<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
topbillede

Loxam: Kvinder er løsningen

  • Byggeriets udvikling
  • Uddannelse og Rekruttering
  • Arbejdsmiljø
  • 2023-11-13
  • | Af Frank Ulstrup
  • Kan kvinder være løsningen på arbejdskraftmanglen i byggeriet? Ja, lyder det rungende svar fra Loxam Danmark, der de seneste år har arbejdet med at åbne sig selv og resten af byggebranchen for den kvindelige del af arbejdsstyrken.

    Ida


    Når materieludlejeren Loxam Danmark de seneste år har kæmpet med næb og kløer for at rekruttere flere kvinder, handler det ikke kun om ideologi. Og det handler heller ikke om at være hellig.

    Det har derimod været en tvingende nødvendighed i en situation med akut mangel på arbejdskraft.

    At der så har været store fordele ved at få flere kvinder ind i en mandsdomineret verden, har bare været en positiv overraskelse for store dele af organisationen.

    Nogenlunde sådan lyder forklaringen, når man beder Director of People, Culture & Safety i Loxam Danmark, Ulrika Kyster Hvelplund, forklare, hvorfor kvinder, og i bredere forstand diversitet, har stået øverst på virksomhedens dagsorden siden 2019.



    Løftede blikket

    Dengang befandt virksomheden sig i en krisesituation, hvor man havde ekstremt svært ved at rekruttere arbejdskraft til sine 28 udlejningsafdelinger i Danmark.

    Man stod med ryggen mod muren, og var nødt til at gøre noget radikalt anderledes, siger Hvelplund:

    - Der var jo ingen udsigt til, at det ville blive bedre, hvis vi bare fortsatte med at gøre, som vi plejede. Derfor var det oplagt at løfte blikket og gøre vores virksomhed mere attraktiv for kvinder. Kunne vi lykkes med det, ville vores rekrutteringsfelt jo i teorien blive dobbelt så stort, lyder rationalet.


    Rekordhøj medarbejdertilfredshed

    I dag er situationen så den, at hver syvende af de 280 Loxam-ansatte i Danmark er kvinde. Det er en hel del flere end for bare tre år siden, og det er en hel del flere end i byggebranchen generelt. Dertil kommer, at virksomheden har modtaget Dansk Byggeris ”Diversitetspris”.

    Men den allerstørste overraskelse kom, da Loxam gennemførte sin årlige medarbejdertilfredsheds-undersøgelse i 2023:

    - Det var en meget positiv oplevelse, smiler Ulrika Kyster Hvelplund.

    - Det viste sig, at tilfredsheden var steget fra 48- til hele 83 procent, hvilket jo er vild udvikling, siger hun og nuancerer billedet:

    - Hvis vi skal være helt ærlige, kan den generelle stigning nok ikke kun tilskrives de kvindelige kolleger. Den skal formentlig ses i sammenhæng med de mange andre forandringer, vi har lavet for at gøre Loxam mere rummelig på alle leder og kanter. Trods det, kan vi altså meget tydeligt se, at arbejdsmiljøet bliver betragteligt bedre i de afdelinger, der har ansat kvinder.

    Alle sammen på diversitet dagenOverrækkelse af Dansk Byggeris ”Diversitetspris”. Det er Ulrika Kyster Hvelplund med blomsterne og CEO, Carsten Hoeck, yderst til højre.



    Et rundere sprog

    Men resultaterne har også krævet en benhård indsats:

    - Vi har bl.a. arbejdet med at fremhæve og synliggøre de kvinder, vi allerede havde ansat, og vi har arbejdet med sproget i vores jobannoncer og kommunikation både eksternt og internt. Konkret har vi gjort det mere inkluderende og mindre karriere- og konkurrencebetonet.

    - Generelt har vi forsøgt at skabe et arbejdsmiljø med en meget større psykologisk tryghed. Et miljø, der er mere rummeligt, og hvor der er plads til at begå fejl, siger hun og nævner, at man også stillede nye krav til de rekrutteringsvirksomheder, som Loxam samarbejder med: Når de præsenterede et antal kandidater til en given stilling, skulle der være kvinder iblandt.


    Nyt blod til branchen

    Men spørger man Ulrika Kyster Hvelplund og resten af den internationale Loxam-koncern er man ikke et sekund i tvivl om, at resultaterne har været indsatsen værd:

    - I en situation med ekstrem mangel på arbejdskraft er det jo direkte vanvittigt kun at fokusere på den ene halvdel af arbejdsstyrken. Det er det vanvid, vi i al beskedenhed har gjort op med, og som billedligt talt har tilført nyt blod til branchen.

    - Når det er sagt, så ved vi godt, at det kun er de indledende øvelser, vi har lavet. Bygge- og anlægsbranchen har været mandsdomineret og præget af maskuline værdier siden tidernes morgen, og den slags tager tid at ændre på.

    Trods det er man stensikker på, at det er den rigtige vej – og formentlig også den eneste vej – at gå:

    - Der er jo simpelthen for få unge, der kommer ind i branchen, og i længden er det heller ikke bæredygtigt, at vi som virksomheder fortsætter med at stjæle medarbejdere fra hinanden. Så vi er overbeviste om, at andre også vil komme til at åbne deres virksomheder op, hvis de vil overleve og fortsat være konkurrencedygtige, lyder det.


    Anbefalede artikler