<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
1

Skanderborg Fælled. Fotograf: Ole Nissen

Hvidt møder grønt på Skanderborg Fælled

  • Landskab
  • Byggeriets udvikling
  • Byggeprojekter
  • 2017-05-17
  • | Af Rune H Jensen

    Et nyt byområde skyder op i det nordlige Skanderborg, og byggeriet af det nyligt indviede multihus Skanderborg Fælled understreger indsatsen for at rykke byen med ud i det naturskønne område.

    ”Fælled” er et gammel ord for ”fælles”. Og hensigten bag Skanderborg Fælled er netop at skabe et moderne fællesskab for borgere, medarbejdere og øvrige brugere i alle døgnets vågne timer. Schmidt Hammer Lassen Architects står bag arkitekturen, der skal indfri visionerne for nybyggeriet og danne en moderne ramme for over 650 arbejdspladser samt sport, koncerter og andre kulturelle begivenheder:

     

    - Ønsket fra bygherren Skanderborg Kommunes side var at skabe et stort fritidsområde, der kombinerer rådhus, politistation og idrætsfaciliteter. Det sidste sker med en stor dobbelthal, der kan rumme 2.000 tilskuere til sport og ca. 4.000 på gulvet til koncerter og andre events. Samtidig ligger bygningen i et kuperet naturområde og ser allerede rigtig flot ud i omgivelserne, fortæller John Lassen, medstifter og partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects.

     

    Enkelhed, beton og natur

    Han forklarer, at der til den arkitektoniske udformning af Skanderborg Fælled er valgt et rent og enkelt udtryk, der samtidig har referencer til natur og bæredygtighed med bl.a. grønne tage og eget regnvandsbassin:

     

    - Udvendigt har vi holdt os til ét materiale: Hvid beton i tre store kuber, og det hvide kontrasteres visuelt af farver, malede blade og bånd af vedbend som naturlig pynt, der allerede nu er synligt og som organisk afspejler de grønne omgivelser. Jeg er glad for, at vi har holdt os til ét materiale, for det giver et rent og homogent udtryk, siger John Lassen.

     

    - Indvendigt udfolder liv og aktivitet sig især i de to nederste etager, hvor der er publikumsadgang og politi, mens bygningen opad fortrinsvis er indrettet til kontorer og administration. I forhold til materialiteten går modtagelsesområdet, aulaen, gennem bygningen og giver gennemsyn hele vejen på langs af den ene side af hallen. Der er fokus på aktivitet og liv – og f.eks. ikke så mange elevatorer, fordi det er meningen, at folk skal bevæge sig. Der er en lang dobbeltglasvæg fra ankomstområdet til hallen, og i byrådssalen er der desuden f.eks. mørke træpaneler som kontrast til det lyse udtryk. Generelt har vi haft fokus på et rent udtryk og at bruge pengene dér, hvor det er relevant, og hvor folk faktisk kommer.

     

     

    Foyer. Fotograf: Søren Larsen

     

    En fremtidig tendens

    Man kunne indvende, at den relativt decentrale placering knap tre km fra centrum kunne stå i modsætning til ønsket om Skanderborg Fælled som et naturligt samlingssted for byen. Men set gennem fremtidsbrillerne bør placeringen ikke udgøre et problem ifølge John Lassen, der tværtimod ser store muligheder i området:

     

    - Skanderborg Fælled ligger tæt på motorvejen, så der er allerede nu relativt hurtig og let adgang. Og samtidig er der udbygningsplaner i området, så en ny bydel er snart på vej, der rykker byen ud i et nyt og naturskønt område, hvor der er store udbygningsmuligheder.

     

    - Jeg tror også, at der bliver langt flere af denne slags byggerier fremover. Man kommer til at se rådhusbyggerier, hvor man kombinerer tingene. I dette tilfælde er det idræt, men man kunne også hente andre områder ind. Det gør nemlig, at huset er så aktivt og levende hele tiden. Og der har da også allerede været udenlandske interessenter for at se nærmere på Skanderborg Fælled, fortæller John Lassen.

     

    Et af de bedste projektforløb

    Som medstifter af Schmidt Hammer Lassen Architects tilbage i 1986 har John Lassen været med til at udvikle og tegne talrige danske og internationale byggerier over de seneste 30 år. Alligevel springer Skanderborg Fælled i øjnene som et af de mest vellykkede forløb:

     

    - Jeg har været med til rigtig mange projekter gennem årene. Det her er et af de bedste, jeg har deltaget i. Det er gået hurtigt og effektivt, der har været et godt samarbejde mellem alle parterne, og det et blevet et rigtig rart og venligt hus at træde ind i. Det hele er gået op i en højere enhed, slutter John Lassen.

     

     
    Anbefalede artikler