<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Nissan: En drøm af en mesterbil

  • Varevogne og Transport
  • Byggepladsen
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2016-11-21
  • | Af Steffen Walton Simonsen

    Som traditionel håndværkerbil har den sine (plads-)begrænsninger. Men som direktionsbil til den kvalitetsbevidste håndværksmester rammer Nissan Navara plet. Det vurderer Jonas Larsen fra byggefirmaet Egon Olsen & Søn, som Bygge- & Anlægsavisen har testet bilen i samarbejde med.

    Med den nye Navara har Nissan taget konsekvensen af, at de fleste pickup-trucks alligevel sælges som personbiler og har derfor kombineret det bedste fra bl.a. crossover-modellerne Qashqai og Juke med de klassiske off road-egenskaber.

     

    Nissan Navara, der er bygget på Nissans fabrik i Barcelona, kan smykke sig med titlen som Årets pickup i 2016 i Europa. Den er udstyret med en ny 2,3 liters dCi motor, hvor der kan vælges mellem 160 og 190 hestekræfter.

     

    Den fås i to udgaver: King Cab med enkeltkabine og Double Cab med dobbeltkabine og i fire udstyrsvarianter. Herudover kan der vælges mellem en 6- trins manuel gearkasse og en 7-trins automatisk gearkasse.

     

    Vi prøvede 190 hestekræfter i en dobbeltkabine med automatgear og en imponerende udstyrspakke bestående af bl.a. navigations- og infotainmentsystem, Around View Monitor (helikoptersyn af bilen), nøglefri betjening og meget andet.

     

    Som en stor personbil

    Når man ser tømrerfirmaet Egon Olsen & Søns vognpark, der mest består af traditionelle lukkede varevogne, kan det virke lidt skævt at teste en pickup truck med åbent lad og firhjulstræk i den sammenhæng, men vi giver det alligevel et skud.

     

    Og tager højde for, at den ikke giver samme mulighed for at have kontor og frokoststue i kabinen eller for at transportere store plader på ladet.

     

    - Den er meget behagelig at køre i, siger Jonas Larsen, da vi begiver os ud på en testtur.

     

    - Det er mest som at køre i en stor personbil, men alligevel er den lidt tung at manøvrere – selv sammenlignet med de varebiler, jeg plejer at køre i. Jeg har ikke helt samme fornemmelse af bilen, og jeg føler, jeg mangler lidt overblik, siger han.

     

    Ingen motorlarm

    - Men samtidig ligger den godt og stabilt på vejen, siger han, mens vi kører ad små landsbyveje og ud mod motorvejen, hvor de 190 heste viser deres værd, og man hverken kan føle meget vind eller høre motorlarm i kabinen.

     

    I kabinen er der ikke tænkt så meget på håndværkernes behov for kontorplads, hvor der i andre og større varebiler er rum til papirer og håndbøger eller egentlige plader til tablets eller computere.

     

    -Der mangler generelt noget opbevaringsplads – også til mobiltelefonen, så man kan lægge den fra sig. Og en ordentlig kopholder, der er bedre end den lille i døren, siger Jonas Larsen.

     

    Godt overblik

    Hjemme på parkeringspladsen afprøver vi bilens kameraer, der giver overblik over både sider og bagenden og gør det nemt at bakke til trailer – og samtidig tage forbehold for kantsten, murbaljer og andet med en højde, der er svær at se i spejlene.

     

    Jonas Larsen bakker uden besvær bilen og stopper få centimer fra en stor trailer. Der kan spændes en trailer på 3500 kg bag på bilen, der har en tilladt nyttelast på 900 kg

     

    Lækker bil

    - Jeg tror ikke, du vil finde en håndværker, der ikke synes, at det her er en lækker bil. Jeg kunne fint forestille mig bilen til en murer eller entreprenør, hvor man har brug for at køre på marker eller byggepladser.

     

    Især nok til en murermester med et stort kørebehov. Han kunne både forkæle sig selv og bruge bilen praktisk til at hente 10 sække cement og køre ud til svendende. Samtidig er der jo mulighed for at spænde en stor trailer bag på, siger Jonas Larsen:

     

    - Men hvis jeg skulle købe den, var det for at forkæle mig selv.

     

    På vej tilbage til Nissans hovedkvarter tester vi selv Nissan Connect: Navigation, information og musik, der bl.a. forbinder smartphonen med bilens 7 tommer touchscreen. Og da vi parrer iPhonen med bilradioen sker det, at Bruce Springsteen helt tilfældigt toner frem i anlægget med Born In the USA.

     

    Og pludselig giver det hele mening i den store lyddæmpede kabine – friheden til at cruise, hvorhen man har lyst, i en to tons pickup-truck, også på en dansk highway.

     

    Den testede model:

     

    • NISSAN NAVARA – 2.3 DCI 190HK – DOBBELT CAB – AUTOMATGEAR – TEKNA - 4WD

    • 2,3 liters diesel, 4 cyl. med dobbelt turbolader
    • Tophastighed km/t 180
    • Brændstoføkonomi, km/l 14,3
    • CO2, g/km 183

     

     
    Anbefalede artikler