Alle lærlinge samlet

7 tømrerlærlinge hos Midtjysk Albyg: William Ahle Høgh, Mads Nørgaard Tedde, Oskar Tandrup Johansson, Mathias Dahl Nørgaard, Andreas Moselund Østergaard, Simon Markowski. Oliver Møller Falsig på det lille foto.

Midtjysk Albyg prioriterer lærlinge: Syv under oplæring

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-10-21
  • | Af Redaktionen

    Siden 2008 har 23 lærlinge færdiggjort deres uddannelse hos Midtjysk Albyg. Syv er i lære i dag – en investering i både håndværket og fremtidens arbejdskraft.

    Midtjysk Albyg har i årevis arbejdet målrettet med at uddanne nye tømrere og tage ansvar for branchens fremtid. Siden 2008 har virksomheden haft 23 lærlinge igennem deres tømreruddannelse. Seks af dem er fortsat en del af medarbejderstaben – heraf har to været ansat i mere end ti år.

    - Det er et tydeligt tegn på, at vi formår at skabe et arbejdsmiljø, hvor man har lyst til at blive, siger Frants Sørensen, direktør i Midtjysk Albyg.

    I dag har virksomheden mere end 30 håndværkere ansat, heraf syv tømrerlærlinge, som er integreret i det daglige arbejde. Derudover har virksomheden løbende praktikanter – både unge, som ønsker at prøve kræfter med faget, og studerende fra bygningskonstruktøruddannelsen.

     

    Et bevidst valg om at tage ansvar

    For Midtjysk Albyg handler lærlingeindsatsen ikke alene om at løse opgaver her og nu – men om at videreføre faglig viden og håndværksmæssige traditioner.

    - Vi har et ansvar for at uddanne kvalificeret arbejdskraft. Det kan ikke gøres op i kroner og ører – for os handler det om at give de unge en solid uddannelse og et godt fundament, så vi også i fremtiden kan være stolte af dansk håndværk, siger Frants Sørensen.

    René Bertelsen, projektdirektør og daglig leder for tømrerne, uddyber:

    - Når de tidligere lærlinge selv bliver svende, er de med til at føre traditionen videre – og det skaber et stærkt fællesskab på tværs af generationer.

     

    Opgaven kræver bredt engagement

    Ifølge Midtjysk Albyg er det afgørende, at flere virksomheder bidrager til at løfte opgaven med at uddanne fremtidens håndværkere.

    - Vi kan ikke bygge fremtiden alene. Der er brug for dygtige hænder – og det kræver, at vi alle tager ansvar for at uddanne dem, lyder det fra Frants Sørensen.

    Midtjysk Albyg fortsætter med at tage lærlinge ind hvert år og ser det som en langsigtet investering i både mennesker og kvaliteten af det danske byggeri.

    Anbefalede artikler