Søren Sand Kirk portræt 2

Nyt politiforlig skal kvæle den kriminelle byggeøkonomi

  • Byggeriets udvikling
  • Byggepladsen
  • Arbejdsmiljø
  • 2025-12-17
  • | Indlæg af Søren Sand Kirk, direktør i Danske Byggefag

  • Der har netop været en høring på Christiansborg om organiseret snyd i byggebranchen, og direktør i Danske Byggefag, Søren Sand Kirk, pointerer, at det påvirker både kvaliteten af byggeriet samt virksomhedernes omsætning og omdømme.

    Med det politiforlig, som et bredt flertal i Folketinget har indgået, tages et afgørende skridt i kampen mod den organiserede arbejdskriminalitet, der i stigende grad inficerer byggeriet.

    For første gang bliver arbejdskriminalitet reelt behandlet som et selvstændigt kriminalitetsområde – fulgt op af ægte, levende politibetjente og en strategisk indsats forankret i et nyt nationalt Forum mod Arbejdskriminalitet under politiets ledelse, med involvering af parterne.

    Det er helt afgørende, at ingen bygningsarbejder skal møde ind på en byggeplads og risikere at blive trukket ind i kriminelle netværk, udsat for vold eller trusler. Og lovlydige virksomheder skal ikke tabes på gulvet, fordi konkurrenter bygger deres forretning på snyd, fusk og fakturafabrikker.

     

    Høringen viste hvor dybt problemet stikker. Fagligt aktive bygningsarbejdere, myndigheder og virksomheder som NCC og Nordea beskrev, hvordan organiseret snyd presser lønmodtagere, misbruger underentreprenører og undergraver skattebetalingen.

    Det kræver mod for en stor aktør som NCC vælger at stille sig frem, gør de det velvidende, at der kommer ekstra lys på deres forretning. Det mod bør være standard – ikke undtagelsen.

    En af de vigtigste lektier fra høringen er, at kampen mod fakturafabrikkerne er helt afgørende, hvis vi vil arbejdskriminaliteten til livs. Det er fakturafabrikkerne, der frigiver kontanterne – den benzin, der får hele den kriminelle motor til at køre. Uden adgang til kontanter bliver det langt sværere at betale sorte lønninger, flytte penge rundt i kæder af underentreprenører og vaske dem rene igen.

    Politiforliget slår fast, at ansvaret for at bekæmpe kriminalitet ligger hos myndighederne, mens arbejdsmarkedets parter har ansvaret for overenskomsterne. Alt for længe er brud på overenskomster, dårlige vilkår og decideret kriminalitet blevet rodet sammen under overskriften “social dumping”. Når alt ender i samme gryde, så er det svært at pege på hvem der har ansvaret for at løse problemet.

     

    Nu får vi en klar opgavefordeling: Overenskomsterne håndhæver vi i fagbevægelsen sammen med de ansvarlige arbejdsgivere. Men vi er ikke politiet – og vi har hverken beføjelserne eller redskaberne til at gå efter de kriminelle bagmænd.

    Politiforliget er ikke løsningen på alt. Men det er et nødvendigt nybrud. Nu skal det omsættes til konsekvent efterforskning og håndfaste domme 

    Vi glæder os til det videre samarbejde med politi, myndigheder og resten byggebranchen i det her forum, hvor vi også kan hente erfaring og viden fra de øvrige udsatte brancher.

     

    Anbefalede artikler