<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
article_image

Jørgen Damkiær om sin egen vej ind i tømrerfaget: ”Jeg vidste, at det åbnede en masse døre.”

Godt håndværk er forudsætningen for færre kampe

  • BYGGERIETS UDVIKLING
  • Håndværker-portræt
  • Uddannelse og Rekruttering
  • 2021-11-08
  • Tekst af Martin Rønberg
  • Tømrerfaget bør autoriseres lige som el, vvs og stillads, og samfundet bør investere mere i at ruste nye selvstændige bedre til opgaven. Det mener Jørgen Damkiær, der selv har taget hele turen fra tømrerlære til byggeriets lederuddannelse og i dag står i spidsen for Egerbyg: ”Der skal mere fokus på at fortælle om mulighederne for de næste generationer og sikre, at de også får redskaberne til at gribe dem.”  

    Når unge mennesker med ekstra krudt bagi ender med at slå sig på skolen, er Egerbyg i Hvidovre én af de virksomheder, der står klar til at samle dem op. Her gør man gerne en indsats for at få de unge på ret køl både fagligt og menneskeligt. Men grundlæggende er det et tegn på, at noget ikke er, som det burde være, pointerer Jørgen Damkiær, der sammen med Anders Eger tegner ledelsen i tømrerfirmaet:

    - Uddannelsessystemet er i høj grad indrettet efter at få de unge videre i gymnasiet efter folkeskolen, men hvorfor det? Vi har en enorm mangel på kloge hænder på tværs af brancher, og der er stor rift om talenterne.   

    - Samtidig er det bare et enormt spild både for de unge, virksomhederne og for samfundet, at mange skal have det her gok i nødden på grund af et akademiseret uddannelsessystem. I stedet burde vi blive meget bedre til at fortælle både de unge og deres forældre om alle de døre, en håndværksuddannelse åbner, så de får et bedre grundlag for at vælge, fortsætter han.


     

    Fra high school i USA til tømrerlære på Fyn

    Gennem hele sin opvækst i 80’erne på Fyn var Jørgen Damkiær selv fuld af energi og elskede frikvartererne, mens timerne i skolen ikke sagde ham noget. Han tog derfor et år på high school i USA, da kammeraterne skulle videre i gymnasiet. Han fortæller:

    - Jeg blev relativt hurtigt skoletræt, var rastløs og ville ud at rejse. Da jeg så kom tilbage til Danmark, skulle jeg jo vælge en uddannelse, og jeg valgte tømrerfaget. Min far er tømrer og bygningskonstruktør og arbejdede, så langt tilbage jeg kan huske, som teknisk chef i en kommune. Så jeg kendte til faget og vidste, at det åbnede nogle døre, blandt andet i forhold til at komme ud at rejse. 


    - Dengang var det bare pivumuligt at finde en læreplads, så jeg søgte og søgte og søgte, og endelig lykkedes det. Jeg er sikker på, at jeg voldte mester nogle kvaler, men jeg var pligtopfyldende og arbejdsom. Og jeg blev så glad for firmaet, at jeg fortsatte efter læretiden i nogle år.  


    ” Vi har lært på den hårde måde, hvad det faktisk vil sige at drive en virksomhed, men vi har heldigvis hele tiden haft dygtige folk omkring os.”

     

    Håndbolden blev nr. 1

    Sideløbende med tømreruddannelsen var Jørgen Damkiær blevet engageret i håndbold, og talentet rakte så langt, at han spillede sig på GOGs andethold. Her fik han efter et stykke tid så megen spilletid og mulighed for at supplere op med en stilling som instruktør, at han helt kunne droppe tømrerjobbet og leve af sin sport.


    - Det tog virkelig fart, og håndbolden blev nr. 1 i mit liv. Jeg rykkede videre til Svendborg og var med til at rykke dem op i første division, og for at holde mig i gang læste jeg hf ved siden af. Men talentet rakte så heller ikke længere, og jeg besluttede derfor at tage tømrerfaget op igen, først i et firma på Fyn og derefter i København. Tanken var, at jeg lige ville spare op til at kunne rejse til Alaska og arbejde, men jeg endte med at blive.

