Michael Madsen bliver ny adm. direktør for Bygma A/S pr. 1. januar 2025
Michael Madsen bliver adm. direktør for Bygma A/S
Den nye adm. direktør for den største danskejede leverandør til byggeriet, Bygma A/S, har 30 års erfaring i byggebranchen og byggematerialer i blodet. Michael Madsen overtager posten ved årsskiftet efter Klaus Hadsbjerg.
Bygma’s koncernchef Peter H. Christiansen siger:
- Michael er et velkendt og respekteret navn både internt blandt kollegaer, eksternt blandt samarbejdspartnere og generelt i byggebranchen. Han har en lang historie i Bygma, der går helt tilbage til hans ungdom.
- Han har over tid opbygget stærke faglige og menneskelige kompetencer, han har en enestående sans for at drive forretning – og ikke mindst besidder han et unikt kendskab til Bygma, udtaler Peter H. Christiansen i en pressemeddelelse.
Koncernchef Peter H. Christiansen glæder sig til samarbejdet med den nye adm. direktør Michael Madsen
Får ny direktørpost
Klaus Hadsbjerg indtræder fremover på en anden direktørpost i Bygma Gruppen, hvor han bliver ansvarlig for to udenlandske selskaber i koncernen, henholdsvis Húsasmiðjan i Island og Bechcicki i Polen.
Koncernchefen understreger Klaus Hadsbjergs store rolle i Bygmas succes og glæder sig over at, han fortsætter i Bygma-koncernen:
- Klaus har gennem næsten to årtier ydet en stor indsats for koncernen og været en nøglespiller i vores succes og vækst. Derfor glæder det mig, at han fortsat vil være tilknyttet koncernen, om end i en anden rolle og på nedsat tid, med fokus på vores aktiviteter i Island og Polen, slutter Peter H. Christiansen.