Fra PlayStation til store entreprenørmaskiner
Fremtidens entreprenørmaskiner kommer til at kunne køre bedre og længere på literen, hvis de da ikke alle kører med en eldreven motor. Samtidig er den nyeste generation af entreprenørmaskiner spækket med digitale og tekniske løsninger, hvilket også stiller nye krav til den nye generation af maskinførere.
Spørger man produktchef hos Pon Equipment, Bo Mikkelsen, om hvad fremtidens entreprenørmaskiner har at byde på, får man prompte et svar:
- Automation er nøgleordet. Maskinerne kommer til at kunne klare flere og flere opgaver på egen hånd og ved nogle mere simple processer vil maskinføreren, hvis han eksempelvis kører en læssemaskine, ikke gøre meget andet end blot at lede skovlen.
Ved simple opgaver vil man derfor kunne sikre en mere ensartet produktivitet samtidigt med at man minimerer risikoen for menneskelige fejl og derved højere sikkerhed på arbejdspladsen. Men her kunne det næste spørgsmål så lyde, hvorvidt man overhovedet har brug for maskinførere i fremtiden, hvis automatiseringen fortsat stiger? Men ifølge Bo Mikkelsen vil behovet for dygtige maskinførere kun blive større:
- Samtidigt med at vi ser en stigende automatisering, ser vi også at maskinerne får flere og flere funktioner. Det øger fleksibiliteten, men giver samtidigt et større behov for en teknisk kompetent maskinfører. Heldigvis så ser vi, at de nye årgange af maskinførere der kommer ud på arbejdsmarkedet er en del af Playstation-generationen. De har hele deres ungdom beskæftiget sig med computere og konsoller, så når de eksempelvis træder op i en af vores 120M2 motorgradere, også kendt som en vejhøvl, lærer de hurtigt maskinen at kende, til trods for at det er en kompliceret maskine med mange funktioner. De mange joysticks, skærme og informationer gør det for dem kun til en endnu sjovere maskine at betjene.
Forventninger til komfort
Både den nye og den ældre generation af maskinførere føler sig hjemme i de digitaliserede maskiner, men tør også at stille krav til dem.
- Maskinføreren i dag har oftest en nyere bil, med alle tænkelige moderne gadgets og ikke mindst god komfort. Det er noget, de også forventer i de maskiner der skal køre i på arbejdet. Som producenter og udviklere skal vi derfor ikke alene bare se på brændstofforbrug, hestekræfter og overordnet performance. Den mand eller kvinde, der kommer til at bruge tusindvis af timer inde i den, skal have et godt og behageligt arbejdsklima.
5D teknologi
Men hvordan når man i mål med at skabe nogle komfortable rammer for maskinføreren, samtidigt med at man kan øge maskinernes overordnede performance? For Bo Mikkelsen ligger svarer i at kombinere den nyeste teknologi med inputs fra maskinførerne selv:
- Hos Caterpillar anvender man vi eksempelvis 5D teknologi til at udvikle den bedst tænkelige kabine. Her kan en maskinfører, ved hjælp af virtual reality, teste maskinen, inden man har produceret en prototype, for derefter at komme med inputs der vedrører selv de helt små detaljer, inden noget sættes i produktion. Vi har eksempelvis en ny generation af gravemaskiner, hvor 50 maskinførere fra hele verden har brugt tre år på at teste både maskinen og kabinen ved hjælp af 5D teknologien. Selv de dygtigste ingeniører i verden har brug for maskinførernes erfaring og viden til at skabe maskiner der fungerer bedst muligt i praksis.
Markant brændstofreducering
Ingeniørernes og maskinførernes viden kan tilsammen skabe store resultater, hvilket blandt andet kommer til udtryk i kraftig reducering af brændstofforbruget i mange nyere maskiner:
- Caterpillar bruger rigtig mange ressourcer på at forske og udvikle Batteri, el og brint samt andre løsninger. Men fossile brændstoffer er desværre stadig den bedste løsning til de større serieproducerede maskiner. Derfor er det Caterpillars mål at skabe nogle produktserier, der udnytter brændstoffet optimalt. Her kunne man nævne vores helt nye Cat 323 gravemaskine, der er udstyret med 2D- eller 3D-maskinstyring, vejesystem, assist og auto og sikkerhedsfunktioner fra fabrikken. Samtidig har 323'eren den nyeste teknologi inden for hydraulik, motor og kabine. Men måske, som det vigtigste, opnår man med vores Cat 323 en brændstofbesparelse på ca. 20% og derved langt lavere forurening, sammenlignet med dens forgængere, afslutter Bo Mikkelsen.