Lars Mynderup 1

Lars Mynderup er ny adm. direktør i Palsgaard Spær

  • Byggeriets udvikling
  • Træ
  • Virksomhedsnyt
  • 2026-01-25
  • | Af Redaktionen

  • Palsgaard Spær har ansat Lars Mynderup som ny administrerende direktør efter, at Tobias Smith er trådt tilbage af helbredsmæssige årsager. Mynderup tiltrådte 2. februar.

    Palsgaard Spær har pr. 2. februar ansat Lars Mynderup som ny administrerende direktør. Han overtager ledelsen af virksomheden, der er en del af Nordic Wood Industries, og får ansvaret for at videreføre den udvikling, som allerede er sat i gang.

    Ansættelsen sker, efter at virksomhedens hidtidige administrerende direktør, Tobias Smith, har valgt at træde tilbage af helbredsmæssige årsager. Beslutningen er truffet efter dialog med bestyrelsen.

    - Tobias har været ansat i Palsgaard Spær siden 1998, og vi har – ligesom Tobias selv – haft et stort håb om, at han kunne vende tilbage. Men helbredet gør det desværre ikke muligt. Vi skylder Tobias en stor tak for hans mangeårige indsats og det markante aftryk, han har sat på virksomheden, udtaler Holger C. Hansen, koncernadministrerende direktør i Nordic Wood Industries og medejer af Palsgaard Spær i en pressemeddelelse.

    - Han overlader en økonomisk sund og solid virksomhed med et stort vækstpotentiale.


    Erfaring fra industri og ejerledede virksomheder
    Lars Mynderup er 46 år og uddannet cand.merc. i organisation og strategi fra Aalborg Universitet. Han har mere end 20 års ledelseserfaring fra både IT- og industrivirksomheder og kommer senest fra en stilling som Group CEO i Beritech.

    Her har han arbejdet med organisationsudvikling, strategi og ledelse i en ejerledet virksomhed i vækst – kompetencer, som nu skal bringes i spil i Palsgaard Spær.

    Fokus på kontinuitet og stabil udvikling
    Ifølge Lars Mynderup er målet ikke at ændre kurs, men at bygge videre på det eksisterende fundament.

    - For mig handler det om kontinuitet og en stabil videre udvikling. Palsgaard Spær er en veldrevet virksomhed med dygtige medarbejdere i en branche, hvor træ spiller en stadig større rolle i retning af mere bæredygtigt byggeri, siger han.

    Med ansættelsen af Lars Mynderup fortsætter Palsgaard Spær udviklingen med udgangspunkt i den strategiske retning, der allerede er fastlagt.

    Anbefalede artikler