Annonce
Facadepladerne fra nedtagne bygninger bliver genanvendt i Dorotheas Have. Pladerne er demonteret og opsættes nu på de nye taghuse. Foto: JBH Entreprise/JORTON
Genbrugte facadeplader får nyt liv i demensplejehjem
Facadeplader fra nedtagne boligblokke bliver genanvendt i opførelsen af det nye demensplejehjem Dorotheas Have i Kolding, hvor totalentreprenøren JORTON har testet cirkulære løsninger i praksis.
For at skabe plads til det nye plejehjem i Kolding blev tre store etagebygninger nedtaget og allerede i udbudsmaterialet blev der stillet krav fra bygherren ALFABO om, at byggematerialer blev demonteret med henblik på genbrug. JORTON pegede i tilbudsfasen blandt andet på facadepladerne fra gavlene som egnede til genbrug.
– Vi så hurtigt et stort potentiale i facadepladerne fra de eksisterende gavle. De havde både kvaliteten og udtrykket til at kunne indgå i det nye byggeri, siger René Iversen, afdelingschef for JORTON i Kolding.
Facadepladerne blev derfor nænsomt demonteret, lagt på lager for senere at blive indarbejdet i projekteringen som beklædning på to taghuse. Undervejs er pladerne blevet sorteret af en kommunal medarbejder i genoptræning, hvilket giver en ekstra dimension til projektet.
Cirkulære løsninger skal afprøves i praksis
Hos ALFABO ser man projektet som en del af en læringsproces omkring genbrug og cirkulært byggeri.
– Det interessante er, at vi tør bruge materialerne, så man faktisk kan se, at de er genbrugt. De har fået patina, og det uperfekte kan også være det perfekte. Det er en ny tilgang, hvor kvalitet ikke nødvendigvis er fejlfri overflader, fortæller Stefan Vestergaard.
Han fremhæver samtidig samarbejdet mellem bygherre og entreprenør som en vigtig forudsætning for at gennemføre løsningen.
De genanvendte facadeplader indgår som en synlig del af byggeriet og bevarer deres patina i det nye plejehjem. Foto: JBH Entreprise/JORTON
– Vi har haft et fælles mål hele vejen. Selvom vi sidder på hver vores side af bordet, har der været en stærk forståelse for at finde løsninger sammen – også når det kræver, at vi udfordrer vanetænkningen, siger han.
Selve tilpasningen og monteringen af facadepladerne udføres af Hustømrerne, der er søsterselskab til JORTON.
– For os handler byggeri ikke kun om funktion og æstetik, men også om ansvar. Ved at genanvende facadepladerne bidrager vi konkret til at reducere ressourcespild – uden at gå på kompromis med kvalitet eller holdbarhed. Samtidig tilfører materialerne karakter og identitet, hvilket er særligt vigtigt i rammerne af et plejehjem, oplyser Hustømrerne.
Læs også:
Som en af de første entreprenører tilslutter JORTON sig nu Science Based Target Initiativet
70 boliger til DGNB Guld
Dorotheas Have kommer til at rumme 70 boliger og 55 aktivitetstilbudspladser og opføres med ambition om DGNB Guld-certificering.
Projektet er en central del af udviklingen i Munkebo og fungerer samtidig som et eksempel på, hvordan genbrugsmaterialer og cirkulære principper kan integreres i moderne byggeri.
– Det er i de konkrete løsninger, vi bliver klogere som branche. Her handler det om at finde balancen – og turde gøre noget andet, slutter René Iversen.