
Projektleder Claus Adsersen fra Dalgas (til venstre) og salgskonsulent Jens Andersen fra Stemas
El-jordloppe satte gang i fuld maskinopgradering fra Wacker Neuson
Hos Dalgas’ nye anlægsafdeling i Ledøje er kørt flere Wacker Neuson-maskiner ind – fra en jordloppe til den nyeste hjullæser WL52 – for at sikre høj kapacitet.
Da anlægsvirksomheden Dalgas A/S i Ledøje skulle udvide maskinflåden, begyndte det med en ’loppe’ – og endte med en hel række nye Wacker Neuson-maskiner. Projektleder Claus Adsersen fortæller, at det var behovet for specifikke maskiner, der satte processen i gang.
- Da jeg skulle starte den nye anlægsafdeling i Anlæg Øst i Ledøje, havde nogle kolleger købt en Wacker Neuson el-jordloppe. Så fandt vi ud af, at vi også manglede en stor pladevibrator. Og en gravemaskine større end dem, vi havde. Og så var der en gummiged, der var klar til udskiftning. Det ene tog det andet, fortæller Claus Adsersen i en pressemeddelelse.
Maskiner til alsidige opgaver
Den nye gravemaskine er en ET90 på 9 tons – den næststørste i Wacker Neusons sortiment – kendt for høj brydekraft og effektivitet på komplekse anlægsopgaver. Til jord- og læssearbejdet har Dalgas investeret i en WL52-hjullæsser, der vejer 5.100 kg og yder 75 hk. Hertil kommer blandt andet en DPU-pladevibrator i den mellemtunge reversible klasse.

9 tons Wacker Neuson ET90 og en WL52 hjullæsser med 75 hk er blandt det nye grej, som Dalgas har hentet hos Stemas
Servicen er vigtig
For Claus Adsersen har valget af leverandør været lige så vigtigt som selve maskinerne:
- Der er mange gode maskiner på markedet, men service gør forskellen. Når jeg ringer til salgskonsulent Jens Andersen hos Stemas, har jeg næsten et tilpasset tilbud med det samme – og eventuelle udfordringer bliver løst hurtigt.
Det nye grej er i fuld sving
Dalgas A/S, tidligere kendt som HedeDanmark, har 20 afdelinger i Danmark samt afdelinger i Sverige, Tyskland og de baltiske lande. Afdelingen i Ledøje dækker hele Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm.
Aktuelt arbejder fem teams på et større projekt hos Fujifilm i Hillerød, hvor Dalgas står for kloakering, veje, regnvandshåndtering, parkeringspladser, beplantning og øvrigt anlægsarbejde. Virksomheden udfører desuden opgaver for bl.a. hospitaler, boligselskaber, institutioner og private virksomheder.
Følg med i det nyeste inden for entreprenørmaskiner