Koncern ruster medarbejdere til at forstå klimaforandringer
Over 160.000 ansatte hos byggematerialeleverandøren Saint-Gobain deltager i workshops om klima og global opvarmning for at inspirere medarbejderne til ideer for at nedsætte CO2-aftrykket i produktionen og i hverdagen.
Marit Petersen, Marketing Communication Manager i Saint-Gobain Denmark
Saint-Gobain, der er storproducent af materialer til byggeindustrien, har sat sig for, at mindst 80 % af koncernens 160.000 ansatte verden over skal gennemføre en tre timers klimaworkshop fra organisationen Climate Fresk. Initiativet omfatter også de danske selskaber Isover, Gyproc og Weber, hvor medarbejdere fra alle led – fra produktion til ledelse – har deltaget.
Workshoppens formål er at formidle klimavidenskab på en lettilgængelig måde, med udgangspunkt i data fra FN’s klimapanel. Visualiseringer, kortspil og diskussionsøvelser bruges til at skabe forståelse for, hvordan menneskelig aktivitet påvirker klimaet – og hvad den enkelte kan gøre.
- Formålet med klimaworkshoppen er at give alle medarbejdere et letforståeligt overblik over klimaforandringernes årsager og konsekvenser, og inspiration til hvad både virksomheder og enkeltpersoner kan gøre for at vende udviklingen. Climate Fresk bygger på pålidelige data fra FNs klimapanel og omformulerer derefter, så alle kan forstå det - både som medarbejder og privatperson, fortæller Marit Petersen, Marketing Communication Manager i Saint-Gobain Denmark i en pressemeddelelse.
Viden skaber handling på flere niveauer
Ifølge hende var især grafikken over temperaturudviklingen de seneste 100 år en øjenåbner for mange deltagere:
- Det var virkeligt en øjenåbner, og efter Climate Fresk workshoppen er ingen i tvivl om, at de høje og hurtige temperaturstigninger er menneskeskabte, og at vi alle kan gøre en forskel, fortæller Marit.
Efter hver workshop opfordres medarbejderne til at komme med idéer til at reducere CO₂-aftrykket i deres hverdag – både i arbejdslivet og privat. Heraf er kommet forslag, som eksempelvis at erstatte engangspaller i produktionen. Disse forslag vil blive samlet og præsenteret for ledelsen ved årets udgang.
Saint-Gobain arbejder samtidig målrettet med produktudvikling og procesforbedringer i produktionen for at nedbringe det samlede klimaaftryk, med ambition om nettonuludledning senest i 2050.
Klimaindsats rækker ud over arbejdstiden
Workshoppen lægger vægt på, at klimahandling ikke stopper, når arbejdsdagen slutter.
- Vi er, også når vi stempler ud fra jobbet, nødt til at have en forståelse for, at det har en klimamæssig effekt, hvilke transportformer vi bruger, og når vi for eksempel køber nyt tøj, forklarer Marit.
Selv efter kursets afslutning fortsætter flere deltagere med at engagere sig – både internt og i civilsamfundet. Som certificeret Climate Fresk-facilitator kan Marit Petersen, der arbejder hos Isover i Vamdrup, nu afholde workshops i eksempelvis skoler og foreninger.
- Det vil give rigtigt god mening for mig at give viden videre på workshops i for eksempel foreninger eller på skoler, der har lyst til at stable et Climate Fresk-kursus på benene. På den måde kan vi sprede budskabet som ringe i vandet, slutter Marit Petersen.
Om Climate Fresk
Climate Fresk er en non-profit organisation stiftet i 2018 af den franske ingeniør Cédric Ringenbach. Målet er at udbrede forståelsen af klimaforandringer gennem vidensbaserede workshops. Formatet bygger på FN’s klimapanel (IPCC) og er i dag anvendt af både virksomheder, skoler og kommuner globalt.