En logisk løsning på byggepladsens behov for fastgørelse
En container fyldt med fastgørelsesudstyr – og instruktion i at bruge det. Sådan lyder tilbuddet fra ITW Byg, der på den måde vil være med til at lette hverdagen på landets byggepladser.
Det gode byggeri skal hænge sammen på alle måder – også i den allermest bogstavelige forstand. Derfor er det vigtigt, at man bruger de rigtige materialer til fastgørelse, uanset om der er tale om ganske ydmyge søm og skruer eller mere specialiserede ankerdybler til montageopgaver.
For en entreprenør eller bygherre kan det være svært helt fra starten at afgøre, præcis hvilke fastgørelsesprodukter, der skal bruges til et helt projekt. Derfor har Middelfart-virksomheden ITW Byg gennem de senere år udviklet og finpudset et koncept, der skal hjælpe håndværkerne med at finde de rette løsninger – og med altid at have det rigtige fastgørelsesudstyr ved hånden.
- I forvejen leverer vi som nogle af de eneste i Danmark fastgørelsesløsninger til både træ, stål, beton og gips. Så vi har valgt at gå skridtet videre og tilbyde produktløsninger i stedet for blot det enkelte produkt, siger Normann G. Karlsen, der er salgschef i ITW Byg.
Fastgørelsesprodukterne er af mærkerne Paslode, Spit og NKT.
En færdig container
Løsningen består typisk i en færdigpakket container, der leveres på byggepladsen. Forud for leveringen har en af ITW Bygs fire projektkonsulenter aflagt besøg hos entreprenøren, bygherren eller de håndværkere, der er involveret i byggeriet. Behovene for fastgørelsesudstyr bliver klarlagt, og containeren bliver derefter pakket med alt det, der skal bruges i løbet af byggeprocessen.
- Vores projektkonsulenter ser på den enkelte opgave og rådgiver om montagen, inden vi skræddersyr indholdet i containeren til den enkelte byggeplads. Det sparer tid, når håndværkerne ikke skal køre ud efter de ting, de skal bruge, men i stedet har dem på pladsen, siger Normann G. Karlsen.
Rådgivning og test på byggepladsen
Inden projektkonsulenten forlader byggepladsen, hjælper han med at gennemgå de mulige løsninger på en given udfordring. Det kan i nogle tilfælde føre til, at der findes løsninger, hvor fastgørelsen for eksempel kan skydes ind i stedet for at blive boret på plads. Det kan spare tid og arbejdsløn.
- Vi anviser selvfølgelig ikke en lettere løsning, med mindre den er lige så god eller bedre end den løsning, håndværkerne i forvejen har overvejet, siger Normann G. Karlsen.
- Ikke alene tilbyder vi at hjælpe med at finde dokumentation for, at løsningerne er velegnede. Vores projektkonsulenter har også testudstyr i bilerne, så de kan udføre on-site-tests, der viser, hvor mange kilos belastning, der skal til for at trække fastgørelsen ud, siger salgschefen.
I hele byggefasen står ITW Byg klar med rådgivning, og hvis behovene for fastgørelsesløsninger ændrer sig, vil man kunne levere fra dag til dag – hvis ikke håndværkeren da vælger selv at hente ITW Bygs udstyr i en af de mere end 500 forretninger, der forhandler ITW Bygs fastgørelsesløsninger.
Flytter med
Normalt står en container på byggepladsen i mellem seks måneder og to år.
- Når entreprenøren er færdig, oplever vi tit, at hele sjakket rykker videre til en ny opgave. Hvis entreprenøren ønsker det, sørger vi for, at containeren kommer med. Derefter trimmer vi setuppet og sortimentet, så det passer til den ny sag, siger ITW Bygs salgschef Normann G. Karlsen.