<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Mercedes: Indrettet til håndværkerbehov

  • Varevogne og Transport
  • Byggepladsen
  • Test af værktøj, varevogne og udstyr
  • 2017-01-02
  • | Af Steffen Walton Simonsen

    Den er behagelig og nem at køre i. Men det er især kabinens indretning, der begejstrer tømrer Jonas Larsen, som har testet Mercedes Sprinter i samarbejde med Bygge- & Anlægsavisen.

    De ligner hinanden til forveksling, men kigger man nærmere efter, er der ikke to, der er ens. Vi står på parkeringspladsen hos Mercedes-Benz CPH i Greve, hvor der så langt øjet rækker holder hvide Mercedes-varevogne parkeret. De største af dem – Sprinterne – kommer i en lang række varianter: Man kan bl.a. vælge mellem tre akselafstande, fire karrosserilængder og tre lastrumshøjder og meget andet. Sprinteren kan kort sagt sammensættes efter behov for længde, højde, last, motorydelse og passagerer.

     

    Mercedes Sprinter har efterhånden 21 år på bagen. Da den kom på markedet afløste den Mercedes’ klassiske TN/T1, som på dette tidspunkt havde været produceret i 18 år og solgt i næsten en million eksemplarer. I dag er Sprinter produceret i 2,9 millioner eksemplarer, som kører i mere end 130 lande.

     

     

    Nem at køre i

    Vi får nøglerne til en mellemstor model og kører mod Solrød Strand, hvor Jonas Larsen fra tømrerfirmaet Egon Olsen & Søn har lovet at kigge på bilen med kritiske håndværkerøjne.

     

    –Det er jo halvvejs en lastbil, siger han, da han stiger ind i Sprinteren, som er lidt højere end de varevogne, der holder på parkeringspladsen foran tømrerfirmaet.

     

    –Også sædet. Man sidder godt, siger han om det affjedrede (og vægtjusterbare) sæde, der ergonomisk ligger tæt på dem, man finder i lastbiler.

     

    -Sikkert fint, hvis man skal køre langt i den.

     

    Han sætter bilen i gear og bevæger sig ud på testturen.

     

    -Den virker umiddelbart meget lækker. Man sidder godt. Dejligt højt og med et godt overblik. Og jeg føler, at jeg har godt styr over den, selv om den er stor. Den er dejlig nem at dreje. Man skal ikke bruge kræfter på rattet. Den er ikke tungere end en personbil, og man kan sagtens dreje med én hånd. Den er nemmere end de fleste andre, jeg har prøvet, konstaterer Jonas Larsen.

     

     

    Godt overblik

    Vi kører ud af byen og ned på motorvejen, hvor bilen ret hurtigt kommer op på 120.

     

    –Jeg synes nu ikke, den ligger klistret til vejen, men det er en stor bil, og den er tom, så det ændrer sig nok, når der kommer læs på.

     

    Vi kører 130. Støjen, vi hører, er mest fra dækkene. Man skal tale lidt højere sammen. Men motoren larmer ikke ret meget ved 3000 omdrejninger.

     

    –Jeg føler, jeg har godt styr på, hvor jeg er på vejen. Og et godt overblik, også så man ikke kommer for tæt på de andre biler. Der er gode spejle – også det lille forneden. Det giver et godt udsyn, siger han.

    Det begynder at regne.

     

    –Hvor fanden sidder vinduesviskeren? – der mangler en pind, siger han. Og rigtigt. Der hvor vinduesviskeren sidder i andre biler, er der til højre for rattet – ingenting. Han finder den. Den sidder i højre side ved blinklyset.

     

     

    Tænkt på det mobile kontor

    -Det er en dejlig bil. Ingen tvivl om det, konstaterer Jonas Larsen, da vi afslutter testturen og holder ind for at kigge nærmere på kabinen. Den er ikke som i andre biler. Her er der tænkt på kundernes – og håndværkernes – behov for at have et mobilt kontor. På det midterste sæde kan man fra ryglænet klappe et lille bord ned. Der er en plade, man kan skrive eller placere en computer på.

     

    Der er også en holder med plads til kop, papirer og kuglepenne. Også under forruden er der kopholdere og et USB-stik til telefonen ved førersiden. I dørene er der flere rum. Også et, der kommer til syne helt nederst, når døren er åben, så rummet kan betjenes udefra, så chaufføren ikke behøver at stige unødigt ind og ud efter papirer.

     

    –Her er masser af kontor- og opbevaringsplads og mulighed for at lade og lægge telefonen fra sig. Man har virkelig gjort alt, hvad man kan, for at fylde alle de små huller med rum. Det er virkeligt gjort brugbart. I andre varebiler er der dårligt nok et handskerum.

     

    Sparsomt indrettet lastrum

    Til højre for instrumentbrættet kan man trække en lille skuffe ud. Her er der kopholder, strømstik og endda et askebæger.

     

    –Det er nok ikke noget, der bliver brugt mere, men der er jo stadig håndværkere, der ryger, så på den måde kan det jo godt forsvares.

     

    Samtidig er den rengøringsvenlig.

     

    –Især dørene er til at tørre af og gøre rene, siger Jonas Larsen.

     

    –Den kunne jeg godt blive forfalden til. Helst sikkert, siger Jonas Larsen, da han stiger ud for at kigge på lastrummet:

     

    –Der kan man jo holde en hel fest inde, siger han og træder ind.

     

    –Der er trinbræt. Det er fint nok.

     

    I den bil, vi tester er der lagt en plade i bunden. Men siderne står helt fabriksrå.

     

    –Her mangler jeg noget beklædning, så vi kan indrette med reoler. Det virker som om, det kan blive dyrt at indrette, siger Jonas Larsen:

     

    –Og så er der kun én lampe. Det er for lidt lys i en håndværkerbil, siger han og konkluderer:

     

    Den er virkelig fed at køre i. Men hvor kabinen er lækker og praktisk indrettet, er der nok sparet lidt for meget på indretningen i lastrummet, konstaterer han.

     

    Den testede model

    Sprinter 211 R2 ksv E6, 114 hk

     

    Brændstoføkonomi, km/l 12,2

    CO2, g/km 214

     

    Pris ekskl moms og levering fra 260.873

     

    Variationsmuligheder for Mercedes Sprinter

    • 3 akselafstande
    • 4 karrosserilængder
    • 3 lastrumshøjder
    • Lastlængde op til 470 cm, lastrumshøjde op til 214 cm
    • 3 forskellige tagvarianter
    • Fås som ekstraudstyr i en variant som kassevogn med ruder, med siddepladser til i alt op til 6 personer
    • Mange forskellige motorvarianter
    • Talrige ekstraudstyrselementer
    • Vægtvarianter: Totalvægt fra 3,0 op til 5,0 tons
    • Efter ønske op til 3,5 t anhængerlast for udvalgte varianter
    • Op til maks. 2.695 kg last
    • Op til 17 m³ lastvolumen
     
    Anbefalede artikler