Lone Lohse. Fotos Brian Rasmussen, Danske Malermestre
Et malerfirma med flest kvinder, men ikke et bevidst valg
Malermester Lone Lohse blev rådet til ikke at satse på private boligejere, men det gik ret godt alligevel. Malerfaget er varierende og hun holder især af dialogen med kunderne og forstå, hvad de ønsker.
Som maler kan man med det samme se resultatet af ens arbejde. Det er en af de ting, som Lone Lohse godt kan lide ved faget. Som selvstændig malermester har hun dog efterhånden kun sjældent selv penslen i hånden, størstedelen af tid bliver brugt på kundemøder, tilbudsgivning og planlægning. Dialogen med kunderne, brænder hun for og det at kunne gøre en forskel for folk i deres omgivelser.
Det lå ellers ikke i kortene for Lone Lohse at blive malermester med et af de største malerfirmaer i Skive-Viborg-området. Hun kom ind i malerfaget lidt ved en tilfældighed, da hun som ung arbejdede for en kogekone og til en fest blev spurgt af en maler, om hun kendte en, som kunne male.
- Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt selv og startede med at arbejde hos ham – og blev så hængende i faget, fortæller Lone Lohse.
Selvom hun aldrig har taget lærlingevejen, har hun via praksiserfaring og ved hurtigt at tage ansvar og være nysgerrighed skabt sin karrierevej. Først som ansat i flere virksomheder, siden i egen virksomhed siden 2021.
- Jeg oplevede, at mange private kunder blev glemt i det store boligboom i 2021, hvor der var fuld fart på byggeriet og alle var ude på store opgaver. Jeg ville gerne gøre noget for de private og fik at vide, at det var helt fint, men jeg måtte selv stå for det. Flere rådede mig om, at det ikke kunne lade sig gøre at satse på private kunder. Men det kunne det altså.
Et velkendt ansigt giver en tryghed
I foråret 2021 satte Lone en annonce i avisen og blev interviewet af den lokale presse – og opgaverne tog hurtigt fart. Hendes navn var velkendt, og mange havde set kvaliteten i hendes arbejde, så kunderne kom til.- Jeg havde arbejdet med mange af de lokale entreprenører og leverandører, så jeg havde allerede et netværk og det gav en tryghed hos kunderne.
I dag har virksomheden 11 ansatte og en klar profil.
- Vi laver sjældent nybyggeri, men er stærkest på renoveringsopgaver og opgaver for private, hvor den tætte dialog og rådgivning er vigtigt, fortæller Lone Lohse.
Lige nu er firmaet i gang med flere opgaver, både på et nyt hus, en renovering og mens vi taler med Lone, er hun i gang med en dørkarm for en tredje kunde. Der er nok at lave. Malerbranchen består af mange mindre firmaer og Malerfirmaet Lone Lohse er et af de største i Skiveområdet, men Lone har ingen ambitioner om at vokse yderligere.
- Tolv mand er min grænse. Hvis vi bliver større, får jeg brug for en mellemleder, og det ønsker jeg ikke. Jeg vil stadig selv kunne overskue det hele og være tæt på mine medarbejdere og kunder.
- I dag har jeg ikke samme fysiske slid, som da jeg var svend. Men jeg drømmer da om at kunne trække mig tilbage i starten af 60’erne. Det kræver selvfølgelig, at jeg driver en sund forretning.
Kvinder i faget – og på holdet
Malerfirmaet skiller sig ud ved at have ni kvinder og to mænd i medarbejderstaben – uden det har været et bevidst valg for Lone Lohse:
- Det er bare blevet sådan. Mange af dem, der søger, er kvinder, for der kommer markant flere kvinder ind i faget – og det fungerer rigtig godt. Specielt ældre kunder lægger mærke til det og spørger efter kvindelige malere.
På baggrund af Dr-dokumentaren Bare en lortelærling, taler vi om udfordringer ved at være kvinde i et traditionelt fag, men det er ikke noget, Lone Lohse selv har oplevet.
- Ofte er jeg den eneste kvinde til byggemøder, men det ændrer ikke noget. Jeg bliver taget lige så seriøst som alle andre – og nogle gange mere. Det handler om at sige sin mening og være tydelig.
Lærlinge og ledelse med fokus på trivsel
Tre lærlinge er i gang i hendes virksomhed, herunder to voksenlærlinge.
- Lærlinge er en vigtig prioritet for os. Der bliver talt meget om mangel på arbejdskraft, men så må vi jo selv tage ansvar og uddanne nogle. Det er ikke kun mit ansvar – også svendene spiller en vigtig rolle i den daglige oplæring.
- En af vores lærlinge deltager i DM i Skills lige nu og det er jo ikke alle, som får den chance, så selvom man først lige tænker: Åh nej, nu får vi megatravlt. Så ville jeg da aldrig sige nej til hende. Det er jo også en cadeau til mig, føler jeg.
Lone gør en dyd ud af at skabe et trygt og inkluderende arbejdsmiljø, særligt for de unge i faget.
- Man skal kende tonen på en byggeplads, og den kan godt være lidt hård, hvis der går mange håndværkere og der er travlt. Men det skal man sørge for at tale åbent om fra start med de unge. Hos os går de unge altid sammen med nogen, de kender, det hjælper også på det. Men man skal aldrig finde sig i noget, der går over grænsen.
Hun nævner en konkret hændelse, hvor en kunde blev for nærgående over for en lærling.
- Der måtte jeg køre ud til kunden og sige, at han ikke skulle være der, når vi var derude. Her er det mit ansvar at beskytte mine medarbejdere, og det ansvar mener jeg, at man skal tage alvorligt. Jeg ville da heller aldrig holde fast i en svend, der ikke opfører sig ordentligt overfor en lærling.
Unge og nye tilgange
Lone Lohse oplever forskelle i arbejdet sammen med de unge i dag.
- De stiller mange flere spørgsmål til opgaverne, end vi gjorde, da vi var unge. Men det er godt og kræver også, at vi som mestre og svende følger med og tilpasser os.
En anden forskel er, at de unge er vokset op med telefoner og information ved hånden – og det kan til gengæld nogle gange ud gå over det sociale samvær på pladsen.
- Jeg siger tit til dem, lad nu mobilen ligge i pausen og tag airpods’ene ud. Det er ok at have dem i, når I går alene. Men når I er flere, så snak sammen i stedet for.
Alligevel er hun ikke bekymret for fagets fremtid.
- Der er rigtig mange dygtige unge, og hvis vi hjælper dem godt i gang og stiller tydelige krav, så tror jeg, vi får stærke håndværkere ud af det, slutter Lone Lohse.