<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Gantio Robotics

Gantio Robotics

Når digitale byggesystemer møder virkeligheden på byggepladsen

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • IT og ny teknologi
  • Træ
  • 2026-07-29
  • | Af Mikkel Weber Sandahl

  • En byggeplads er en kompleks størrelse, hvor det er vanskeligt at ændre på ansvar, vaner og grænseflader. Jakob Kock fra Adserballe & Knudsen ser det som den primære funktion for byggepladsens digitale værktøjer at få et fælles sprog på tværs af fagligheder.

    Byggeriet har i årevis haft adgang til digitale modeller, 3D-projektering og automatiseret produktion. Alligevel er det fortsat en udfordring at få teknologien til at løse nogle af branchens mest sejlivede problemer: Lav produktivitet, materialespild, fejl i udførelsen og den vanskelige overlevering mellem projektering, produktion og byggeplads.

     

    Et aktuelt eksempel er Carpent, et digitalt træbyggesystem udviklet af BRAV – Rådgivende Ingeniører og anvendt i samarbejde med Adserballe & Knudsen og robotproducenten Gantio. Systemet bygger på en digital model, hvor statik, mængder, produktion og montage tænkes som en samlet kæde. Data fra modellen bruges til at skære, fræse og mærke trækomponenter, som derefter leveres til byggepladsen i en rækkefølge, der skal understøtte montagen.

     

    Adserball_knudsen

     

    På papiret lyder det enkelt. I praksis er det netop koblingen mellem faglighederne, der er den vanskelige del. Ingeniøren har brug for et system, der kan beregnes og dokumenteres.

     

    Robotproducenten har brug for præcise og entydige data. Entreprenøren skal få løsningen til at fungere under skiftende vejrforhold, med tidsplaner, bemanding, fugtstrategi og de uforudsigeligheder, der altid opstår på en byggeplads.

    Jakob Kock_A&KJakob Kock


    – Den store test er ikke, om vi kan lave en digital model. Det kan mange. Testen er, om modellen faktisk hjælper dem, der skal bygge. Når komponenterne lander på pladsen, skal logikken være tydelig, ellers flytter man bare kompleksiteten fra computeren ud til tømreren, siger Jakob Kock, teknisk direktør i Adserballe & Knudsen.

     

    Byggesystem kan bruge data på tværs af discipliner

    Carpent er foreløbig afprøvet på to boligprojekter. På Sømmes Vænge i Gundsømagle ved Roskilde er der opført 63 almene familieboliger i træ med digital præfabrikation som en del af den bærende konstruktion. Projektet har givet erfaringer med, hvordan robotproducerede enkeltdele fungerer i en gentagelig boligstruktur, men også med de justeringer, der opstår, når et system skal passes ind i en konkret byggesag.

     

    Erfaringerne er siden taget med videre til Violinbuen i Hillerød, hvor Adserballe & Knudsen og Brav sammen med Skala Architecture opfører 73 træboliger for VIBO. Her er systemet udviklet yderligere, blandt andet med præfabrikerede trækassetter til terrændæk, som produceres i entreprenørens egen produktionshal.

     

    For BRAV er pointen, at den digitale model ikke kun skal beskrive bygningen, men kunne bære flere praktiske beslutninger på én gang.

    Lars Olesen_BravLars Olesen, BRAV


    – Et byggesystem bliver først interessant, når data kan bruges på tværs af discipliner. Geometrien er kun én del. Den skal hænge sammen med statik, materialer, produktion og bygbarhed. Det er dér, digitaliseringen kan få reel betydning, men det kræver også, at alle parter accepterer et fælles sprog, siger Lars Olesen, partner i BRAV – Rådgivende Ingeniører.

     

     

    Kan erfaringerne gentages og skaleres?

    Netop det fælles sprog er en af de store barrierer. Digitalisering i byggeriet handler sjældent kun om teknologi. Det handler også om ansvar, vaner og grænseflader. Hvem ejer modellen? Hvornår er data gode nok til produktion? Hvor meget variation kan et industrielt system rumme? Og hvordan sikrer man, at effektivisering ikke sker på bekostning af fleksibilitet, arkitektur eller håndværksmæssig dømmekraft?

     

    De foreløbige erfaringer peger på, at svaret ikke ligger i at erstatte byggepladsen med fabrikken, men i at få flere beslutninger til at hænge bedre sammen. Robotten kan levere præcision, ingeniøren kan optimere konstruktionen, og entreprenøren kan omsætte systemet til en byggeproces. Men gevinsten opstår kun, når de tre logikker faktisk mødes.

     

    Adserball_knudsen2



    Derfor er Carpent mindre interessant som enkeltstående produkt end som eksempel på en bredere bevægelse i branchen: Fra digitale værktøjer til digitale byggesystemer. To projekter har vist, at metoden kan gennemføres i praksis, og flere er undervejs. Spørgsmålet er nu, om erfaringerne kan gentages, skaleres og fastholdes, når projekterne bliver flere, kravene skifter, og byggepladsens virkelighed igen sætter systemet på prøve.

     

    Læs flere artikler om udviklingen i digitale værktøjer i byggebranchen

    Anbefalede artikler