Scantruck

Nyt kranfirma købte Danmarks største bæltekran

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Virksomhedsnyt
  • Byggepladsservice og Udlejning
  • 2026-01-27
  • | Af Redaktionen
  • | Scantruck

  • CEM Cranes A/S blev første ejer af en 130 tons Sennebogen 6133 i Danmark – og markerede samtidig sin debut på ScanMek 2026.

    fabrikken-i-straubingCasper Juul Andersen og Emil Overgaard på besøg på fabrikken i Straubing

    På årets udgave af maskinmessen ScanMek i Skive stod en særlig handel ud blandt de 43 maskinaftaler, Scantruck fik i hus. Det nystiftede firma CEM Cranes A/S foretog sin allerførste investering – og det med manér: En 130 tons Sennebogen 6133 bæltekran.

    – Det er da en god start, konstaterede Casper Juul Andersen, der sammen med Emil Overgaard står bag det nye kranfirma. Begge er erfarne profiler i branchen gennem deres nuværende virksomheder, vognmandsforretningen Erling Andersen og Alf Myhre Transport.

    Med CEM Cranes er ambitionen at fokusere målrettet på kranopgaver med bæltekraner, mobilkraner, tårnkraner og lastbilkraner. Og første investering bliver ikke stående alene.

    – Vi har to nye Liebherr mobilkraner på henholdsvis 250 og 300 tons på vej. Alt vores materiel bliver sort, og vi forventer at arbejde bredt med elementmontage og modulbyggeri, fortæller Emil Overgaard fra CEM Cranes i en pressemeddelelse.

    Komatsu med ny avanceret gravemaskine

    En anden nyhed på ScanMek var Komatsus nye gravemaskine PC220LCi-12 med integreret maskinstyring IMC 3.0. Første maskine på dansk jord er købt af entreprenørfirmaet Heibæk i Horsens.

    Heibæk har bestilt tre af dem, og ejer Morten Heibæk kiggede forbi messen for at se den første maskine ankomme.

    Komatsu selv betegner modellen som deres mest avancerede gravemaskine til dato. En version med 2D-styring er også på markedet, men Heibæk har valgt 3D-udgaven med fuldt integreret system.


    Hjulgraver skal tømme biogastanke i hele Europa

    Også inden for specialopgaver blev der skrevet ordrer. I Give forbereder firmaet Tylco, med Rolf Laursen og Jens Tilma i spidsen, sig på at bruge en Komatsu PW198-11 hjulgravemaskine til tømning af biogastanke – en opgave, der tidligere er løst med lastbilkraner.

    – Vi laver service på biogasanlæg over hele Europa. Vi har ikke tidligere prøvet af tømme med en hjulgraver, men det giver god mening. Nu skal vi lige have en teleskoparm til den, og så er vi klar til at grave ud af siden på tankene med en grab. Vores opgaver spænder over hele Europa, så fleksibilitet er afgørende, fortæller Rolf Laursen.

    Komatsu_PW198-11Jens Tilma (th) og Rolf Laursen fra Tylco har sammen med distriktschef Mads E. Nielsen (tv) har de fundet frem til Komatsu PW198-11 som den rigtige løsning

    43 handler og fuldt hus på ScanMek

    Scantruck kan se tilbage på en velbesøgt ScanMek 2026, hvor over 4000 gæster lagde vejen forbi. Ud over de 43 handler med både nye og brugte maskiner blev der også solgt forskelligt udstyr – bl.a. Topcon-maskinstyring.

    – Vi oplevede stor interesse for både store specialmaskiner og mere klassiske modeller. Og vi forventer yderligere aftaler, efterhånden som besøgende får fulgt op hjemmefra, siger markedschef Dennis Faurby fra Scantruck.

    Arrangementet blev traditionen tro også en kulinarisk præstation med servering af omkring 4000 pølser, 500 liter suppe og 2800 portioner aftensmad – herunder bøf stroganoff til de sultne gæster.

    Læs flere nyheder om de nyeste entreprenørmaskiner
    Anbefalede artikler