Fælles digitale standarder skal løfte kæmpe anlægsprojekter
Vejdirektoratet, Banedanmark, Metroselskabet, Sund & Bælt og Københavns Kommune går sammen om at udvikle fælles digitale krav til planlægning og udførsel af store anlægs- og infrastrukturprojekter.
Landets største offentlige infrastrukturbygherrer - Vejdirektoratet, Metroselskabet, Sund & Bælt, Københavns Kommune og Banedanmark - har indgået et nyt samarbejde om digitale spilleregler for anlægs- og infrastrukturprojekter. Samarbejdet sker sammen med Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), DI Byggeri og Molio.
Formålet er at skabe fælles rammer for, hvordan projekter planlægges, udføres og afleveres på tværs af store offentlige anlægsopgaver. I dag møder rådgivere og entreprenører ofte forskellige krav til digitale processer, data og leverancer alt efter, hvilken bygherre der står bag projektet. Det nye samarbejde skal mindske den variation.
Molios IKT-værktøjer bliver fælles fundament
De fælles løsninger skal baseres på Molios IKT-værktøjer, som allerede bruges bredt i byggeriet til at definere roller, ansvar, leverancer og informationsudveksling.
Ambitionen er, at branchen i højere grad skal arbejde efter samme digitale standarder, uanset projekttype og bygherre. For bygherrerne skal det give mere ensartede data og mere effektive processer i både planlægning, udførelse og drift.
– Vi går ind i det her samarbejde for at sikre bedre data og informationer, som vi kan bruge til at skabe vellykkede infrastrukturprojekter, der både bygges og driftes mere effektivt, og som holder længere. Som bygherrer tager vi et fælles ansvar for at styrke det fremtidige samarbejde i hele branchen, fortæller Jens Holmboe, vejdirektør i Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Mindre kompleksitet og færre fejl
For rådgivere og entreprenører skal fælles digitale krav skabe større forudsigelighed og bedre muligheder for at indrette egne systemer og arbejdsgange. Når kravene struktureres ens fra projekt til projekt, kan det reducere kompleksitet og mindske risikoen for fejl, misforståelser samt tab af data og viden.
Det er især relevant i store og langvarige anlægsprojekter, hvor mange aktører og leverancer skal koordineres over flere år.
– Når vi i fællesskab skaber klare forventninger og rammer, kan alle projektets parter levere højere kvalitet og færre fejl. Vi glæder os til at tage fat på arbejdet og omsætte det til konkret værdi i kommende anlægs- og infrastrukturprojekter, fortæller Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Standardisering skal lette udbud og styrke kvalitet
Ifølge parterne kan fælles standarder også gøre det lettere for entreprenører at byde på opgaver, fordi krav til data og leverancer bliver mere gennemsigtige og håndterbare tidligere i processen.
– Med dette samarbejde tager vi som store offentlige bygherrer et fælles ansvar. Standardiseringen vil på sigt sikre en mere smidig og dermed effektiv udbudsproces samt en reduktion i kompleksitet. Samtidig bliver data sammenlignelige på vores egne projekter og på tværs af anlægsbranchen generelt, hvilket i sidste ende vil højne kvaliteten, siger Peter Jonasson, administrerende direktør i Banedanmark.
Hos Sund & Bælt peger man især på værdien i mere ensartede retningslinjer på tværs af værdikæden.
– Hos Sund & Bælt har vi allerede et tæt samarbejde med mange aktører i vores infrastrukturprojekter, men hidtil har vi manglet fælles retningslinjer. De nye digitale spilleregler giver os nu en mere ensartet og effektiv tilgang på tværs af værdikæden. Det er afgørende, at de data, vi producerer, har høj kvalitet, så vi kan skabe de bedst mulige rammer for drift og vedligeholdelse af vores anlæg, siger Martin Russo, anlægsdirektør, EVP Construction, hos Sund & Bælt.
Sammenkæde projektering, anlæg og drift
Metroselskabet fremhæver, at fælles digitale standarder også kan styrke sammenhængen mellem projektering, anlæg og drift og samtidig understøtte en mere systematisk indsats på klima og ressourceforbrug.
– Som bygherre vil vi gerne gå forrest, når det handler om at fremme en mere effektiv og klimavenlig anlægsbranche. En af løsningerne er at udvikle fælles standarder, som skaber klarhed om, hvilke krav og forventninger vi som bygherre har til branchen og kommende tilbudsgivere. Med de fælles digitale standarder ved leverandørerne, hvad de skal levere i alle faser - og det giver os bedre mulighed for at styre og skabe sammenhæng mellem projektering, anlæg og drift. Derudover skaber det grobund for at arbejde mere systematisk med andre vigtige emner så som klima og ressourceforbrug på vores store metroprojekter, udtaler Mikkel Kjær Jensen, direktør i Metroselskabet.
Ifølge DI Byggeri kan gevinsterne blive betydelige, hvis produktivitet, kvalitet og vidensdeling løftes i en sektor med planlagte investeringer for trecifrede milliardbeløb.
– Med planlagte investeringer i anlægs- og infrastrukturprojekter for et trecifret milliardbeløb kan forbedringer i produktivitet, kvalitet og vidensdeling få stor økonomisk betydning, siger chef for Dansk Infrastruktur i DI Byggeri, Bjarke Fjeldsted.
Første leverancer ventes i brug i 2026
Udvikling og implementering af de fælles digitale løsninger skal ske over fire år. De første leverancer ventes taget i brug allerede i 2026. Samarbejdet forankres i en styregruppe på toplederniveau og understøttes af en faggruppe med eksperter og specialister.
Organisationer i samarbejdet
Banedanmark
Københavns Kommune
Metroselskabet
Sund & Bælt
Vejdirektoratet
DI Byggeri
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
Molio – Byggeriets Videnscenter