Alsidige håndværkere er en mangelvare – særligt i de små virksomheder
I Qaqortoq skal en tømrer kunne lidt af det hele. Men for tømrermester Peter Geraae er det blevet sværere at finde medarbejdere med den brede erfaring, som de små virksomheder har brug for.
I 2008 startede Peter Geraae sin tømrervirksomhed i sin hjemby Nanortalik. Han flyttede med sin kone til Qaqortoq i 2014, hvor han arbejde i et år hos Permagreen, der er en af Grønlands største og ældste entreprenør- og byggevirksomheder, før han i slutningen af 2015 startede sin virksomhed op igen – denne gang i Qaqortoq.
I virksomheden laver de alle slags opgaver – fra tagrenoveringer og isolering til gulvarbejde og snedker opgaver. Som medarbejder hos Peter Geraae skal man derfor kunne meget forskelligt.
Selv med de udfordringer som det grønlandske klima kan skabe, laver Peter Geraae og hans medarbejdere stadig stort set alt.
– Vi laver alt – også om vinteren. Det afhænger selvfølgelig af, hvad vejret tillader, og vi vil som regel undgå udendørs opgaver om vinteren. Men når det er nødvendigt, så laver vi det, siger Peter Geraae.
Når opgaverne kræver alsidige tømrere, giver det også nogle udfordringer for Peter Geraaes virksomhed.
Mangel på faglærte folk skaber udfordringer
Ifølge Peter Geraae er en af de største udfordringer for hans virksomhed at finde dygtige tømrere eller håndværkere i det hele taget.
– Det kan man snart ikke finde mere. Små virksomheder som os, vi laver alt, så vi vil gerne have medarbejdere, der også kan lave alt inden for renovering, småprojekter og specialarbejde. Dem, der kommer fra store virksomheder og søger ind til mit firma, kan vi næsten ikke bruge optimalt, siger Peter Geraae og fortsætter:
– Det er fordi de ikke har erfaring med for eksempel små reparationer og tagpap. Dem, der har været i store virksomheder, laver måske næsten kun nybyggerier eller store opgaver. Og det bliver stort set ikke brugt her i byen.
Peter Geraae fortæller, at uddannelsen i Grønland både indbefatter tømrer- og snedker arbejde, og det giver derfor mulighed for, at man som lærling kan begge dele, når man er færdiguddannet.
Et anderledes samfund end Nuuk
Peter Geraae fortæller, at både opgaverne og arbejdsgangen er ganske anderledes i Qaqortoq sammenlignet med Nuuk.
– Vi er meget anderledes samfund end i Nuuk. I Nuuk kører alt meget hurtigt, og der bygges en masse hele tiden. Vi lever lidt mere fredeligt i yderdistrikterne, hvor udviklingen ikke er helt så hurtig, siger Peter Geraae.
Der er imidlertid kommet et lufthavnsprojekt til Qaqortoq, og Peter Geraae peger på, at det kan sætte gang i en udvikling i byen.
Peter Geraaes virksomhed er dog for nu blevet sat på pause. Han har fortalt sine medarbejdere, at de skal finde en ny arbejdsplads og vil i stedet fokusere på et andet arbejde, som han har drevet ved siden af.
Peter Geraae har en båd, en Targa 25.1, som kan transportere seks personer. Med den sejler Peter Geraae med både faste kunder og med offentlige institutioner, turister eller private personer til eksempelvis Uunartoq, hvor der er varme kilder, til kirkeruiner, på hvalsafari eller på gletsjerture.
Den forretning har Peter Geraae drevet i tre år indtil videre ved siden af sit tømrerfirma, men nu er det tid til, at den får al fokus.
– Jeg har besluttet mig for at være lidt alene i mit firma. Jeg er blevet lidt træt af at være arbejdsgiver. Men det kan være, at jeg starter op igen selv på et tidspunkt, afslutter Peter Geraae.

