<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
dansk-fundering_top-banner

Ny sektionschef hos Dansk Fundering, Jonatan Plesner Davidsen

Funderingsfirma åbner nyt kontor i Hedensted

  • Byggeriets udvikling
  • Anlæg
  • IT og ny teknologi
  • Landskab
  • Danske Havne
  • Beton
  • 2026-03-04
  • | Af Redaktionen

  • Dansk Fundering udvider med en afdeling i trekantområdet for at imødekomme stigende efterspørgsel - og ansætter Jonatan Plesner Davidsen som sektionschef.

    Dansk Fundering A/S etablerer en fast afdeling i Hedensted ved Vejle og udvider dermed sin tilstedeværelse vest for Storebælt. Samtidig er Jonatan Plesner Davidsen ansat som sektionschef for at styrke kapaciteten inden for rammede minipæle og spunsarbejde.

    Baggrunden er en stigende efterspørgsel på specialfundering i det fynske og jyske marked. I efteråret har virksomheden haft flere opgaver på den anden side af Storebælt, og med en base i trekantområdet får Dansk Fundering kortere responstid og bedre logistik i forhold til projekter i Jylland.

    – Vi oplever en klar vækst i efterspørgslen på rammede minipæle. Med en central placering i Jylland kommer vi tættere på kunderne og kan samtidig sikre den nødvendige kapacitet på begge sider af Storebælt, fortæller Anders Kastberg, direktør i Dansk Fundering.

    Investering i materiel og lager

    I forbindelse med udvidelsen har virksomheden investeret i nye rammemaskiner. Formålet er at sikre tilstrækkeligt materiel både på hovedbasen i Glostrup og i den nye afdeling i Hedensted.

    Der er desuden etableret lagerfaciliteter i Hedensted for at understøtte en stabil forsyning af materialer til funderingsopgaver og spunsarbejde. Ifølge virksomheden skal det bidrage til en mere effektiv drift og større fleksibilitet på tværs af landsdelene.

    Erfaren profil i spidsen for jysk satsning

    Jonatan Plesner Davidsen får ansvaret for at opbygge og lede aktiviteterne i Jylland. Han kommer fra Aarsleff og har erfaring fra større bygge- og anlægsprojekter med komplekse geotekniske forhold.

    – Jeg er glad for min rolle i Dansk Fundering, hvor vi arbejder med specialfundering for både private husejere, entreprenører, ejendomsudviklere og større bygherrer. Jeg har tidligere været involveret i komplekse projekter, hvor geotekniske forhold og uforudsete hændelser stiller store krav til både planlægning og materiel. Den erfaring tager jeg med mig, siger Jonatan Plesner Davidsen.

    Han skal blandt andet styrke relationerne til entreprenører og bygherrer i det jyske marked samt udvikle nye samarbejder inden for specialfundering.

    Tæt samarbejde med Christiansen & Essenbæk

    Afdelingen i Hedensted etableres i samarbejde med søstervirksomheden Christiansen & Essenbæk A/S, som allerede har kontor- og lagerfaciliteter på adressen.

    Samarbejdet gør det muligt at tilbyde samlede løsninger inden for jord-, kloak- og betonarbejde samt ramning af pæle og københavnerspuns – særligt i projekter, hvor koordinering mellem fundering og øvrige anlægsarbejder er afgørende for fremdriften.

    Fakta om Dansk Fundering

    Dansk Fundering A/S er en specialiseret entreprenørvirksomhed med fokus på funderingsopgaver, herunder rammede minipæle og spuns. Virksomheden har over 25 medarbejdere, en årlig omsætning på cirka 55 mio. kr. og udfører projekter i hele Danmark.


    Læs flere artikler om byggeri og udvikling af de danske havne

    Anbefalede artikler