<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
JMA-2201-1K

Genie personlift sørger for en sikker og tryg Rungsted Havn

  • Byggepladsen
  • Sikkerhed
  • Entreprenørmaskiner og Materiel
  • Kraner, lifte og arbejdsplatforme
  • 2022-08-19

    I mange år har man i lystbådehavne brugt havnenes mastekraner, når man skal se sin båd efter eller skifte mast. Men det er både ulovligt og farligt. Rungsted Havn har fundet en løsning i en Genie personlift fra Jøma Lift Teknik.

    I over 50 år har det været normen, at når lystbådene i landets over 300 havne skulle ses efter i sømmene, eller masten og virer og kabler skulle skiftes, så foregik det fra en af havnens mastekraner.

     

    Men mastekranerne er hverken tiltænkt eller godkendt af arbejdstilsynet til løft af personer, og sikkerheden på havnene har derfor ikke været tilstrækkelig. Det er nu ved at ændre sig.

     

    Rungsted Havn er en større lystbådehavn med omkring 800 bådpladser, og er blandt de første havne i Danmark til at tilbyde deres brugere at benytte personlifte i stedet for mastekranerne, så bådejerne kan udføre vedligehold og reparationer på deres både lovligt og langt mere sikkert og trygt end tidligere.

     

    – Danmark er et af de få lande i Vesten, hvor det stadig er helt normalt for privatpersoner at benytte havnenes mastekraner. Det er hver enkelt havns ansvar at passe på sikkerheden for deres brugere, så det er egentlig lidt utroligt, at det fortsat er så bredt accepteret, siger Anders U. Söderberg, der er havnechef på Rungsted Havn. Han tilføjer:

     

    – På Rungsted Havn kunne vi ikke sidde stiltiende længere. Det skal være trygt og sikkert for alle at benytte havnen. Derfor søgte vi efter en løsning, der lever op til lovgivningen, og som samtidig er brugervenlig og nem at gå til.

     

     

    Flere og bedre serviceeftersyn

    Anders U. Söderberg og hans kolleger fra Rungsted Havn brugte deres netværk til at finde frem til andre i branchen, der havde haft samme overvejelser. De fandt, at man på Egå Havn nord for Aarhus med succes for nylig var begyndt at benytte en personlift til servicearbejdet. Herfra skulle de blot finde den rette model til deres egne brugere.

     

    Valget faldt på en Genie S-60 HC bomlift fra Jøma Lift Teknik.

     

    – Vi ledte efter en lift med fleksibelt tyngdepunkt og stor svingradius, men som samtidig er tung og stabil nok til at stå sikkert på havnen uden støtteben og uden at ødelægge underlaget. Og så skulle den være nem at benytte for brugere, som ikke er vant til at operere og arbejde fra en lift, siger Anders U. Söderberg og uddyber:



    – Genien er så simpel at gå til og benytte, at oplæringen sjældent tager mere end femten minutter. Vi har haft liften i brug i lidt over 12 uger, og vi kan allerede se, at vores brugere udfører service og vedligehold både oftere og mere effektivt på deres båd end tidligere.

     

    Anders U. Söderberg fortæller, at man i havnens administration håber, at de foregående års gennemsnit på 400-500 masteserviceringer med liftens ankomst vil stige til et sted mellem 500 og 700 serviceringer.

     

    Leveret med betalingssystem

    Da Rungsted Havn tidligere ikke har haft fuldt overblik over brugen af deres mastekraner, var der et klart ønske om, at brugen af den nye lift skulle indgå i havnens bestående administrations- og betalingssystem. Derfor leverede Jøma Lift Teknik liften med en integreret betalingsautomat, så brugeren registreres i systemet og løbende kan afregne for den tid, maskinen er i brug.

     

    JMA-2201-2KBetalingssystem



    – På denne måde sikrer vi os, at man kun kan bruge liften, hvis man har gennemgået og bestået sikkerhedsproceduren. Sikkerheden skal tages alvorligt, for det er trods alt store arbejdshøjder, vi har med at gøre, siger Anders U. Söderberg.

     

    Anbefalede artikler