<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
eltel_hero

Om få dage åbner EL & TEKNIK 2026 i Odense

  • Byggeriets udvikling
  • Materialer og Løsninger
  • Energi og Energioptimering
  • Målbar bæredygtighed
  • 2026-05-01
  • | Af Redaktionen

  • EL & TEKNIK 2026 finder sted på et tidspunkt, hvor energidagsordenen fylder markant i byggeriet, industrien og forsyningssektoren. Elektrificeringen tager fart, mens elnettet flere steder er under pres.

    Den 5.-7. maj bliver Odense samlingspunkt for mere end 160 udstillere og omkring 10.000 fagfolk, der mødes for at dele viden, præsentere løsninger og drøfte, hvordan Danmark kan realisere ambitionerne om et mere elektrisk og energieffektivt samfund.

    – EL & TEKNIK er hele branchens mødested. Det er her, du hvert andet år kan møde dine kunder, leverandører og samarbejdspartnere, styrke dit netværk og opleve de nyeste produkter og trends. Samtidig er der rig mulighed for at få ny viden med hjem på en både nem og effektiv måde, udtaler Lennart Østergaard, direktør i VELTEK i en pressemeddelelse.

    Elektrificering stiller nye krav til branchen

    Lige nu tager elektrificeringen fart, mens elnettet flere steder er under pres. Det øger behovet for ny teknologi, tættere samarbejde og stærkere kompetencer på tværs af værdikæden.

    – EL & TEKNIK har aldrig været mere relevant end netop nu. Vi står midt i en historisk transformation af energisystemet. Det stiller krav til hele den grønne energisektor, og derfor er det afgørende, at vi har et sted, hvor vi kan mødes og finde løsningerne sammen, siger Sebastian Horst, event- og kursuschef i Green Power Denmark.

    Den store interesse for årets messe afspejler ifølge arrangørerne en branche i udvikling. Udstillerne har efterspurgt større stande, ventelisten er længere end tidligere, og allerede tidligt på året kunne arrangørerne melde alt udsolgt på messegulvet.

    – Interessen for messen i 2026 har været tårnhøj. Det understreger, hvor stort behovet er for at mødes om de løsninger, der skal bringe os videre mod et mere elektrisk og energieffektivt Danmark, siger Sebastian Horst.

    Messen udvikles med mere fagligt indhold

    Bag væksten i EL & TEKNIK 2026 ligger et målrettet arbejde med at udvikle messen og styrke udbyttet for både udstillere og besøgende. I år er der blandt andet sat ekstra fokus på Arenaen, hvor de faglige scener og aktiviteter er videreudviklet for at skabe mere aktivitet og relevans under messen.

    Samtidig er studiedagen blevet udbygget med nye initiativer og et øget fokus på at tiltrække fremtidens arbejdskraft. I år forventes op mod 1.000 studerende at besøge messen. Det omfatter også maskinmesterstuderende, som deltager i et særligt tilrettelagt program.

    – Vi har arbejdet målrettet med at udvikle messen og skabe endnu mere værdi for både udstillere og besøgende. Det gælder både det faglige indhold, rammerne for netværk og vores indsats for at tiltrække fremtidens arbejdskraft til branchen, siger Lennart Østergaard.

    Hele værdikæden mødes om løsninger

    På EL & TEKNIK mødes aktører fra hele værdikæden – fra energiselskaber og producenter til installatører, rådgivere og teknologivirksomheder. Det giver de besøgende et samlet overblik over, hvordan løsningerne hænger sammen på tværs af elbranchen og den grønne energisektor.

    Besøgende kan blandt andet orientere sig i nye teknologier inden for batteriløsninger, intelligent energistyring, varmepumper og elektrificering af industri og transport. Fælles for områderne er et fokus på at udnytte energi smartere og mere effektivt.

    – Du får adgang til alle dele af den grønne energisektor. Det giver en unik mulighed for at se udfordringerne fra flere vinkler og finde de løsninger og forretningsområder, som du kan bruge i din hverdag, siger Sebastian Horst.

    Tre dage med fokus på el og energi

    Med fulde haller, faglige aktiviteter og bred opbakning fra udstillere tegner EL & TEKNIK 2026 til at blive et centralt mødested for el- og installationsbranchen. Spørgsmålet er ikke længere, om omstillingen kommer, men hvordan den gennemføres bedst. Det bliver et af de centrale temaer, når branchen samles i Odense.

    Anbefalede artikler