<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Viebke-og-West

Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West

Malerfirma vinder rammeaftale med Høje-Taastrup Kommune

  • Byggeriets udvikling
  • Virksomhedsnyt
  • 2026-03-18
  • | Af Redaktionen

  • Viebke & West er i gang med en udvikling, hvor man samler flere håndværksfag under samme tag. Det gør det muligt at byde ind på en bredere opgaveportefølje, hvilket understreges af at virksomheden nu er blevet udvalgt som leverandør på Høje-Taastrup Kommunes nye rammeaftale om drift og vedligehold af deres ejendomme.

    Billede 1


    Den nye rammeaftale betyder, at Viebke & West får muligheden for at indgå i et løbende samarbejde om vedligehold og mindre byggeopgaver for Høje-Taastrup Kommune. Aftalen omfatter både maler- og murerarbejde og dækker en bred vifte af opgaver på tværs af kommunens bygninger. Og hos virksomheden selv sætter man stor pris på, at valget er faldet på netop dem, da kvalitet, fleksibilitet og dokumenteret erfaring har været afgørende i udvælgelsen.

    – Det er en aftale, vi er rigtig stolte af. Det kræver både faglighed og erfaring at blive valgt til den type opgaver, og det ser vi som en klar anerkendelse af det arbejde, vi leverer hver dag, udtaler Mattias Gudmundsson, kommerciel direktør i Viebke & West i en pressemeddelelse.

    Samarbejdet med kommunen træder i kraft i første kvartal 2026 og løber i første omgang frem til første kvartal 2028, hvor der er mulighed for forlængelse i op til to år.

    Tættere samarbejde over tid

    For Viebke & West er aftalen samtidig en mulighed for at styrke samarbejdet med en offentlig bygherre og bidrage til vedligeholdelsen af kommunens bygninger.

    – Den her type aftaler giver os mulighed for at arbejde tættere sammen med kunden over tid. Det skaber en bedre forståelse for opgaverne og gør det muligt at planlægge og levere med en høj og ensartet kvalitet, siger Mattias Gudmundsson.

    Han peger samtidig på, at netop kontinuitet er afgørende i den type opgaver.

    – Når man arbejder med drift og vedligehold, handler det ikke kun om at løse opgaven her og nu, men om at kende bygningerne, tænke langsigtet og hele tiden forbedre løsningerne. Det er dér, vi kan skabe reel værdi, siger han.

    Strategisk udvikling giver nye muligheder

    – Vi har de seneste år arbejdet målrettet med at udvikle vores forretning, så vi kan løse flere typer opgaver. Det betyder også, at vi i dag står stærkere i udbud som dette, siger Mattias Gudmundsson.

    Ifølge ham er det netop kombinationen af faglighed og struktur, der bliver stadig vigtigere i branchen.

    – For os er det ikke længere nok at være dygtige inden for ét enkelt fag. Kunderne forventer samarbejdspartnere, der kan tage ansvar, skabe overblik og sikre, at tingene hænger sammen, og det er den retning, vi har sat os efter, afslutter han.

     

    Anbefalede artikler