ghfhdhh

Ny direktør skal fremtidssikre 1:1 Landskab

  • 2025-08-19

    Jes Tonsgaard skal styrke 1:1 Landskabs professionalisering og forretningsudvikling med erfaring fra 3XN og projekter i Europa og Nordamerika.

    Jes TonsgaardAdministrerende direktør, Jes Tonsgaard


    Med ansættelsen af Jes Tonsgaard som administrerende direktør tager landskabsarkitektvirksomheden 1:1 Landskab endnu et skridt i retning af øget professionalisering og internationalt fokus.

    Jes Tonsgaard kommer fra en stilling som forretningschef i 3XN, hvor han har været del af koncernledelsen med ansvar for interne processer, kontraktstyring og projektperformance – særligt på det nordamerikanske og europæiske marked. Han er uddannet arkitekt og har en MBA fra CBS.

    -  Vi har fundet den helt rigtige til at hjælpe os videre med vores strategi. Jes har et solidt kendskab til både arkitektfaget og de forretningsmæssige aspekter, og han tilfører et værdifuldt eksternt blik på vores virksomhed, siger Trine Trydeman, stiftende partner i 1:1 Landskab, som samtidig skifter titel fra administrerende direktør til projektdirektør.

     

    Fokus på struktur og skalerbarhed

    1:1 Landskab beskæftiger i dag 19 medarbejdere og står bag en række markante projekter i Danmark – blandt andet Grønttorvet, IKEAs taghave og Folehaven. Tegnestuen har i de senere år også realiseret projekter i Tyskland, Norge og Letland.

    Ifølge Trine Trydeman skal den nye direktør være med til at udvikle forretningen og skabe rum for, at partnerkredsen kan fokusere mere på de kreative kerneopgaver.

    - Jes har en stærk strategisk profil og forstår at balancere de interne arbejdsgange med de eksterne relationer. Det giver os mulighed for at fokusere endnu mere på at skabe projekter med høj faglighed i tæt dialog med vores kunder, siger hun.

     

    Erfaring fra komplekse projekter

    Jes Tonsgaard begyndte sin karriere hos Henning Larsen i 2006 og har siden 2013 været en del af 3XN, hvor han blandt andet har været sagsarkitekt på Lighthouse i Aarhus – Danmarks højeste bygning. De seneste år har hans fokus dog været rettet mod ledelse, strategi og optimering af forretningsprocesser.

    - Jeg trives i krydsfeltet mellem kreativitet og forretning. Hos 1:1 Landskab bliver min rolle blandt andet at implementere systemer, der giver struktur og overblik uden at gå på kompromis med den fleksibilitet og nærhed, som kendetegner tegnestuen, siger han.

    Han ser frem til at videreudvikle virksomhedens platform:

    -  Vi skal styrke den forretningsmæssige drift, så vi også fremadrettet kan skabe unikke og værdiskabende projekter for både kunder og brugere. 1:1 Landskab har et solidt kunstnerisk fundament, og min opgave bliver at bygge videre på det – til gavn for både medarbejdere, samarbejdspartnere og de mennesker, der færdes i de landskaber, vi skaber, siger Jes Tonsgaard.

    Anbefalede artikler