Et af forskningsprojektets studier undersøgte, hvor meget vi mennesker forurener luften i løbet af en nats søvn
Dobbelt så meget udluftning er nødvendig for god søvn
Et indelukket soveværelse gør, at man sover dårligere og præsterer dårligere dagen efter. Ventilation og frisk luft, mens man sover, er utrolig vigtig viser internationalt DTU-baseret forskningsprojekt.
Det nuværende bygningsreglement (BR18) stiller krav til et minimum af udeluft-tilførsel på 0.3 L/s per m2 gulv. I de fleste boliger vil det svare til omkring 0,5 luftskifte pr. time.
I løbet af en nat påvirker både mennesker og inventar luftkvaliteten i et soveværelse. Som en konsekvens af kroppens metaboliske processer påvirker mennesker luftkvaliteten, mens man sover. Computere, tv-skærme, møbler og tøj forurener også luftkvaliteten i soveværelset. Til sammen ophober forureningen sig i løbet af natten, hvis den ikke bliver fortyndet ved f.eks. at lufte ud.
- Vores undersøgelser har vist, at luftkvaliteten i soveværelset kan påvirke dine kognitive evner såsom din evne til at koncentrere dig, til at forstå og til at reagere. Sover du i et godt ventileret soveværelse, så er det til gavn for dine kognitive evner, siger lektor på DTU Pawel Wargocki, der har stået i spidsen for forskningsprojektet, i en pressemeddelelse.
For at understøtte din søvn bedst muligt, tyder de nye studier fra DTU på, at der skal være dobbelt så meget udluftning i soveværelset, som det danske bygningsreglement i dag anbefaler.
- Tidligere har det kun sparsomt været dokumenteret, at luftkvaliteten i soveværelset kan påvirke din søvn. Det har vores studie nu klart bevist, at den kan, siger lektor på DTU Pawel Wargocki.
I forskningsprojektets studier er der foretaget målinger i flere end 100 husstande, som bl.a. har indvilget i at lade forskere måle luftkvaliteten i deres soveværelse, mens de sov. Deres søvn er også blevet tracket og deres kognitive evner testet. Målingerne blev foretaget af både forskere i Danmark og af forskere på Jiao Tong Universitetet i Shanghai i Kina.
Ventilation og frisk luft forbedrer søvnen
I Danmark er høj luftforurening udendørs, typisk fra trafik og industri, ikke normalt, og derfor kan et åbent vindue være nok. Men i Kina viste undersøgelsen, at luftforureningen er så høj, at luftkvaliteten indendørs i løbet af natten blev forurenet med helbredsskadelige partikler udefra, når vinduet stod åbent.
- Vores undersøgelse bekræfter, at soveværelser bør ventileres med ren luft i løbet af natten. Et åbent vindue kan anbefales, når luftforureningen er lav, og hvis der ikke er et ventilationsanlæg i boligen. Ellers er den bedste løsning en mekanisk ventilation, siger Pawel Wargocki.
I Danmark har mekanisk ventilation været en del af bygningsreglementets anbefalinger for nybyggede og renoverede boliger siden 2008.
Om forskningsprojektet:
En international gruppe af forskere under ledelse af DTU har siden 2019 arbejdet på at dokumentere, hvilken betydning ventilation og frisk luft har for søvnkvaliteten.
Konklusioner fra undersøgelsen:
- at et åbent vindue forbedrer luftkvaliteten i deltagernes soveværelser.
- at deltagerne sover bedre og præsterer bedre, hvis de sover med åbnet vindue.
- at en åben dør til resten af boligen ikke har en målbar effekt på søvnkvaliteten.