år, som skal give større forudsigelighed om drift og vedligeholdelse.
Fakta om lysanlægget
- Tidligere anlæg: 256 LED-projektører à 1.200 watt
- Nyt anlæg: 120 Signify ArenaVision LED BVP428-projektører à 1.500 watt
- Installeret effekt: Reduceret fra 307,2 til 180 kW
- Lyskrav: UEFA Guidelines 2023 – Level A, ifølge projektets parter
- Styring: DMX med programmerede scenarier til blandt andet kampafvikling og arbejdslys
- Garanti: 10 års totalgaranti på projektørerne
- Leverandør: Signify
- Installatør: Dansk Sportsbelysning

