
Fleksibel levering sparer CO2 – og flere vælger det
Som led i Materialepladsens første ESG-rapport har man indført muligheden for, at kunderne frivilligt kan vælge levering inden for tre dage. Det reducerer CO2-udledningen – og 30 % af kunderne vælger den mere bæredygtige løsning.

Dag-til-dag-levering er fortsat en vigtig service hos Materialepladsen, men ikke alle kunder kræver hasteløsninger. En ny valgmulighed har gjort det muligt at reducere antallet af kørsler og dermed CO2-udledningen – uden at gå på kompromis med kundetilfredsheden.
- Dag til dag-levering har altid været et stærkt salgsargument, men det udfordrer planlægningen af en mere grøn logistik. Vi opdagede, at det vigtigste for kunderne er, at vi kan levere hurtigt – ikke nødvendigvis, at vi gør det hver gang, fortæller direktør Allan Johansen i en pressemeddelelse.
Virksomheden har afdelinger i Ringsted, Slagelse, Næstved, Roskilde og Helsinge, og leverer grus, flis, muld og lignende materialer til hele Sjælland.
30 % vælger levering med lavere klimaaftryk
Materialepladsen har i forbindelse med sin første ESG-rapport indført en frivillig ordning, hvor kunderne kan vælge levering inden for tre dage. Det har haft en tydelig effekt.
- Omtrent 30 % vælger fleksibel levering. Det har givet os mulighed for at omlægge 12 procent af kørslerne, så de passer bedre logistisk. Det betyder færre kilometer og dermed lavere CO2-udledning, siger Allan Johansen.
Samtidig arbejder virksomheden løbende på at optimere logistikken ved at kombinere leverancer og reducere tomkørsel.
Mere service til erhvervskunderne
Materialepladsen oplever stigende aktivitet fra erhvervskunder – og har derfor investeret i større læssemaskiner, der giver hurtigere og mere effektiv selvbetjening. Maskinerne er allerede i drift i Roskilde og Ringsted, og Næstved står næst for.
- Vores tre største erhvervspladser skal have store læssemaskiner forbeholdt erhverv. Jo hurtigere de kan betjene sig selv, jo mere effektivt bliver det. Det gør en forskel for travle fagfolk, siger Allan Johansen.
Han peger også på, at muligheden for at købe præcise mængder materialer er med til at minimere spild – både økonomisk og miljømæssigt.
- Det betyder måske ikke så meget for Fru Hansen at købe lidt for meget plantemuld, men for en anlægsgartner kan spild have både økonomiske og bæredygtige konsekvenser.

Om Materialepladsen A/S
- Grundlagt i 2014
- Afdelinger i Helsinge, Roskilde, Ringsted, Næstved og Vordingborg
- Døgnåbne pladser for både private og erhverv
- Leverer dag-til-dag til hele Sjælland og brofaste øer (undtagen Fyn)
- Se mere på dk