<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Lufthavnsterminal i Ilulissat

Sådan kommer den nye lufthavn i Ilulissat til at tage sig ud fra luften. Fra næste år kan turister flyve direkte fra hjemlandet til den smukke natur omkring Ilulissat.

Internationale flyforbindelser til Nuuk og Ilulissat kan skabe ny vækst i Grønland

  • Byggeprojekter
  • Byggeriets udvikling
  • Nordatlantisk Byggeri
  • 2024-04-09
  • | Af Morten Bøcker
  • | Fotos: Kalaallit Airports

    I løbet af året er lufthavnen i Nuuk klar til at modtage store fly. Ilulissat følger efter næste år. Det bliver startskuddet på en ny æra, hvor Grønland rykker tættere på omverdenen, og hvor bygge- og anlægsbranchen også kan stå over for store muligheder.

    Jens Lauridsen- Vi oplever stor interesse fra flyselskaberne – men også en bekymring for kapaciteten på hoteller med mere, siger Jens Lauridsen.


    Den er 2200 meter lang og ligner nærmest en hvilken som helst landingsbane på kloden. Men netop denne bane i Nuuk og en tilsvarende i Ilullisat har potentiale til langt mere end blot starter og landinger. Banerne gør også Grønland langt mere tilgængelig, fordi fly fra hele verden snart kan lande direkte på destinationerne - uden besværlige og fordyrende mellemlandinger.

    Men hvad kommer der reelt til at ske, fra den første Airbus 330neo fra Air Greenland med plads til 300 passagerer sætter hjulene på banen i Nuuk efter planen den 28. november i år?

    - Lufttrafikken har været begrænset, fordi de fleste internationale passagerer lander i lufthavnen i Kangerlussuaq og derfra skal videre i propelfly med plads til 37. Nu får vi næsten ubegrænset kapacitet, og det vil først og fremmest give grundlag for en større og robust turismesektor, siger Jens Lauridsen, CEO i Kalaallit Airports.

    Prisen for at komme til Grønland vil formentlig også falde, når der konkurreres på den rene billetpris uden omstigning. I dag koster en returbillet fra København til Grønland cirka 8.000 kr. i en tilfældigt valgt uge.

    Den udvidede lufthavn i Nuuk får kapacitet til 800 passagerer i timen fordelt på 400 ankommende og 400 afgående passagerer.

     

    Betyder det, at vi kommer til at se et boom i turismen?

    - Vi er meget bevidste om at passe på det, folk kommer til Grønland for at se. Vi skal have en bæredygtig udvikling og vækst, hvor samfundet kan følge med. Vi skal kunne leve af og med turismen, siger Jens Lauridsen.

    - I øjeblikket taler vi med flyselskaberne om, hvordan de nye muligheder passer ind i deres forretning. Vi oplever stor interesse – men også en bekymring for kapaciteten på hoteller med mere, siger Jens Lauridsen.

     

    Store muligheder for turismen – og byggeriet

    Der er dog ingen tvivl om, at der vil komme en vækst i antallet af passagerer fra dag et, og at den vil animere turistindustrien til at skrue op for investeringerne. Så hvor anlæg og byggeri af de nye lufthavne har opslugt store mængder arbejdskraft i en længere periode, kan væksten i turismen og opførelse af flere hoteller tage over.

    Jens Lauridsen fortæller, at der allerede er udlagt områder til hotelbyggeri i Nuuk og Ilulissat, og at Hotel Arctic, der ejes af Air Greenland, er i færd med at projektere et hotel i Ilullisat med 164 dobbeltværelser.

    Turismen kan også blive katalysator til mere boligbyggeri. Der er nemlig ingen arbejdsløse i Grønland, så der er behov for at få arbejdskraft tilført udefra.

    - Og de nye medarbejdere skal have et sted at bo, hvilket stiller krav om at sætte mere i gang. For i øjeblikket er de boliger, der opføres, udlejet, inden de er bygget, siger Jens Lauridsen.

    Der kan også blive behov for flere daginstitutioner, dagligvarebutikker med mere.

    Læs også:

    Infrastruktur er en gamechanger for Grønlands turisme


    Landingsbanen i NuukDe nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq er samlet set det største civile projekt i Grønlands historie. Lufthavnen i Nuuk er klar til at modtage det første store Airbus fly i november i år.

     

    Havnen i Nuuk undersøger udvidelse

    Den nye lufthavn og dens 2200 meter landingsbane sætter også gang i overvejelserne om en udvidelse af havnen i Nuuk.

    - Krydstogtselskaberne får nu mulighed for at modtage deres gæster via vores lufthavn, og det giver flere fordele, forklarer Jens Lauridsen.

    De store skibe kan lægge til kaj i dybvandshavnen i Nuuk og dermed spare sejltid fra for eksempel Reykjavik. Det kunne godt give anledning til nogle mere attraktive produkter fra krydstogtselskaberne, siger Jens Lauridsen.

    I dag er der også krydstogtskibe, der samler passagerer op i Kangerlussuaq. Men der er generelt store logistikmæssige fordele forbundet med at lægge til kaj i Nuuk.

     

    Eksport af fersk fisk står formentlig over for et boom

    Grønlandsk fisk er i høj kurs, og med mulighed for at lande store fragtfly ganske tæt ved havnene i både Nuuk og Ilulissat, kan eksporten af fersk fisk stå over for et stort vækstpotentiale, som igen kan smitte af på andre brancher.

    Eksport af i øjeblikket frossen fisk er en af Grønlands betydeligste indtægtskilder.

    Nu kan en øget eksport af også fersk fisk sammen med turismen og måske mere minedrift gøre Grønland mindre afhængig af tilskud og føre til en langt mere robust økonomi.

    Og netop opnåelse af disse mål var da også årsagen til, at lufthavnsbyggerierne blev besluttet.

    Nu åbner investeringerne store muligheder, som venter på at blive grebet og omsat til ny forretning og vækst i Grønland.

    Fakta om Kalaallit Airports

    De to internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat ejes af Kalaallit Airports International A/S. Det grønlandske selvstyre ejer to tredjedele af selskabet, og den danske stat en tredjedel.

    Det grønlandske selvstyre ejer 100% af Kalaallit Airports Domestic A/S, som er i gang med at opføre en ny regional lufthavn i Qaqortoq i Sydøstgrønland.

    Lufthaven i Nuuk bliver færdig ultimo 2024, mens lufthavnen i Ilulissat kan modtage sine første internationale fly direkte i 2025.

    Lufthavnen i Qaqortoq er klar i 2026.

    Det samlede anlægsbudget for de tre lufthavne er fem milliarder kroner.



    Anbefalede artikler