<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
aarets-skolebyggeri_hero

Årets skolebyggeri ligger i Nuuk

  • Materialer og Løsninger
  • Tag og Facade
  • Indeklima
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2026-11-06
  • | Af Redaktionen
  • | Fotos: Rasmus Hjortshøj, KHR Architecture

  • Atuarfik Inussuk i Nuuk er kåret som Årets skolebyggeri 2026 og vinder både Publikumsprisen og Branchens pris. Skolen på 17.500 m² er opført med syv bygninger og plads til 1.300 elever.

    Den nye skole Atuarfik Inussuk i Nuuk har vundet både Publikumsprisen og Branchens pris ved kåringen af Årets skolebyggeri 2026. Den grønlandske folkeskole fik flest stemmer blandt de ti nominerede projekter i en afstemning, hvor i alt 1.453 personer deltog.

    Vinderen blev afsløret i dag kl. 10 lokal tid foran skolens elever, der var samlet på skolen. Nohrcon afslørede resultatet via livestream fra København.

    Syv bygninger skaber mindre enheder i stor skole

    Atuarfik Inussuk stod færdig i 2025 og er med sine 17.500 m² dimensioneret til 1.300 elever. Skolebyggeriet er organiseret som syv bygninger, hvor seks sammenhængende huse er placeret omkring en indre gade, mens den syvende bygning rummer en tilknyttet daginstitution.

    Den arkitektoniske disponering bygger på princippet om en "skole i skolen". Hver aldersgruppe har sit eget hus, hvilket skal skabe mindre og mere overskuelige læringsmiljøer inden for den samlede skole.

    Den indre gade forbinder de enkelte bygninger og udgør et fælles omdrejningspunkt for skolens aktiviteter. Opdelingen skal samtidig bidrage til trygge rammer og en tydelig organisering af hverdagen for både elever og medarbejdere.

    Skolens navn, Inussuk, betyder "varde" og henviser til de traditionelle stenmarkeringer, der fungerer som vejvisere i det grønlandske landskab.

    aarets-skolebyggeri-2026_1

    aarets-skolebyggeri-2026_2

     
     

    Grønlandsk kultur og klima fremhæves i afstemningen

    I forbindelse med afstemningen havde deltagerne mulighed for at begrunde deres valg. Atuarfik Inussuk modtog 140 kommentarer, hvor blandt andet skolens arkitektur, dagslysforhold og samspil med grønlandsk kultur og natur blev fremhævet.

    Flere af stemmerne begrundede valget således:
    "Man har tænkt på lys og klima i Grønland, da man lavede den."

    En anden fremhævede sammenhængen mellem arkitekturen og skolens lokale forankring:
    "Inussuk tager den grønlandske kultur og natur med ind i klasseværelset på en varm og tryg måde."

    Også de fysiske rammers betydning for elevernes hverdag blev fremhævet med kommentaren:
    "Alle børn fortjener smukke rammer."

    KHR Architecture og Ístak står bag skolebyggeriet

    Kommuneqarfik Sermersooq er bygherre på projektet, der er gennemført med en samlet anlægssum på 633 mio. kr. KHR Architecture har været arkitekt på skolebyggeriet, mens Verkís har varetaget ingeniørrådgivningen. Ístak har været entreprenør, og Vega Landskab har stået for landskabsarkitekturen.

    Huset Stigsborg og Campus Odsherred blandt de bedste

    Atuarfik Inussuk indtog førstepladsen i begge kategorier, mens Huset Stigsborg i Aalborg blev nummer to i både Publikumsprisen og Branchens pris. Huset Stigsborg er opført som et flerbrugerhus i den nye bydel på Stigsborg Havnefront. Byggeriet samler vuggestue, børnehave, en firesporet skole, idrætsfaciliteter og bydelshus i ét samlet projekt. Kjaer & Richter er arkitekt på byggeriet.

    Campus Odsherred i Asnæs, tegnet af Rolvung & Brøndsted Arkitekter, blev nummer tre i Publikumsprisen. Uddannelsesbyggeriet samler gymnasieuddannelser, erhvervsuddannelser og 10. klasse under samme tag. I Branchens pris delte Campus Odsherred tredjepladsen med Lysningen / Overlund Skole i Viborg, som er tegnet af Arkitema.

     

    Top 3 – Årets skolebyggeri 2026 

    Placering 

    Publikumsprisen 

    Branchens pris 

    1. 

    Atuarfik Inussuk, Nuuk 

    Atuarfik Inussuk, Nuuk 

    2. 

    Huset Stigsborg, Aalborg 

    Huset Stigsborg, Aalborg 

    3. 

    Campus Odsherred, Asnæs 

    Campus Odsherred, Asnæs og Lysningen / Overlund Skole, Viborg (delt) 

     

    Fagfolk og offentlighed stemte om årets skolebyggeri 

    Årets skolebyggeri 2026 blev afgjort gennem én åben afstemning fra 3. oktober til 1. november, hvor ti skolebyggerier var nomineret. Publikumsprisen blev tildelt projektet med flest stemmer samlet set, mens Branchens pris blev afgjort på baggrund af stemmer afgivet med arbejdsmailadresser. Stemmer fra blandt andet virksomheder, kommuner og skoler indgik i Branchens pris, mens stemmer fra gratis mailtjenester og elevadresser ikke blev medregnet i denne kategori.

    Det er 13. gang, Nohrcon uddeler prisen Årets skolebyggeri. Formålet med kåringen er at sætte fokus på skolebyggeriets betydning for læring og trivsel samt at formidle erfaringer fra projekter, hvor arkitektur, funktionalitet og fysiske læringsmiljøer indgår i en samlet løsning.

    Fakta om Atuarfik Inussuk

    - Bygherre: Kommuneqarfik Sermersooq
    - Arkitekt: KHR Architecture
    - Ingeniør: Verkís
    - Entreprenør: Ístak
    - Landskabsarkitekt: Vega Landskab
    - Areal: 17.500 m²
    - Kapacitet: 1.300 elever
    - Færdiggjort: 2025
    - Anlægssum: 633 mio. kr.



    Læs flere nyheder om Nordatlantisk byggeri 

     

    Del artikel

    Anbefalede artikler