Ny Unicon El-lastbil

Elektrisk betontrailer med transportbånd præsenteres i Fredericia

  • Byggepladsen
  • Byggeriets udvikling
  • Beton
  • Varevogne og Transport
  • 2026-01-29
  • | Af Redaktionen

  • Unicon tager endnu et skridt i den grønne omstilling og præsenterer i samarbejde med Volvo Trucks og Liebherr-Mischtechnik på Kloakmessen en elektrisk trækker- og betontrailerkombination med integreret transportbånd.

    Den nye betonløsning kombinerer en Volvo FM Electric 6x4 trækker med en batterikapacitet på 540 kWh og en specialudviklet trailer med en 12 m³ tromle og et 12+4 meter transportbånd. Systemet muliggør effektiv udlægning af beton direkte på byggepladsen uden brug af mobil betonpumpe.

    Fra februar 2026 vil det elektriske vogntog blive sat i daglig drift med base på Unicons fabrik i Avedøre. Herfra skal det levere færdigblandet beton til byggepladser i hovedstadsområdet – helt uden lokale emissioner eller støj.

     

    Skal sikre CO₂-reduktion i byggeriet

    - Lanceringen af verdens første elektriske trækker- og betontrailerkombination med transportbånd er endnu en vigtig brik i Unicons omstilling af flåden, der skal være 100 % emissionsfri i 2035. Med denne løsning bliver det for første gang muligt at sikre emissionsfri og støjsvag levering af store læs, når betonen udlægges med transportbånd, udtaler Christian Elleby, Supply Chain & Procurement Director i Unicon i en pressemeddelelse.

    Han peger samtidig på, at efterspørgslen på emissionsfrie leveringsløsninger forventes at stige markant som følge af det nye byggereglement, der trådte i kraft 1. juli 2025. Her er transporten af materialer fra leverandør til byggeplads for første gang inkluderet i byggeriets LCA-beregning, og nybyggeri må i gennemsnit maksimalt udlede 7,1 kg CO₂ pr. m².

     

    Bidrag til opfyldelse af klimakrav

    Den nye betontrailerkombination adresserer således ikke kun Unicons egne klimamål, men fungerer også som en konkret løsning til bygherrer og entreprenører, der skal leve op til de stadigt skærpede krav i byggeriet. Med elektrisk fremdrift, stor kapacitet og fleksibel udlægning via transportbånd, kombinerer vogntoget driftseffektivitet med dokumenterede CO₂-besparelser.

    Unicon og Volvo Trucks præsenterer løsningen sammen med Liebherr-Mischtechnik på Kloakmessen i Fredericia, hvor fagfolk kan opleve teknologien på nært hold.

     

    Anbefalede artikler