Nyt kranselskab skal øge kapaciteten i Grønland
Nuuk Transport og BMS Group vil samle kranaktiviteterne i det nye selskab BMS Kivitsisut. Målet er større kapacitet og lettere adgang til kraner, mandskab og tekniske kompetencer.
Nuuk Transport A/S og BMS Group A/S har ansøgt de grønlandske konkurrencemyndigheder om tilladelse til at etablere det fællesejede selskab BMS Kivitsisut. Nuuk Transport kommer til at lægge sine eksisterende kranaktiviteter ind i det nye selskab, som de to virksomheder skal eje med 50 % hver. BMS Kivitsisut får base i Nuuk, men skal kunne løse kran- og løfteopgaver i hele Grønland.
Niclas Niclasen, direktør i Nuuk Transport, bliver direktør for BMS Kivitsisut, mens Kim Hvolbøl, projektsalgsdirektør i BMS, bliver bestyrelsesformand. Ifølge Niclas Niclasen skal konstruktionen først og fremmest styrke en allerede etableret grønlandsk kranforretning og give den adgang til mere specialiseret materiel.
– Det, vi går ind i her, er en styrkelse af en eksisterende grønlandsk virksomhed. Vi er fagligt stærke, men det er ind imellem sket, at der har været opgaver, hvor vi har manglet musklerne eller specialudstyret. Det ændrer sig nu, udtaler Niclas Niclasen i en pressemeddelelse.
Skal kunne skalere med byggeaktiviteten
Et centralt formål med det nye selskab er at gøre det lettere at tilpasse kapaciteten til udsvingene i den grønlandske bygge- og anlægssektor. Aktivitetsniveauet kan variere betydeligt gennem året, og større projekter kan på kort tid skabe behov for flere mobilkraner, specialudstyr og ekstra bemanding.
– Vi oplever hyppigt betydelige udsving i aktiviteten. Det kan medføre spidsbelastninger og flaskehalse, hvor forskellige aktører risikerer at stå i vejen for hinandens tidsplaner, siger Niclas Niclasen.
Med BMS Group som medejer bliver det ifølge parterne muligt at trække på en større materielpark på tværs af koncernen.
– Men kigger vi fremover ind i en sæson, hvor der f.eks. skal bruges otte mobilkraner, så vil det være langt nemmere at håndtere i det nye selskab, hvor vi lettere og mere fleksibelt kan trække på materiel fra hele BMS-koncernen. Den mulighed har ikke været der før, bemærker han.
Større volumen skal samtidig give en højere udnyttelsesgrad af kranerne og gøre det lettere at flytte materiel mellem projekter efter behov. Parterne peger på, at byggeaktiviteten i Grønland fortsat omfatter blandt andet hoteller, sundhedsfaciliteter, skoler og institutioner. Hertil kommer større anlægsprojekter inden for infrastruktur, vandkraft, minedrift, havneanlæg og forsvar. Det stiller ikke alene krav til selve kranerne, men også til transport, montage, projektplanlægning, tekniske beregninger og bemanding.
– Når vi kan bakke solidt op om logistikken, bliver det meget nemmere at realisere større projekter heroppe, tilføjer Niclas Niclasen.
Vil tage mere ansvar for kranlogistikken
BMS Kivitsisut skal ifølge virksomhederne også kunne overtage en større del af den logistik og planlægning, som entreprenører ellers selv kan være nødt til at håndtere i forbindelse med større løfteopgaver. Det gælder blandt andet transport af kranmateriel, montage og bemanding.
– Samtidig sender vi et vigtigt signal til entreprenører – lokale såvel som udenlandske. Nemlig at BMS Kivitsisut er klar til at håndtere de logistiske udfordringer, der er forbundet med transport, montage og bemanding af kranmateriel, som de tidligere selv har skullet håndtere, siger Kim Hvolbøl, projektsalgsdirektør i BMS og kommende bestyrelsesformand i BMS Kivitsisut.
For entreprenører på større bygge- og anlægsprojekter kan adgangen til kraner og specialiserede løft være afgørende for tidsplanen. I Grønland kompliceres opgaven yderligere af store afstande og behovet for at få både materiel og medarbejdere frem til projekterne.
Lokal ledelse med adgang til BMS' ressourcer
BMS Group skal blandt andet bidrage med kranmateriel, projektledelse og teknisk kapacitet. Samtidig fastholdes den daglige ledelse lokalt i Nuuk. Ifølge Kim Hvolbøl bygger selskabet videre på et mangeårigt samarbejde mellem de to virksomheder.
– Vi har samarbejdet med Nuuk Transport i rigtig mange år, og med det her fællesskab er vi til stede lokalt og kan samtidig trække på et internationalt netværk. Vi har en stor ingeniørafdeling, der løser statik, sikkerhed og tegningsarbejde, og vi har projektledelse og materiel i en anden skala. Det er nogle af de kompetencer, vi bringer med os, og det giver en række virkeligt interessante synergier.
Kombinationen af en lokal organisation og adgang til en større ingeniør- og materielkapacitet er især relevant ved komplekse løft, hvor der er behov for beregninger, løfteplaner, dokumentation og koordinering mellem flere aktører.
Elkraner skal kunne indgå i projekterne
BMS Group råder ifølge Kim Hvolbøl over en materielportefølje, der også omfatter eldrevne kraner og mobile tårnkraner.
– Vi har mange kraner, der er drevet på el, og mobile tårnkraner, som kan sættes ind hurtigt, hvis behovet opstår. Det passer godt til de krav, der stilles i dag. Både i forhold til emissioner og med tanke på nær- og arbejdsmiljø nær bygge- og anlægspladser.
Eldrevne kraner kan især være relevante på byggepladser, hvor der stilles krav til lokale emissioner og støj, mens mobile tårnkraner kan give fleksibilitet på projekter med skiftende kapacitetsbehov.
Afgørende med en lokal partner
Hos BMS Group fremhæver koncernchef Jens Enggaard den lokale forankring som en forudsætning for engagementet i Grønland.
– Set fra min stol handler det om, at vi i Nuuk Transport har en samarbejdspartner, som vi både oplever som særdeles kompetent og som vi har stor tillid til efter mange års samarbejde. Eller sagt på en anden måde: Uden en så stærk og betroet partner som Niclas i front for det fælles selskab var vi aldrig gået ind i det. Til gengæld kan vi bidrage med materiel, ingeniør- og projektlederkompetencer, siger Jens Enggaard, CEO i BMS Group A/S.
BMS Kivitsisut bliver etableret, når de grønlandske konkurrencemyndigheders godkendelse foreligger.
Fakta om BMS Kivitsisut
- Skal ejes 50/50 af Nuuk Transport A/S og BMS Group A/S.
- Nuuk Transport A/S bliver moderselskab for den grønlandske ejerandel.
- Selskabet får base i Nuuk og skal løse opgaver i hele Grønland.
- Direktør bliver Niclas Niclasen.
- Bestyrelsesformand bliver Kim Hvolbøl.
- Selskabet forventes at få cirka 20 medarbejdere, herunder kranførere, projektledere og afdelingsledelse.
- Etableringen er betinget af godkendelse fra de grønlandske konkurrencemyndigheder.