Nyt brancheforum mod kriminalitet ansætter sekretariatchef
Marie Voldby er tiltrådt som sekretariatsleder for det nye brancheforum mellem DI Byggeri og 3F. Opgaven bliver at styrke indsatsen mod kriminalitet i bygge- og anlægsbranchen.
Det nyoprettede brancheforum mellem DI Byggeri, 3F's Byggegruppe og Danske Byggefag har ansat sin første medarbejder. Marie Voldby tiltrådte den 1. juni som sekretariatsleder og får ansvaret for at koordinere og drive arbejdet med at udvikle fælles løsninger mod kriminalitet i bygge- og anlægsbranchen.
Brancheforummet blev etableret tidligere i år som et samarbejde mellem arbejdsgiver- og lønmodtagersiden med det formål at bekæmpe organiseret økonomisk kriminalitet, arbejdsmiljøkriminalitet og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.
– Vi er rigtig glade for at byde Marie Voldby velkommen. Hun kommer med de rette kompetencer og kommer til at skulle samle trådene og sikre fremdrift i arbejdet, så vi kan bidrage til at bekæmpe organiseret kriminalitet i byggebranchen, fortæller Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri, i en pressemeddelelse.
Erfaring med compliance og kontrol
Marie Voldby er uddannet jurist og kommer med mere end 20 års erfaring fra blandt andet Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen og senest Deloitte, hvor hun har arbejdet med ansvarlig virksomhedsadfærd, leverandørstyring og anti-korruptionsprogrammer.
Ifølge brancheforummet skal hendes erfaring med compliance, risikobaseret tilsyn og kontrolværktøjer bidrage til at styrke indsatsen mod kriminelle forhold i branchen.
– Det er nogle komplekse problemstillinger med store både samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser. Jeg synes derfor, at det er helt rigtigt, at parterne er gået sammen for i fællesskab at sikre viden og handlemuligheder i branchen, siger den nye sekretariatsleder.
Fireårig indsats med budget på 13,5 mio. kr.
Hos 3F's Byggegruppe betegnes ansættelsen som en vigtig milepæl for samarbejdet.
– Jeg er utroligt glad for at vi har fået det her op at stå. Nu skal vi have arbejdstøjet på og i gang med finde løsninger på de alvorlige problemer som vores medlemmer møder derude, siger Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen og Danske Byggefag.
Brancheforummet finansieres i fællesskab af DI Byggeri og 3F's Byggegruppe over de kommende fire år med et samlet budget på 13,5 mio. kr. Der etableres samtidig et advisory board med deltagelse af myndigheder, brancheaktører, eksperter og praktikere.
Målet er at skabe bedre rammer for lovlydige virksomheder og medarbejdere samt begrænse den unfair konkurrence, som kriminelle aktører skaber i bygge- og anlægsbranchen.