
Fejring af det gode håndværk: Håndværkersvende hilser på Kongen
Tirsdag den 13. maj bliver 82 af hovedstadens dygtigste håndværkersvende hyldet med medaljer og kongeligt håndtryk. Traditionen med at uddele medaljer går helt tilbage til 1867.
Ud over medaljer og lykønsker fra H.M. Kongen modtager håndværkerne legater for over 1,3 mio. kroner, når Håndværkerforeningens medaljer i sølv og bronze bliver uddelt på Københavns Rådhus. Håndværkersvendene med de veludførte svendeprøver til topkarakterer repræsenterer 22 forskellige fag, herunder brolæggere, bygningssnedkere, guldsmede, elektrikere og personvognsmekanikere.
Kongen bakker op om faglighed og tradition
Hæderen gives for veludført arbejde under uddannelsen og skal være med til at hylde det gode håndværk. Hans Majestæt Kongens deltagelse i ceremonien er med til at understrege håndværkets rolle i samfundet:
- Det betyder meget for medaljemodtagerne at hilse på kongen, men det sender også et klart signal om håndværkets vigtighed for Danmark, siger Per Vangekjær, formand for Håndværkerforeningen i en pressemeddelelse.
Kongehuset har deltaget i medaljeoverrækkelsen siden 1927, mens selve traditionen går tilbage til 1867.
Fremtidens håndværkere som forbilleder
Medaljetagerne har alle taget deres uddannelse på erhvervsskolerne NEXT og TEC i hovedstadsområdet og bliver betragtet som stærke rollemodeller for næste generation:
- De unge svende er ambassadører for vores håndværkstraditioner. De vælger en faglig vej og arbejder målrettet for at mestre deres håndværk. Det er netop den slags kompetencer, samfundet har brug for, lyder det i en fælles udtalelse fra Ole Heinager (NEXT) og Morten Emborg (TEC).
Ud over 82 sølv- og bronzemedaljer tildeles seks Massmannske medaljer, som hædrer flid og godt kammeratskab.
Legater og hæderspris uddeles
Håndværkerforeningen uddeler i forbindelse med medaljerne også legater til en samlet værdi på over 1,3 mio. kr., finansieret af laug, fonde og virksomheder. Alle medaljemodtagere er indstillet af de københavnske laug.
Derudover offentliggøres modtageren af prisen Årets Æreshåndværker ved ceremonien. Prisen gives til en person, der har udvist flid, faglighed og stræben efter det ypperste. I 2024 gik prisen til astronaut Andreas Mogensen.
Arrangementet er et samarbejde mellem Håndværkerforeningen København, erhvervsskolerne NEXT og TEC.
Tid: Tirsdag den 13. maj 2025, kl. 17.00-19.30
Sted: Københavns Rådhus, Rådhuspladsen, 1599 København V
Læs flere artikler om uddannelse af fremtidens håndværkere på vores temaside