I Tingbjerg i København opføres nye rækkehuse som led i områdets udvikling. I projektet anvendes Green Connect 2000-spildevandsrør fra Wavin.
Grønne spildevandsrør testes i Tingbjerg
Et boligprojekt i Tingbjerg er pilot for Green Connect 2000-spildevandsrør med lavere CO₂-aftryk. Erfaringerne skal hos leverandøren Wavin danne grundlag for en bredere lancering.
Green Connect 2000 produceres efter EN14758-standarden og leveres i grøn farve, hvilket adskiller sig fra de traditionelle farver
I Tingbjerg i København er et omfattende boligprojekt i gang med opførelse af nye rækkehuse som led i områdets udvikling. I ét af byggefelterne testes en ny type spildevandsrør, der både skal håndtere regn- og spildevand og samtidig være med til at reducere projektets klimaaftryk.
Wavin leverer rørene til ét byggefelt ud af i alt cirka 30 i projektet. Feltet omfatter 12–14 boliger og fungerer som pilot for spildevandsrørene Green Connect 2000, der her tages i brug for første gang i Danmark i et større byggeri.
Projektet gennemføres med NREP som bygherre og Munck Havne & Anlæg som hovedentreprenør på byggemodningen. NIRAS varetager teknisk rådgivning og byggeledelse, mens HOFOR skal overtage ejerskab og drift af de nye ledningsanlæg.
Nyt rør efter europæisk standard
Green Connect 2000 adskiller sig fra traditionelle danske spildevandsrør på flere punkter. Hvor rør til regn- og spildevand typisk er rødbrune eller orange, leveres Green Connect-porteføljen i grøn. Rørene er produceret efter den europæiske standard EN14758, som endnu ikke er udbredt på det danske marked.
– Spildevand er kritisk infrastruktur, og historisk set er vores branche kendt for at være konservativ, når det gælder anvendelsen af bestemte typer rør. Farver og standarder betyder noget, fordi de skaber genkendelighed og tryghed. Green Connect-porteføljen leveres i farven grøn, hvilket er nyt inden for infrastrukturprojekter, men Wavin har allerede modtaget flere tilkendegivelser fra forsyninger om, at den grønne farve accepteres i regn- og spildevandssystemer, siger Thomas Høst-Madsen, produktchef hos Wavin.
Salgskonsulent i Wavin, Jonas Nielsen fortæller, at man i udlandet har mange års erfaring med Green Connect 2000:
– Rørene har været anvendt i Tyskland i mere end 20 år og er lagt i kilometervis. Den erfaring har givet os et solidt grundlag for at tage dialogen med danske forsyninger og entreprenører.
Materialevalg med lavere CO₂-aftryk
Begrundelsen for at vælge Green Connect 2000 er klimaaftrykket. Rørene er fremstillet af polypropylen iblandet kridt (PP-MD), hvilket ifølge producenten reducerer CO₂-aftrykket sammenlignet med traditionelle glatte PP-spildevandsrør.
Hos Niras peger byggeleder og rådgiver Adeel Hussain på, at klima er blevet en væsentlig parameter i projekteringen:
– Green Connect har et lavere CO₂-udslip end de traditionelle orange spildevandsrør. Både i Danmark og globalt har vi et ønske om at tage større hensyn til klimaet i byggeriet, og hvis vi kan vælge løsninger, der udleder mindre CO₂, bør vi gøre det. På sigt vil der blive stillet krav til CO₂-udslip i byggeriet, og derfor giver det god mening allerede nu at forberede sig.
Erfaringerne fra Tingbjerg skal danne grundlag for dokumentation af installation, håndtering og drift, og Wavin forventer at lancere Green Connect 2000 på det danske marked i 2026. Det pågældende byggefelt i Tingbjerg planlægges taget i brug i løbet af samme år.
– Projekter som dette er afgørende, hvis vi skal flytte branchen. De giver konkrete erfaringer og dokumentation, som gør det lettere for både forsyninger og entreprenører at tage nye løsninger i brug, slutter Thomas Høst-Madsen.
Om Green Connect 2000
Green Connect 2000 består af glatte PP-rør i dimensioner fra Ø110 til Ø500 mm og suppleres af et tilhørende fittingsprogram, så der kan etableres en samlet løsning fra byggegrund til offentligt ledningsnet.
Læs flere artikler om infrastrukturprojekter og klimasikring