ff09e455-18b9-4162-99fd-fa2ed982b92f

Hver sjette dansker hyrer ikke-autoriserede til el og VVS

  • Materialer og Løsninger
  • Byggepladsen
  • VVS
  • Sikkerhed
  • Energi og Energioptimering
  • 2025-09-30
  • | Af Redaktionen
  • Ny undersøgelse fra TEKNIQ og Gjensidige viser, at mange danskere overlader autorisationskrævende opgaver til ufaglærte – med store risici til følge.

    En ny YouGov-undersøgelse, gennemført for TEKNIQ Arbejdsgiverne og forsikringsselskabet Gjensidige, viser, at 17 % af danskerne har fået udført arbejde i hjemmet, som krævede autorisation, af en ikke-autoriseret person. Og det er kun halvdelen, som kender, hvilke typer af håndværkeropgaver der rent faktisk kræver autorisation.

    Risiko for både sikkerhed og økonomi

    – Autorisation er ikke bare en formalitet. Det er en garanti for, at arbejdet udføres korrekt og sikkert. Når danskere overlader el- eller VVS-arbejde til folk uden de rette kvalifikationer, risikerer de både skader på hjemmet og sætter sikkerheden i fare, siger Nicolai Siegumfeldt, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, i en pressemeddelelse.

    Hos Gjensidige understreger skadedirektør Lene Rasmussen, at autorisationen er kundens sikkerhed:

    – Arbejde med elinstallationer, vand og gas kræver autorisation af gode grunde. Hvis noget går galt, kan konsekvenserne blive alvorlige. Derfor bør man altid tjekke, om håndværkeren har de nødvendige kvalifikationer og autorisationer, inden arbejdet går i gang.

     

    Lovpligtigt at bruge autoriserede fagfolk

    Autorisation er et lovkrav for visse typer opgaver inden for el, VVS og gas, netop fordi arbejdet indebærer væsentlige sikkerhedsrisici. Hos Sikkerhedsstyrelsen kan man som kunde tjekke, om en virksomhed eller faglært har den nødvendige autorisation.

    Fakta om undersøgelsen

    Undersøgelsen er gennemført af YouGov blandt 1.009 danskere i 2025.

    På spørgsmålet om man har fået hjælp af en ikke-autoriseret håndværker til autorisationskrævende arbejde i boligen (f.eks. el, VVS eller andet), er svarfordelingen:

    Ja: 17 %

    Nej: 79 %

    Ved ikke: 4 %


    Læs mere om kvalitet og sikkerhed i løsningerne

    Anbefalede artikler