
Materialepladsen udskifter spagnum med pilekompost på alle deres pladser.
Dropper klimabelastende råmateriale som produkt
Spagnum fjernes fra alle pladser hos Materialepladsen til fordel for pilekompost med lavere klimaaftryk.
Beslutningen om at udskifte spagnum med pilekompost er et initiativ fra Materialepladsen, der mener, at det er en bedre løsning og kan være med til at gøre en forskel i CO2-regnskabet.
Materialepladsens nye produkt pilekompost skal erstatte spagnum på virksomhedens fem pladser.
- Vi har set en mulighed for at udfase et produkt, der er meget CO2-belastende og ødelæggende for biodiversiteten, der hvor det udvindes. Med pilekompost kan vi erstatte spagnum med et bedre produkt. Vi vil gerne gå forrest og fjerne spagnum, selvom det stadig er lovligt, trods de mange miljømæssige problemer i det, fortæller Allan Johansen, direktør for Materialepladsen, i en pressemeddelelse.
Beslutningen sker på baggrund af den miljøpåvirkning, der følger med udvindingen af spagnum, som typisk hentes fra højmoser – en naturtype, der både er sjælden og sårbar.
Spagnums miljøregning
Spagnum anvendes i stort omfang af danske haveejere og gartnere – omkring 400.000 m3 om året, hvoraf 2/3 bruges af private. Men materialet udgør en væsentlig klimabelastning, når det graves op. Det frigiver betydelige mængder CO₂ og forstyrrer økosystemerne i højmoserne, fortæller Anders Juel, biolog og naturrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.– Overordnet kan det ikke lade sig gøre at lave spagnum bæredygtigt. Det handler både om, at man ødelægger naturområderne for at få det fri, og at det frigiver CO2 i den proces samt i anvendelsen. Højmoserne, som spagnum udvindes fra, er en utroligt sjælden naturtype, og vi har ikke mange tilbage af dem i Danmark, uddyber Anders Juel.
Pilekompost har et CO2-aftryk, der er 93 procent lavere end spagnum.
Ny leverandør og fokus på pilekompost
Som alternativ tilbyder Materialepladsen nu økologisk pilekompost fra Ny Vraa, en landbrugsvirksomhed i Nordjylland. Pilekomposten er dyrket og forarbejdet i Danmark og har ifølge Materialepladsen bedre dyrkningsegenskaber og et markant lavere klimaaftryk, fortæller Anders Juel:
– Vi har et glimrende alternativ til spagnum i form af pilekomposten, som udleder langt mindre CO2 og faktisk har bedre egenskaber til dyrkning. Vores valg om at fjerne spagnum, skal gøre det nemmere for forbrugerne, fordi vi simpelthen tager stilling for dem. Vi gør det ud af et grønt hjerte, for rent økonomisk kan spagnum være en bedre forretning. Men vi mener, at det burde forbydes, og tror på, at det også bliver forbudt i Danmark.
Læs også:
Pionerprojektet ’Ressourcerne mellem husene’ vil forandre måden, vi recirkulerer råstoffer
Internationale forbud kan varsle dansk udvikling
Flere lande har allerede indført restriktioner mod spagnum. I England blev salg af spagnumprodukter til private forbudt fra 1. januar 2024, og et lignende tiltag er under overvejelse i Norge. I Danmark er der endnu ikke varslet nationale tiltag, men hos Danmarks Naturfredningsforening ser man gerne, at forbruget reguleres på EU-niveau.
– Spørgsmålet er globalt. Selvom vi reducerer den danske udvinding, må vi ikke kompensere ved at importere mere. Der er behov for en fælles europæisk indsats, slutter Anders Juel.
Kort om pilekompost
Pilekompost er en blanding af pileflis og græs-og kløverblanding og tilfører et aktivt mikroliv, så planter bliver modstandsdygtige. Pilekomposten indeholder et naturligt højt humusindhold, som holder på fugten og giver struktur og ilt i jorden.
Læs mere og få sået et frø til ideer om naturbaserede landskabsløsninger