Energitjek er bedre end lukning af svømmehaller
Det vil ramme danskerne hårdt, hvis svømmehallerne bliver lukket. Cirka 150.000 børn går til svømning i de danske svømmeklubber og generelt set er svømning den største aktivitet blandt danske børn og i top fem for voksne. Det vil derfor ramme danskerne hårdt hvis svømmehallerne, som følge af energibesparelser, bliver lukket.
- Fra Dansk Svømmeunion opfordrer vi kommunerne til at tage et energitjek på deres svømmehaller og undersøge hvordan man kan sænke forbruget yderligere i stedet for at lukke svømmehallerne, som enkelte kommuner aktuelt overvejer, siger medlem af direktionen i Dansk Svømmeunion Allan Nyhus.
- Vi har stor forståelse for, at kommunerne, i den nuværende situation, overvejer mange scenarier. Men vi appellerer også til, at man ikke træffer forhastede beslutninger om eksempelvis helt at lukke svømmehaller, før man har kastet et blik på mulige og forholdsvis nemme energibesparelser, supplerer Allan Nyhus.
Et sted at spare er eksempelvis den såkaldt cirkulerende vandstrøm i svømmehallen. Bestyrelsesmedlem i Dansk Svømmeunion, Lars Warm, som i sit civile hverv i Dansk Svømmebadsrådgivning arbejder med svømmehaller, har været i dialog med Miljøstyrelsen omkring mulighederne for at reducere den cirkulerende vandstrøm i svømmehaller. Det oplyser Miljøstyrelsen at kommunerne selv kan tage beslutning om.
Loven stiller i dag krav om, hvor meget vand der skal cirkuleres hen over de filtre, som renser bassinvandet (den cirkulerende vandstrøm), en proces som er særdeles strømkrævende og er i gang døgnet rundt i alle svømmehaller. Det som Miljøstyrelsen påpeger er, at kommunerne selv kan fastlægge, hvor meget vand, som skal cirkuleres. Dermed kan kommunerne altså selv bestemme, hvor meget el de vil spare, ved at sænke cirkulationen, så længe man overholder lovens krav til vandkvalitet.
Tidligere i år offentliggjorde Dansk Svømmeunion, Lokale & Anlægsfonden og Danske Svømmebade en undersøgelse der viste stort potentiale for et mere bæredygtigt indeklima og energiforbrug i danske svømmeanlæg. Undersøgelsen peger især på ventilationen i svømmehallerne som et område hvor de danske svømmehaller kan energioptimere og dermed spare penge.
- Vi anerkender fuldt ud både kommunale, selvejende og private svømmeanlæg står overfor store udfordringer med de høje energipriser. Derfor opfordrer vi også til at tage et konstruktivt og kritisk blik på, hvor der kan energioptimeres inden man tager en hurtig beslutning om lukning af en svømmehal, hvilket vil ramme børn, unge, foreningsliv og badegæsterne hårdt. Man behøver ikke drive svømmeanlæg mere energitungt end nødvendigt, slutter Allan Nyhus.
4 SPARETIPS FRA DANSK SVØMMEUNION
- Indfør ”belastnings baseret” cirkulation. Det er en proces, hvor man sænker den såkaldte cirkulerende vandstrøm i alle bassiner til 50 % af det normale driftskrav jævnfør BEK 918, §10, stk. 1 (herunder bilag 2) og stk. 4, både under drift og om natten. Den cirkulerende vandstrøm hæves til 100 % under drift, hvis kvalitetskravene i BEK 918, bilag 1 overskrides.
- Andre steder i svømmehallerne kan der her og nu spares en del el ved at slukke for de såkaldte UV-anlæg, så længe den bundne klor ikke overstiger de lovpligtige 0,5 mg/liter.
- Der vil kunne spares en del elektricitet ved at udskifte til LED-lys i de svømmehaller, hvor det endnu ikke er sket.
- Overdæk bassinerne/overløbsrender om natten, hvilket holder på varmen i bassinet.
Det er vigtigt at understrege, at dette er inspirationstip. Tiltagene skal vurderes individuelt for hver enkelt svømmehal, idet visse svømmebassiner er med til at varme svømmehallen op – og de skal selvfølgelig ikke dækkes til.