<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Familien Heilmann Lyberth
Annonce

Søren Lyberth til højre startede Maniitsoq Tour Boat for 15 år siden og har succes med virksomheden. Her ses han sammen med sin kone Bolette Heilmann Lyberth, børnebørnene Miki og Marco, svigerdatteren Isabella og sønnen Robert.

Maniitsoq Tour Boats venter vækst med ny landingsbane i Nuuk

  • Nordatlantisk Byggeri
  • Byggeriets udvikling
  • 2023-11-26
  • | Af Morten Bøcker
  • | Fotos af Maniitsoq Tour Boats

    Søren Lyberth har på 15 år gjort Maniitsoq Tour Boats til en vigtig spiller i den vestgrønlandske infrastruktur. Tredje båd er købt i forventning om vækst i flytrafikken til Nuuk.

    Det startede ellers med en gevaldig skuffelse. Søren Lyberth havde i 2008 købt sin første Targa båd til 12 personer og startet Maniitsoq Tour Boats i forventning om et kæmpe erhvervsboom i den vestgrønlandske by. Aluminiumsproducenten Alcoa havde planer om at etablere et smelteværk i Maniitsoq med svimlende 1.200 ansatte. Men erhvervseventyret forduftede som fygesne på de omkringliggende fjelde, og Søren Lyberth stod tilbage med sin båd.

    - Alcoas planer havde sat gang i en hel masse i Maniitsoq. Alle talte om, at nu skulle man satse og gøre noget. Vi valgte at starte turbåde, da vi har et hotel i byen i forvejen og mente, der kunne skabes synergi mellem de to virksomheder, fortæller Søren Lyberth.

    Med Alcoas afbud måtte der tænkes kreativt, og det blev blandt andet turisterne, der i første omgang kom til at fylde turbådens sæder.

    I Maniitsoq er der ikke så mange turister som andre steder i Grønland, selv om byen går for at være Grønlands Venedig, fordi den er bygget på en øgruppe med mange små kanaler imellem. Men om foråret valfarter en ganske eksklusiv skare af skiløbere fra hele kloden til Grønland for at stå på ski omkring Maniitsoq og Kangaamiut ved Evighedsfjordens udmunding. De er parate til at betale 140.000 kr. pr. mand pr. uge for at stå på ski i de nærmest uberørte fjelde.

    - De kommer til Maniitsoq, hvor de bor. Herfra går turen videre med båd ind i fjorden med afsætning på stranden, hvorfra de flyver op på fjeldet i helikopter. Dagen igennem er vi standby, hvis der skulle ske uheld, og hen under aften sejler vi tilbage, fortæller Søren Lyberth.

    Maniitsoq Tour Boats sejler også med sommerens lystfiskerturister.

    Og der tilbydes ture ind igennem den 90 km lange Evighedsfjorden nord for byen, som har fået sit navn, fordi den nærmest i det uendelige zigzagger forbi gletchere og høje fjelde.

    Maniitsoq Tour Boats varetager også ambulancesejlads og sejlads for politiet.


    MATTA billedeBådene fra Maniitsoq Tour Boat holder en marchfart på cirka 50 km/t, så turen til Nuuk tager under fire timer.

     

     

    Ny landingsbane kan give boom af turister

    Det udeblevne aluminiumseventyr var også startskuddet til, at Søren Lyberth startede rutesejlads – mellem Maniitsoque og Nuuk, og det er blevet en stor succes.

    Fra foråret til midt i november besejles ruten tæt ved kysten fire gange om ugen, og nu kan den nye landingsbane, som ventes færdig i Nuuk i 2024, føre til et boom af turister og dermed også billetsalget til bådene.

    Landingsbanen giver for første gang nogensinde større fly fra hele verden mulighed for at lande i Nuuk.

    Den initiativrige Søren Lyberth er klar til at dække behovet.

    - Vi har købt en båd mere, så vi nu har tre med en samlet kapacitet på 36 passagerer, og vi forventer at komme til at betjene ruten til Nuuk alle ugens dage, fortæller han.

    Den nye båd er ligesom de øvrige af det finske mærke Targa, som er særligt egnet til de nordatlantiske farvande. De er behagelige at sejle i, robuste, isforstærkede og har stærke motorer, der bringer marchfarten op på 27 knob eller 50 km/t, så sejltiden til Nuuk tager under fire timer. På gode dage treogenhalv time.

     

    Sammenlagt 25-30 ansatte

    Søren Lyberth er også manden, man skal have fat i til entreprenørarbejde. Han beskæftiger over 25 ansatte på årsplan og udfører renovation, snerydning, flytninger, losning af trawlere, jordarbejde og nedrivninger.

    Sammen med sin kone ejer han Hotel Heilmann Lyberth, det ene af Maniitsoqs to hoteller.





    Anbefalede artikler