    Stejl læringskurve midt under finanskrisen

    Jørgen Damkiær blev ansat i et tømrerfirma på Frederiksberg i København, hvor han hurtigt avancerede til mesters højre hånd. Derfor blev han sendt på byggeriets lederuddannelse, og tanken var, at han med tiden skulle overtage firmaet, når mester gik på pension. Det lykkedes dog ikke for deres rådgivere at blive enige, så det endte med, at de gik hver til sit.

    - Det var her, jeg lærte Anders [Eger – red.] at kende, for vi havde ham som voksenlærling. Da han var færdig, startede han op som selvstændig og vandt en stor opgave, og vi samarbejdede om den og flere andre opgaver, før vi endelig besluttede at slå os sammen til det, der i dag er Egerbyg. 


    - Vi var lige startet, da finanskrisen kom, og nærmest fra den ene dag til den anden stoppede opgaverne. Hvad skulle vi så gøre? Vi havde næsten ingen erfaring med dét at drive og udvikle en forretning, så det var op ad bakke. Derfor meldte vi os ind i et erhvervsnetværk med en lang række virksomheder fra andre brancher og sugede til os af deres idéer. Vi sad alle sammen med de samme udfordringer med at skaffe kunder og omsætning, og det var en stejl læringskurve.


    Billede 2Egerbyg har de seneste år høstet en lang række priser og udmærkelser.

    ”Vi har hele tiden haft dygtige folk omkring os”

    Siden er Egerbyg vokset støt og har de seneste mange år høstet en lang række priser og udmærkelser – lige fra Årets Tømrer i 2015 og CSR People Prize i 2016 til Gazelle prisen i 2017 og kåringen som NEXT kandidat til Årets Mest Innovative Læreplads.


    Imens har Jørgen Damkiærs dagligdag ændret sig så markant, at han i dag næsten ikke kan huske, hvornår han sidst havde en skruetrækker i hånden. 



    ”Der er to ting, der aldrig bliver færdige og aldrig bliver perfekte: Mennesker og håndværk. Og det er det, der gør det så spændende.”


    - Savner jeg nogle gange at være ude på byggepladsen og ’bare’ være udførende? Jeg vil sige det på den måde, at hvis jeg havde vidst, hvad jeg gik ind til, da jeg valgte at blive selvstændig, er det ikke sikkert, at jeg havde gjort det. Og alligevel ville jeg aldrig gøre det om. Det ligger nok også dybt i mig, at jeg gerne vil bestemme selv, og så kræver det jo, at du sætter dig ind i det og tager det ansvar.

    Billede 3Jørgen Damkiærs hverdag har ændret sig så markant, at han næsten ikke kan huske, hvornår han sidst havde en skruetrækker i hånden.

    - Vi har lært på den hårde måde, hvad det faktisk vil sige at drive en virksomhed og holde styr på regler, krav, tidsfrister osv. Men vi har heldigvis hele tiden haft dygtige folk omkring os til at hjælpe med det, vi ikke selv var gode til. I den forbindelse betyder kvaliteten i selve håndværket kun lidt, men det er en vigtig forudsætning for, at du ikke får så mange kampe med alt det andet.


    - Som jeg ser det, burde tømrerfaget autoriseres lige som el, vvs og stillads er det i dag. Og der burde fra samfundets side være meget mere fokus på at ruste dem, der vælger at blive selvstændige, bedre til opgaven, så de får redskaberne. Der er alt for mange, der tror, at bare de kan betjene en stiksav og lave et overskud, så kan de drive en virksomhed. Sådan er det desværre ikke, og det ser vi jo uge efter uge i konkursstatistikkerne. 

    Medarbejderne er altid kun til låns

    For Egerbyg handler de næste mange år om at sikre virksomhedens fortsatte, stabile vækst. Det gælder først og fremmest om at holde på de dygtige medarbejdere og sikre, at der også løbende kommer nye kræfter til:

    - Vi har et rigtigt fornuftigt setup med samarbejdspartnere og egne folk og en stærk portefølje af både erhvervskunder og private. Men jeg er også meget bevidst om, at de dygtige folk ikke hænger på træerne og altid kun er til låns. Derfor satser vi på karriereudvikling og trivsel i det daglige. Der er to ting, der aldrig bliver færdige og aldrig bliver perfekte: Mennesker og håndværk. Og det er det, der gør det så spændende, slutter Jørgen Damkiær af.

    Anbefalede artikler