Bygma elever 2025_03

Strategisk satsning: Byggekoncern optager 57 nye elever

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2025-09-22
  • | Af Redaktionen

    På trods af økonomisk usikkerhed i byggebranchen har Bygma budt velkommen til 57 nye elever i 2025.

    Mens mange virksomheder i byggebranchen kæmper med at tiltrække unge til erhvervsuddannelser, går Bygma mod strømmen. I 2025 har virksomheden optaget 57 nye elever fordelt på filialer i hele landet.

    - At så mange unge vælger Bygma netop nu, viser, at vi kan tilbyde en arbejdsplads med solide udviklingsmuligheder. Vi har arbejdet målrettet for at være synlige blandt de unge, og vi er stolte af at kunne tiltrække et rekordstort hold af talenter, siger HR-direktør i Bygma Gruppen, Anette Sondrup.

    Uddannelse som strategisk indsats

    Elevuddannelserne er en del af Bygmas strategi for at sikre de rette kompetencer i branchen. De nye elever uddanner sig inden for salg, logistik, it og kontor og bidrager ifølge virksomheden fra første dag med energi og engagement.

    - Hvis vi som branche ikke uddanner de unge nu, risikerer vi at mangle kompetencer i fremtiden. Derfor prioriterer vi stærke elevuddannelser, og vi ser nu klare resultater, siger HR Business Partner Rikke Valentin Jørgensen.

    Hun peger på samarbejde med erhvervsskoler og fokus på et godt arbejdsmiljø som centrale faktorer for at tiltrække nye talenter.

     

    Fællesskab og faglig udvikling

    Bygmas elevforløb lægger vægt på både faglige kompetencer og virksomhedens værdier: troværdighed, købmandskab og teamwork. Eleverne får adgang til et landsdækkende netværk og sparring på tværs af organisationen.

    - At være elev hos os handler ikke kun om at få en uddannelse. Eleverne er en vigtig del af vores fællesskab og skal være med til at præge fremtidens byggebranche, siger Anette Sondrup.

    Fakta:

    - 57 nye elever er startet i Bygma i 2025
    - Uddannelse er en central del af virksomhedens vækststrategi
    - Elever uddannes inden for salg, logistik, it og kontor
    - Bygma har i alt ca. 100 elever under uddannelse på landsplan

    Anbefalede artikler